Afslag på dispensation til etablering af glashegn inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til etablering af et glashegn inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Lejre Kommune. Ejendommen ligger direkte ud til kysten og er delvist omfattet af strandbeskyttelseslinjen, hvor bolværket, hvor hegnet ønskes opsat, ligger helt indenfor.

Sagens forhistorie

Kystdirektoratet modtog i 2017 en anmeldelse om byggeri og terrænændringer på ejendommen. Dette førte til et påbud om fjernelse af et smedejernshegn på bolværket. Klager ansøgte om lovliggørende dispensation, men Kystdirektoratet meddelte afslag, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 11. juli 2019. Nævnet fandt, at smedejernshegnet fremstod markant i kystlandskabet og ikke udgjorde et mindre anlæg omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3. Desuden vurderede nævnet, at hegnet ikke udgjorde et særligt tilfælde, der kunne dispenseres fra den restriktive dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Den påklagede afgørelse

Efter afslag på smedejernshegnet ansøgte klager om at etablere et glashegn som erstatning. Kystdirektoratet meddelte den 24. september 2019 afslag på dispensation til glashegnet. Direktoratet vurderede, at selvom grunden var en lovligt etableret have, var glashegnet ikke et mindre anlæg og faldt derfor ikke ind under undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3. Det blev også vurderet, at hegnet ikke var omfattet af den lempeligere dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 2, da det ikke vedrørte udvidelse af en bolig, men afgrænsning af grunden mod kysten. Kystdirektoratet fandt, at glashegnet, trods sit udtryk, stadig ville medføre en væsentlig landskabelig påvirkning og ikke udgjorde et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Direktoratet bemærkede også, at sikkerhedshensyn ikke vejede tungere end den generelle beskyttelsesinteresse.

Klagers anbringender

Klager anførte, at glashegnet ville fremstå mere diskret end smedejernshegnet og ikke ville ændre den samlede synlighed fra kysten, da der allerede var et godkendt glashegn omkring terrassen. Klager fremhævede også, at hegnet var sikkerhedsmæssigt nødvendigt på grund af faldrisiko fra bolværket og henviste til Arbejdstilsynets vejledninger. Endelig mente klager, at Kystdirektoratets afgørelse stred mod den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, idet direktoratet tidligere havde meddelt dispensation i lignende sager, hvor sikkerhed også var et formål. Klager var villig til at imødekomme yderligere krav og tinglyse en fjernelsesdeklaration.

Kystdirektoratets bemærkninger

Kystdirektoratet fastholdt, at de af klager nævnte sammenlignelige sager ikke var direkte sammenlignelige, da de vedrørte hegn omkring terrasser eller støttemure og ofte var lovliggørelser af forhold, der havde eksisteret i mindst 50 år, hvor indrettelseshensyn havde spillet en betydelig rolle. Direktoratet bemærkede desuden, at de nævnte afgørelser var truffet før Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 11. juli 2019, som behandlede hegnets sikkerhedsmæssige funktion i forhold til strandbeskyttelseslinjen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse af 24. september 2019 om afslag på dispensation til etablering af glashegn inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen i Lejre Kommune.

Nævnets vurdering

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af, at grunden er en lovligt etableret have i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 4, men at det ansøgte glashegn ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, da det ikke udgør et mindre anlæg. Forholdet skulle derfor vurderes efter den almindelige restriktive dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Nævnet vurderede, at hegnet, selvom det er udført i glas, vil medføre en negativ påvirkning af kystlandskabet, da det ønskes placeret direkte ud til kysten. Nævnet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation, idet praksis på området er restriktiv, og en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. Nævnet bemærkede, at dispensationen til det eksisterende indhegnede terrasseanlæg på ejendommen var meddelt i medfør af den lempeligere dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1, da det visuelt fremstår som en integreret del af bebyggelsen, hvilket ikke er sammenligneligt med et hegn på et bolværk, der afgrænser ejendommen mod kysten.

Sikkerhedshensyn og lighedsgrundsætning

Det af klager anførte om hegnets funktion som sikkerhedsforanstaltning kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fastslog, at hensynet til sikkerhed ikke udgør et nødvendigt formål, der i den konkrete sag vejer tungere end de hensyn, som strandbeskyttelseslinjen har til formål at varetage. Nævnet bemærkede, at behovet for hegnet som sikkerhedsforanstaltning skyldtes klagers egne terrænændringer, og at forebyggelse af faldrisiko ikke er et hensyn, som strandbeskyttelseslinjen skal varetage.

Vedrørende lighedsgrundsætningen fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at de to sager, som klager henviste til, ikke var sammenlignelige med den aktuelle sag. De nævnte sager vedrørte hegn omkring hævede terrasser eller støttemure bag eksisterende bebyggelse, og i disse sager var indrettelseshensyn tillagt vægt, da der var tale om lovliggørelse af ældre forhold. Den aktuelle sag vedrører derimod et hegn på et bolværk, der afgrænser ejendommens have direkte ud mod kysten, og der er tale om en helårsbeboelse. På den baggrund fandt nævnet, at Kystdirektoratets afgørelse ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.