Afgørelse om lovliggørende dispensation for forbindelsesgang og læhegn inden for strandbeskyttelseslinjen

Ejendommen, der er beliggende i landzone i det nordlige Sjælland ud til [F5], ligger inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje. Den består af et sommerhus, en udestue, et udhus med toilet- og badefaciliteter, en forbindelsesgang mellem sommerhuset og udhuset, samt terrasser og læhegn. Ejendommens bebyggelse ligger cirka 30 meter fra vandkanten.

Kystdirektoratets oprindelige afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 19. maj 2020 lovliggørende dispensation til toilet- og badefaciliteterne i udhusbygningen i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 15, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 3. Direktoratet vurderede, at de eksisterende faciliteter kunne betegnes som en modernisering af de oprindelige.

Samtidig meddelte Kystdirektoratet afslag på lovliggørende dispensation til en forbindelsesgang mellem sommerhuset og udhuset samt et læhegn ved en fritliggende fliseterrasse. Afslaget på forbindelsesgangen blev begrundet med, at dispensationsadgangen i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 3 kun kunne anvendes til ét forhold, og at der ikke var tale om et særligt tilfælde efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. For læhegnet blev afslaget begrundet med, at det var opført mellem 2012 og 2014 og udgjorde en væsentlig påvirkning af kystlandskabet.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 4. juni 2020 med følgende hovedpunkter:

• Toilet- og badefaciliteter: Klager anførte, at ændringerne var lovlige og almindelig modernisering af eksisterende faciliteter, etableret i 1984-1987. Lovligheden skulle vurderes efter de dagældende regler i Naturfredningslovens § 46, stk. 1, som kun forbød byggeri/bebyggelse, ikke generelle tilstandsændringer. Derfor krævedes ingen dispensation.
• Forbindelsesgang: Klager mente, at forbindelsesgangen skulle betegnes som en opgradering og modernisering af eksisterende lovlige toilet- og badefaciliteter, omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 3. Klager argumenterede imod Kystdirektoratets fortolkning om, at bestemmelsen kun kunne anvendes én gang, og at det var almindeligt med separate toiletfaciliteter. Klager var villig til at reducere gangens størrelse for at opfylde arealbegrænsninger. Alternativt burde der meddeles dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 som et særligt tilfælde, da gangen ikke påvirkede kystlandskabet negativt.
• Læhegn: Klager hævdede, at læhegnet var opført i begyndelsen af 1960'erne sammen med fliseterrassen og derfor var lovligt etableret. Klager fremlagde luftfotos og udtalelser fra tidligere brugere for at modbevise Kystdirektoratets vurdering om opførelse mellem 2012 og 2014.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 4. Nævnet påpegede, at Kystdirektoratet som tilsynsmyndighed efter Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 2 skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre de har underordnet betydning, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Tilsynsafgørelser kan ikke påklages, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, medmindre det drejer sig om fortolkning af lovgrundlaget.

Lovligheden af toilet- og badefaciliteter

Nævnet fandt, at renoveringen af toilet- og badefaciliteterne i udhusbygningen i 1984-1987 ikke var en tilstandsændring, der krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Renoveringen blev anset for at være en istandsættelse/renovering til tidssvarende forhold uden ændret anvendelse af rummet eller udhusets ydre fremtræden. Forholdet var således umiddelbart lovligt og krævede ikke lovliggørende dispensation. Kystdirektoratets meddelte dispensation blev derfor ophævet. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at udhusbygningen ikke i fremtiden må anvendes til beboelse.

Forbindelsesgangen

Nævnet vurderede, at forbindelsesgangen ikke kunne anses for at være en del af de eksisterende toilet- og badefaciliteter, og var derfor ikke omfattet af den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 3. Selvom gangen forbedrede adgangen til faciliteterne, ændrede det ikke på, at den ikke var en del af badeværelset. Det forhold, at klager var villig til at reducere gangens areal, ændrede ikke resultatet.

Forbindelsesgangen skulle derfor vurderes efter den almindelige, restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kun gælder i særlige tilfælde. Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Dette blev begrundet med den restriktive praksis, husets og tilbygningens kystnære placering, og den uønskede præcedensvirkning en dispensation ville medføre. Klagerens henvisning til en nabosag blev afvist som ikke sammenlignelig, da den omhandlede genopførelse af eksisterende bebyggelse.

Læhegnet omkring fliseterrassen

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at læhegnet var opført mellem 2012 og 2014, baseret på tilgængelige luftfotos. Klagerens påstand om ældre etablering blev ikke tilstrækkeligt godtgjort.

Ligeledes fandt nævnet, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation til læhegnet efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Nævnet lagde vægt på læhegnets kystnære placering i et forholdsvist åbent landskab, den restriktive praksis og den potentielle præcedensvirkning. Læhegnet fremstod tydeligt i kystlandskabet.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til forbindelsesgang og læhegn. Samtidig ophævede nævnet Kystdirektoratets lovliggørende dispensation til modernisering af toilet- og badefaciliteter i udhuset. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.