Planklagenævnets afgørelse om Frederikssund Kommunes håndhævelse af servitut vedrørende byggelinjer

Frederikssund Kommune traf den 30. april 2020 en afgørelse, der afviste en ansøgning om opførelse af en carport med indbygget udhus på ejendommen A1, 3630 Jægerspris. Afgørelsen var baseret på en tinglyst servitut fra 24. august 1959, som fastsætter byggelinjer. Den ansøgte carport på 36 m² var planlagt placeret ca. 6,7 m fra vejmidten, hvilket var i strid med servituttens § 2, der kræver en afstand på mindst 12 m fra vejmidten.

Ejeren af ejendommen klagede over kommunens afgørelse. Planklagenævnet behandlede i sagen fire hovedspørgsmål:

Sagens centrale spørgsmål

• Om det ansøgte byggeri var i overensstemmelse med servitutten og dermed umiddelbart tilladt efter planloven.
• Om kommunen havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at håndhæve servitutten.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.
• Om kommunen havde overholdt reglerne for sagsbehandling, herunder varsling og partshøring i henhold til forvaltningsloven.

Planklagenævnet ophævede kommunens afgørelse, hvilket betyder, at den ikke længere er gældende.

Planklagenævnet ophævede Frederikssund Kommunes afgørelse om afslag på opførelse af en carport med indbygget udhus. Nævnets afgørelse var baseret på en væsentlig retlig mangel i kommunens sagsbehandling vedrørende partshøring.

Planklagenævnets kompetence og servituttens indhold

Planklagenævnet fastslog sin kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Kommunens beslutning om at håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43 er en afgørelse, der kan påklages. Nævnet vurderede, at servitutten om byggelinjer havde et indhold, der kunne håndhæves efter Planloven § 43, da den ansøgte carport var placeret inden for den fastsatte byggelinje.

Aktuel planlægningsmæssig interesse

Nævnet fandt, at kommunen havde en aktuel planlægningsmæssig interesse i at håndhæve servitutten. Kommunen begrundede sin afgørelse med ønsket om at bevare sommerhusområdets præg, sikre ensartethed og åbenhed samt undgå præcedens. Planklagenævnet vurderede, at servitutbestemmelsen om byggelinjer ikke var utidssvarende, og at kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på saglige og aktuelle planlægningsmæssige hensyn.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at der var opført lignende carporte i området, og at en tidligere carport på ejendommen var godkendt tættere på vejmidten. Planklagenævnet vurderede, at kommunens håndhævelse ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at kommunen siden 2007 havde skærpet sin praksis for håndhævelse af byggelinjer, og at den ansøgte carport var en nyopførelse. Desuden fandt nævnet, at kommunens differentierede praksis for den nordlige og sydlige side af A2 var sagligt begrundet i grundenes beskaffenhed og ønsket om at bevare områdets åbne karakter.

Varsling og partshøring

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde foretaget en korrekt partshøring i form af et varsel om det påtænkte forbud, som krævet af Forvaltningsloven § 19. Kommunens notater indikerede, at ejeren alene var blevet orienteret om afgørelsen og ville modtage et begrundet afslag med klagevejledning, men ikke at der var givet en rimelig frist til at komme med bemærkninger. Denne mangel blev anset for en væsentlig retlig mangel, der medførte, at forbuddet var ugyldigt.

Afsluttende bemærkninger

Som følge af den manglende partshøring ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelse. Hvis kommunen vælger at behandle sagen igen, skal den sikre, at der sker korrekt varsling og partshøring i overensstemmelse med Forvaltningsloven § 19 og Planloven § 43. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.