Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan i Fredensborg Kommune

Sagen omhandler Fredensborg Kommunes afslag på dispensation til opførelse af en carport på ejendommen A1, 2980 Kokkedal. Carporten var planlagt opført 1 meter fra skel, hvilket er i strid med byplanvedtægt nr. 12, en del af Brønsholm by, og tillæg nr. 1 hertil. Ejeren af ejendommen klagede over kommunens afgørelse til Planklagenævnet.

Sagens kerne og klagepunkter

Planklagenævnet behandlede følgende centrale spørgsmål i sagen:

• Om carportens placering var i overensstemmelse med byplanvedtægtens § 2 og dermed umiddelbart tilladt, jf. Planlovens § 18.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af kommunens tidligere tilkendegivelser.
• Om kommunen havde overholdt almindelige forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet, ved sin sagsbehandling og beslutningsgrundlag.

Byplanvedtægtens relevans

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 12 og tillæg nr. 1. Ifølge nævnets vurdering var den ansøgte carport i strid med § 2 i byplanvedtægtens tillæg 1, da den planlagte afstand til vejskel var mindre end de krævede 5 meter. Dette forhold krævede derfor dispensation, jf. Planlovens § 19.

Berettigede forventninger

Klageren anførte, at en e-mail fra kommunen forud for ansøgningen havde skabt berettigede forventninger om, at den foreslåede placering af carporten ville være en mulighed. Planklagenævnet vurderede dog, at kommunens e-mail ikke udgjorde et bindende forhåndstilsagn eller skabte sådanne berettigede forventninger, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at e-mailen var en umiddelbar vurdering og angav, at kommunen ville se nærmere på sagen ved en formel ansøgning.

Beslutningsgrundlag og officialprincippet

Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde taget højde for, at carporten ville ligge 14 meter fra overkørslen og være skjult bag en hæk, og dermed havde handlet i strid med officialprincippet. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt eller forkert kendskab til sagens faktiske forhold. Nævnet bemærkede, at kommunens afslag var baseret på en skønsmæssig vurdering af ønsket om at bevare områdets åbne, grønne karakter og undgå uønsket præcedens. Yderligere oplysninger om carportens placering i forhold til overkørslen eller hækken ville ikke have ændret kommunens skønsmæssige vurdering.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Fredensborg Kommunes afslag på dispensation til opførelse af carporten forbliver gældende.

Nævnets hovedkonklusioner

• Manglende overensstemmelse med byplanvedtægt: Den ansøgte carport var i strid med § 2 i tillæg nr. 1 til byplanvedtægt nr. 12, da den planlagte afstand til vejskel var mindre end de krævede 5 meter. Forholdet var derfor ikke umiddelbart tilladt og krævede dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Ingen berettigede forventninger: Kommunens e-mail til klageren forud for ansøgningen skabte ikke et bindende forhåndstilsagn eller berettigede forventninger, der kunne begrunde en dispensation. E-mailen blev anset for en umiddelbar vurdering, der forudsatte en formel ansøgning.
• Tilstrækkeligt beslutningsgrundlag: Kommunens afgørelse blev fundet at være baseret på et tilstrækkeligt og korrekt oplyst grundlag. Nævnet fandt ikke, at yderligere oplysninger om carportens placering eller afskærmning ville have ændret kommunens skønsmæssige vurdering, som var baseret på ønsket om at bevare områdets karakter og undgå præcedens.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet havde ikke kompetence til at behandle klager over isolerede sagsbehandlingsspørgsmål, som ikke havde betydning for afgørelsens gyldighed, herunder kommunens sagsbehandlingstid.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.