Planklagenævnets afgørelse om påbud vedrørende reklameskilt, lysinstallationer og bil på tag i Herlev

Herlev Kommune udstedte den 30. marts 2020 et påbud om nedtagning og bortfjernelse af et reklameskilt, lysinstallationer samt en bil, der var opsat på taget af en bygning med reklameformål på ejendommen [A1], 2730 Herlev. Ejendommen ligger i et område med både boliger og erhverv, hvor der drives bilhandel.

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. XX, et område nord for Herlev Hovedgade. Byplanvedtægtens § 5, stk. 7, fastsætter, at det ikke er tilladt at opsætte selvlysende eller belyste reklamer på ejendommene eller i øvrigt at reklamere, således at en ejendoms karakter af beboelsesejendom forandres.

Kommunens påbud var baseret på en besigtigelse den 29. maj 2019, hvor det blev konstateret, at der var opsat et stort belyst reklameskilt, en lysinstallation over bilerne og reklameskiltet, samt en bil på taget med lys i lygterne. Disse forhold blev anset for at være i strid med byplanvedtægten.

Afgørelsesadressaten klagede over påbuddet, og Planklagenævnet behandlede i sagen spørgsmål om kommunens hjemmel til at give påbuddet i henhold til Planlovens § 51, om klageren havde berettigede forventninger som følge af myndighedspassivitet og/eller indrettelseshensyn, samt om påbuddet var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed. Planklagenævnet behandlede ikke øvrige klagepunkter, herunder spørgsmål om manglende vejledning fra kommunen, da dette ikke havde betydning for afgørelsens gyldighed.

Planklagenævnet traf følgende afgørelse i sagen:

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af trufne afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet kan også behandle kommunernes tilsynsafgørelser efter Planlovens § 51, stk. 1.

Fortolkning af byplanvedtægten

Planklagenævnet fortolkede byplanvedtægtens § 5, stk. 7, således at forbuddet mod selvlysende eller belyste reklamer gælder for alle ejendomme, herunder erhvervsejendomme. Derimod gælder forbuddet mod reklamer, der forandrer en ejendoms karakter af beboelsesejendom, kun for beboelsesejendomme.

Nævnet fandt, at det belyste reklameskilt, den øvrige lysinstallation og lyset i bilens lygter var i strid med byplanvedtægten og krævede dispensation efter Planlovens § 19.

For så vidt angår bilen på taget, fandt Planklagenævnet, at byplanvedtægtens § 5, stk. 7, ikke tilstrækkeligt klart forbød reklamer på erhvervsejendomme. Kommunen havde derfor ikke hjemmel i byplanvedtægten til at påbyde fjernelse af bilen fra taget.

Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse

Planklagenævnet vurderede, at opsætningen af det nye firkantede skilt i januar 2014, efter at det tidligere runde skilt blev ødelagt i en storm i december 2013, havde karakter af genopførelse. Nævnet fandt, at genopførelse af eksisterende skiltning efter hændelige begivenheder kan ske i et omfang, der svarer til den hidtidige lovlige anvendelse, og at dette ikke er i strid med Planlovens § 18, medmindre retten til fortsat udnyttelse er bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud, jf. Planlovens § 56, stk. 4. Da det nye skilt blev opsat på samme pæl og placering, fandt nævnet, at det var en fortsættelse af den eksisterende skiltning.

Desuden lagde Planklagenævnet vægt på, at det belyste reklameskilt havde eksisteret upåtalt i 42 år (siden 1977), da kommunen indledte lovliggørelsessagen i 2019. Nævnet fandt, at der forelå indrettelseshensyn, og at kommunen derfor var afskåret fra at kræve lovliggørelse af det belyste reklameskilt. Dette skyldtes manglende tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssige interesser i at håndhæve byplanvedtægten i dette konkrete tilfælde, samt fraværet af oplysninger om, at tidligere ejer vidste, at forholdet var i strid med byplanvedtægten.

Ytringsfrihed

Planklagenævnet fandt ikke, at påbuddet var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Nævnet henviste til, at planlægningsmæssige og landskabelige hensyn udgør lovlige hensyn, der kan begrunde et indgreb i ytringsfriheden, hvilket er i overensstemmelse med Højesterets praksis. Kommunens begrundelse om at udvikle området til et boligområde og undgå gener fra lysinstallationer blev anset for planlægningsmæssigt relevante hensyn.

Afgørelse

Planklagenævnet ophævede den del af Herlev Kommunes afgørelse af 30. marts 2020, som vedrørte påbud om fjernelse af bil fra tag og påbud om fjernelse af et belyst reklameskilt. Dette betyder, at disse dele af kommunens afgørelse ikke længere gælder.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i den øvrige del af klagen. Det betyder, at kommunens påbud om lovliggørelse af den øvrige lysinstallation samt lyset i lygterne på bilen fortsat gælder.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.