Stadfæstelse af påbud om destruktion af fødevarer grundet manglende sporbarhedsdokumentation

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Fødevarestyrelsens påbud om destruktion af fødevarer. Sagen omhandlede en person, der under et kontrolbesøg den 23. marts 2020 blev fundet i besiddelse af store mængder fødevarer, herunder kød, opbevaret i en kummefryser i et lejet lagerlokale. Klager oplyste, at fødevarerne stammede fra klagers tidligere slagterforretning og blev foræret til venner og familie, ikke solgt.

Baggrund for påbuddet

Fødevarestyrelsen konstaterede, at klager ikke kunne fremvise sporbarhedsdokumentation for de pågældende fødevarer, og klager oplyste, at sådan dokumentation ikke kunne fremskaffes. De fundne fødevarer inkluderede:

• en kasse banan chokoladekage á 1360 g
• fire kasser Eventyris Gold Peanut á 1860 g
• en kasse Strawberry yoghurtkage á 2100 g
• en kasse Tiramisu cake á 1800 g
• en kasse Orange chocolatecake á 1520 g
• en kasse Pear caramel cake á 1360 g
• to kasser laksesider á 3 kg i alt
• oksestrip á 95 kg
• kalvefødder á 107,22 kg

Fødevarestyrelsen påbød destruktion af fødevarerne med henvisning til Fødevareloven § 52, stk. 1 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 artikel 18, stk. 2, da manglende sporbarhed udgjorde en risiko for forbrugernes sundhed og umuliggjorde en eventuel tilbagetrækning. Fødevarerne blev destrueret under kontrolbesøget.

Klagen og Fødevarestyrelsens bemærkninger

Klager påklagede afgørelsen den 8. april 2020 og anførte, at klager ikke drev virksomhed og ikke solgte fødevarer. Klager udtrykte også forundring over et rykkergebyr trods klagen.

Fødevarestyrelsen bemærkede, at al fødevarevirksomhed, der opfylder definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 artikel 3, nr. 2, som udgangspunkt skal være registreret. Styrelsen vurderede, at klagers aktiviteter ikke var omfattet af privatsfæren eller bagatelgrænsen i Bekendtgørelse om autorisation og registrering af fødevarevirksomheder m.v. § 8, stk. 1, da der var tale om store mængder fødevarer, der blev foræret væk, og opbevaring i lejede lokaler langt fra klagers bopæl. Kravet om sporbarhed gælder for al fødevarevirksomhed, uanset om den er over eller under bagatelgrænsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens påbud om destruktion af fødevarer. Nævnet fandt, at klager var omfattet af sporbarhedsreglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 artikel 18, stk. 2, og definitionen af en fødevarevirksomhed i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 artikel 3, nr. 2.

Nævnets vurdering af fødevarevirksomhed

Nævnet lagde vægt på, at klager opbevarede en stor mængde forskellige fødevarer i en kummefryser i et lejet lokale, og at disse fødevarer blev foræret til venner og familie. Dette blev anset for at være opbevaring og distribution af fødevarer, hvilket falder ind under definitionen af et privat foretagende, der uden gevinst for øje udfører et led i distributionen af fødevarer.

Manglende sporbarhed og påbud om destruktion

Det blev konstateret, at klager ikke kunne fremvise eller fremskaffe sporbarhedsdokumentation for fødevarerne, hvilket er et brud på Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 artikel 18, stk. 2. Nævnet vurderede, at et påbud om destruktion var en nødvendig og passende foranstaltning i henhold til Fødevareloven § 52, stk. 1 for at sikre overholdelsen af fødevareforordningen og beskyttelsen af menneskers sundhed. Manglende sporbarhed medfører en risiko for forbrugernes sundhed, da fødevarernes oprindelse og tidligere opbevaringsforhold er uklare, og en effektiv tilbagetrækning ville være umulig.

Kompetence vedrørende rykkergebyr

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at det ikke havde kompetence til at behandle klagen over rykkergebyret, da dette ikke er en afgørelse efter Fødevareloven § 58 a, stk. 1 og dermed ikke kan påklages til nævnet. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8, og er endelig, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.