Krav om opholdstilladelse for udstationerede tredjelandsstatsborgere: Forenelighed med den frie udveksling af tjenesteydelser

Sagen udspringer af en præjudiciel forelæggelse fra en nederlandsk ret vedrørende en tvist mellem en gruppe ukrainske statsborgere (SN m.fl.), der er ansat af et slovakisk selskab (ROBI) og udstationeret til Nederlandene for at levere tjenesteydelser af længere varighed, og de nederlandske indvandringsmyndigheder. Tvisten omhandler den nederlandske lovgivnings krav om, at disse tredjelandsstatsborgere (TCN’er) skal ansøge om en særskilt nederlandsk opholdstilladelse, når deres udstationering overstiger 90 dage inden for en periode på 180 dage, til trods for at de allerede har opholdstilladelse i etableringsmedlemsstaten (Slovakiet) og deres arbejdsgiver har foretaget en anmeldelse af udstationeringen i henhold til national ret.

Hovedspørgsmålet for Domstolen var, hvorvidt dette krav, herunder begrænsninger i tilladelsens gyldighed og de dertil knyttede ansøgningsgebyrer, udgjorde en uberettiget restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser sikret i artikel 56 TEUF.

Centrale Spørgsmål

• Omfatter den frie udveksling af tjenesteydelser en automatisk "afledt opholdsret" for udstationerede TCN-arbejdstagere?
• Er kravet om individuel opholdstilladelse for TCN'er ved længerevarende udstationering foreneligt med artikel 56 TEUF, når der allerede er en anmeldelsespligt?
• Er begrænsninger i tilladelsens gyldighed og høje ansøgningsgebyrer proportionale?

Domstolen fastslog, at udstationerede tredjelandsstatsborgere ikke automatisk skal indrømmes en "afledt opholdsret" i værtsmedlemsstaten, da dette begreb udelukkende stammer fra retspraksis vedrørende unionsborgerskab og familieliv (artikel 21 TEUF).

Krav om Individuel Opholdstilladelse

Domstolen anerkendte, at selvom kravet om en individuel opholdstilladelse for udstationeringer, der varer mere end tre måneder, udgør en restriktion for tjenesteydelsesfriheden (artikel 56 TEUF), kan den berettiges, hvis den forfølger tvingende almene hensyn og er proportional. Dette skyldes, at ophold for TCN’er i mere end 90 dage ikke er harmoniseret på EU-niveau, hvilket giver medlemsstaterne kompetence til at regulere området.

Restriktionen kan berettiges af tvingende almene hensyn som:

• Retssikkerhed for arbejdstagerne: Udstedelse af et sikkert dokument fra værtsmedlemsstaten sikrer TCN’ernes lovlige ophold og bevisbyrden herfor.
• Beskyttelse af den offentlige orden og sikkerhed: En procedure for opholdstilladelse, der eventuelt kræver personligt fremmøde, muliggør en grundig kontrol af identitet og potentiel trussel mod den offentlige orden, hvilket ikke altid kan opnås gennem en simpel anmeldelsesprocedure.