Planklagenævnets afgørelse om påbud vedrørende ulovlig LED-skærm i Randers Kommune

Randers Kommune udstedte den 22. januar 2020 et påbud om fjernelse af en digital LED-skærm, der var opsat på en ejendom i Randers SØ. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 280, Tronholmen, hvis § 7, stk. 5, fastsætter regler for skiltning, herunder at skiltning kun må omfatte navn og bomærke og kun opsættes på egen ejendom, samt at fritstående skilte eller produktreklamer ikke er tilladt. Dog kan byrådet i særlige tilfælde give tilladelse til yderligere skiltning.

Randers Kommune konstaterede i juni 2019, at LED-skærmen blev brugt til at reklamere for produkter uden tilknytning til ejendommens anvendelse. Et tidligere påbud fra august 2019 blev ophævet og hjemvist af Planklagenævnet i november 2019 (sag 19/07233) på grund af manglende varsling og partshøring. Efter fornyet besigtigelse og varsling udstedte kommunen det nye påbud.

Kommunen vurderede, at skiltningen var i strid med lokalplanens § 7, stk. 5, og krævede dispensation. Selvom der ikke var ansøgt om dispensation, vurderede kommunen, at skærmen ikke ville kunne opnå dispensation, da den ikke ansås for et særligt tilfælde og var i strid med kommunens skiltepolitik. Påbuddet henviste til Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 1, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Klageren, ejeren af reklameskiltet, klagede til Planklagenævnet og anførte, at kommunens afgørelse var i strid med forvaltningsretlige principper, herunder lighedsgrundsætningen og begrundelseskravet. Klageren henviste til, at andre ejendomme havde fået tilladelse til eller ikke var blevet håndhævet over for lignende LED-skærme. Klageren mente også, at kommunen ikke havde begrundet valget mellem faktisk og retlig lovliggørelse tilstrækkeligt.

Randers Kommune svarede, at de arbejdede på at lovliggøre alle opsatte LED-skærme i kommunen og derfor ikke havde udøvet usaglig forskelsbehandling. Kommunen fastholdt, at påbuddet opfyldte begrundelseskravet, da opsætning af en LED-skærm i strid med lokalplanen ikke ansås for at være af underordnet betydning.

Planklagenævnet behandlede klagen over Randers Kommunes påbud om fjernelse af LED-skærmen. Nævnet har kompetence til at prøve retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af lovliggørelsespåbuddet

Planklagenævnet havde tidligere afgjort, at LED-skærmen ikke var umiddelbart tilladt efter lokalplanen.

Begrundelseskravet

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den fuldt ud giver parten medhold, jf. Forvaltningsloven § 22. Begrundelsen skal henvise til retsregler og, hvis afgørelsen er baseret på et skøn, angive hovedhensyn, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Den skal også kort redegøre for væsentlige faktiske omstændigheder, jf. Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

Nævnet fandt, at kommunens afgørelse primært var en fortolkning af lokalplanen og ikke en skønsmæssig vurdering, hvorfor kravet til begrundelse var mindre. Da der ikke var ansøgt om dispensation, havde kommunen ikke truffet en afgørelse om afslag på dispensation, men blot foretaget en umiddelbar vurdering i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Nævnet fandt, at kommunen havde opfyldt begrundelseskravet ved at henvise til lokalplanbestemmelsen og kommunens skiltepolitik.

Lighedsgrundsætningen

Lighedsgrundsætningen indebærer, at ensartede forhold som udgangspunkt skal behandles ligeligt. Kommunen må ikke udøve usaglig forskelsbehandling. Planklagenævnet bemærkede, at kommunen havde oplyst, at de ikke havde givet dispensation til de af klageren nævnte ejendomme, og at der var igangsat lovliggørelsesprocesser for disse. Nævnet fandt, at det forhold, at kommunen endnu ikke havde forfulgt alle ulovlige forhold, ikke kunne sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. Derfor fandt Planklagenævnet ikke, at kommunens påbud var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Randers Kommunes påbud af 22. januar 2020. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.