Klage over dispensation til lukning af port i Skive bykerne
Dato
20. oktober 2021
Nævn
Planklagenævnet
Eksterne links
Læs hele sagenKategori
Planloven, retlig (efter 1. februar 2017)
Højdepunkt
Afgørelse i klagesag om Skive Kommunes dispensation fra lokalplaner til lukning af
Lovreferencer
Skive Kommune meddelte den 17. juni 2020 dispensation fra lokalplan nr. 94, Skilte og facader i Skive bykerne, og lokalplan nr. 124, "Brogården" i Skive. Dispensationen vedrørte lukning af en port i forbindelse med en udvidelse af en eksisterende butik på ejendommen A2, 7800 Skive. En virksomhed i området klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.
Ejendommen og lokalplanerne
Ejendommen A2 er omfattet af to lokalplaner:
- Lokalplan nr. 94, Skilte og facader i Skive bykerne: Denne plan fastsætter i § 3.3, at bebyggelsen kun må ombygges eller ændres med byrådets tilladelse.
- Lokalplan nr. 124, "Brogården" i Skive: Ifølge § 5.7 må bygninger, der er angivet som bevaringsværdige på kortbilag 2 (hvilket den pågældende bygning er), ikke nedrives, ombygges eller ændres uden byrådets tilladelse.
Ansøgningen omhandlede lukning af en eksisterende port med et glasparti, der skulle opføres ca. 30-40 cm fra facadelinjen, hvilket ville udvide butiksarealet med ca. 37 m². Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 9. juni 2020 at dispensere fra lokalplanerne, på trods af forvaltningens indstilling.
Kommunens afgørelse
Kommunen begrundede sin afgørelse med, at portåbningen fortsat ville fremstå markant med skyggevirkning uden skade for facadeudtrykket, og at konstruktionen ville ske i respekt for bygningen. Desuden ønskede udvalget at imødekomme optikerens ønske om udvidelse af butiksarealet, og adgang kunne sikres via en anden vej. Kommunen vurderede, at det ansøgte ikke var i strid med lokalplanens principper. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i planlovens § 19.
Klagen til Planklagenævnet
Klageren anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, at afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet, og at reglerne om naboorientering ikke var overholdt. Klageren gjorde desuden gældende, at dispensationen var i strid med en tinglyst servitut, og at den ville medføre arkitektoniske forandringer og værditab. Planklagenævnet kunne dog kun behandle de retlige spørgsmål vedrørende kommunens hjemmel, begrundelse og naboorientering, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål om hensigtsmæssighed og privatretlige servitutter faldt uden for nævnets kompetence, jf. planlovens § 43.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Skive Kommunes dispensation til lukning af en port og udvidelse af en butik. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.
Mulighed for at give dispensation
Planklagenævnet vurderede, at § 3.3 i lokalplan nr. 94 og § 5.7 i lokalplan nr. 124 har karakter af dispensationsbestemmelser, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 18. En dispensation efter disse bestemmelser er som udgangspunkt ikke i strid med lokalplanernes principper. Nævnet fandt derfor, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanerne i henhold til planlovens § 19. Nævnet bemærkede, at selve den skønsmæssige vurdering, der ligger til grund for dispensationen, ikke kan efterprøves af Planklagenævnet.
Konkret vurdering og begrundelse
Klageren anførte, at afgørelsen ikke var tilstrækkeligt begrundet, især da kommunalbestyrelsen var gået imod forvaltningens indstilling. Planklagenævnet fastslog, at Teknik- og Miljøudvalget ikke er forpligtet til at følge forvaltningens indstilling. Nævnet vurderede, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i henhold til forvaltningslovens § 22 og forvaltningslovens § 24, stk. 1. Begrundelsen indeholdt henvisning til de relevante retsregler og de hovedhensyn, der var bestemmende for den skønsmæssige vurdering, herunder at portåbningen fortsat ville fremstå markant, at konstruktionen ville ske i respekt for bygningen, og at udvalget ønskede at imødekomme ønsket om butiksudvidelse.
Naboorientering og håndtering af indsigelser
Klageren kritiserede, at kommunen ikke havde forholdt sig til klagens indhold. Planklagenævnet opfattede dette som et klagepunkt over, at kommunen ikke havde imødekommet klagerens indsigelse i forbindelse med naboorienteringen. Nævnet fandt, at kommunen havde overholdt reglerne om naboorientering i planlovens § 20, stk. 1. Kommunen havde sendt projektet i naboorientering, modtaget to indsigelser (herunder fra klageren), og disse indsigelser var inddraget i udvalgsmødet og afvist i afgørelsen. Planklagenævnet understregede, at kommunen ikke er forpligtet til at imødekomme indkomne indsigelser.
Afsluttende bemærkninger
Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Lignende afgørelser