Planklagenævnets afvisning af klage over Sønderborg Kommunes håndtering af vejadgang

Sønderborg Kommune besvarede den 11. februar 2020 en henvendelse fra klageren vedrørende vejadgang til ejendommen [adresse1], [matrikel1]. Klageren indgav den 10. marts 2020 en klage til Planklagenævnet over kommunens besvarelse, navnlig vedrørende manglende håndhævelse af en tinglyst servitut og manglende opfyldelse af kommunens tilsynspligt. Klagen blev modtaget af Planklagenævnet den 1. april 2020.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 11-9104, som udlægger en fælles adgangsvej på 7,0 m fra Bøffelkobbel til ejendommene [matrikel1], [matrikel2] og [matrikel3]. Der er desuden tinglyst en deklaration fra 1967 (servitutten) på klagerens ejendom og [matrikel4] vedrørende vejadgang.

Byrettens dom og kommunens svar

Den 13. juni 2019 afsagde Retten i Sønderborg dom i en sag anlagt af klageren mod ejeren af [matrikel4]. Retten fandt, at servitutten fra 1967 var bortfaldet, uanset den manglende aflysning.

I sit brev af 11. februar 2020 besvarede kommunen klagerens henvendelse af 12. november 2019 på tre punkter:

• Håndhævelse af servitutten: Kommunen anførte, at den ikke er påtaleberettiget i henhold til servitutten af 13. juni 1967 og ikke har rådighed over den ejendom, servitutten er tinglyst på. Kommunen kunne heller ikke etablere en erstatningsvej eller aflyse servitutten.
• Færdiggørelse af lokalplan nr. 11-9104: Kommunen oplyste, at lokalplanen er endeligt vedtaget, og at den 7 m brede vej ikke er præcist angivet. Kommunen havde ikke hjemmel til at fastsætte mere restriktive bestemmelser med tilbagevirkende kraft i en ny lokalplan.
• Godkendelse af 6 m bred privat fællesvej: Kommunen henviste til byretsdommen af 13. juni 2019, som fastslog klagerens ret til at støtte ret på den private fællesvejs forløb. Kommunen afventede udfaldet af ankesagen til landsretten.

Kommunen meddelte efterfølgende klageren i en e-mail af 13. februar 2020, at brevet af 11. februar 2020 ikke indeholdt en forvaltningsretlig afgørelse. Kommunen anførte, at en beslutning om ikke at håndhæve en servitut efter Planloven § 43 ikke er en afgørelse efter planloven og derfor ikke kan påklages til Planklagenævnet. Desuden var servitutten allerede bortfaldet ifølge byretsdommen.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde taget højde for servitutten fra 1967, da den i 1992 gav byggetilladelse til en tilbygning, der forhindrede vejadgangen. Klageren fastholdt, at servitutten er gyldig og bindende for alle parter, herunder kommunen.

Klageren anførte endvidere, at lokalplan nr. 11-9104 er bindende, og at ejeren af [matrikel4] og [matrikel5] ulovligt etablerede parkeringspladser på det udlagte vejareal i 2008. Klageren mente, at kommunens fejlagtige sagsbehandling og manglende iagttagelse af planlovens tilsynsregler i Planloven § 18 og Planloven § 51 havde medvirket til misbruget af vejadgangen. Klageren påpegede også, at den 6 meter brede vej var indsnævret til 4 meter, og at containere var placeret ved adgangen til [matrikel1] på grund af kommunens forsømmelse af sin godkendelses- og tilsynspligt, jf. Planloven § 51, stk. 3. Klageren ønskede ikke mere restriktive bestemmelser, men at kommunen rettede op på begåede sagsbehandlingsfejl.

Planklagenævnet kan kun tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Det er en forudsætning for klage til Planklagenævnet, at kommunen har truffet en afgørelse efter planloven. I den aktuelle sag har klageren påklaget kommunens brev af 11. februar 2020.

Servitut

En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43. Kommunen beslutter selv, om den vil bruge denne bestemmelse til at håndhæve servitutbestemmelser. En kommunes beslutning om ikke at ville håndhæve en servitutbestemmelse er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Sønderborg Kommune har i dette tilfælde besluttet ikke at håndhæve servituttens bestemmelser og har således ikke truffet en afgørelse efter planloven.

Lokalplan nr. 11-9104 og anlæggelse af vej

Kommunens oplysning om, at lokalplanen er endeligt vedtaget, og at vejen ikke er præcist angivet, udgør ikke en afgørelse efter planloven. Nævnet har lagt vægt på, at kommunen ikke har foretaget en konkret vurdering af forholdets overensstemmelse med planloven eller lokalplanen. Planklagenævnet kan ikke tage stilling til klager over selve udøvelsen af tilsynspligten. Klageren henvises til Ankestyrelsen, hvis denne mener, at kommunen ikke har ført tilsyn i overensstemmelse med reglerne i planloven.

Privatvejsloven

Klagerens spørgsmål om endelig godkendelse af vejudlæg og adgang til [matrikel1] relaterer sig til privatvejsloven og er ikke reguleret af planloven. Planklagenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til forhold efter privatvejsloven. Det fremgår af sagens oplysninger, at klagen allerede er sendt til Vejdirektoratet, som er rette klageinstans efter privatvejsloven, og nævnet har derfor ikke videresendt disse klagepunkter.

Planklagenævnets afgørelse

Da der ikke er truffet en afgørelse efter planloven med kommunens brev af 11. februar 2020, afviser Planklagenævnet at behandle klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales til indbetalerens NemKonto inden for cirka en måned.