Stadfæstelse af afslag på dispensation til lovliggørelse af reklameskilt

Frederiksberg Kommune meddelte den 6. februar 2020 afslag på en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 32. Ansøgningen vedrørte lovliggørelse af eksisterende skiltning og opsætning af ny skiltning på ejendommen [adresse1].

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 32, som blev vedtaget i 1983. Lokalplanens afsnit 5.2 fastsætter, at skiltning og reklamering kun må finde sted med kommunalbestyrelsens tilladelse i det enkelte tilfælde. Denne bestemmelse opfattes som en dispensationsbestemmelse, hvor hovedreglen er et forbud mod reklamer, men kommunen har mulighed for at tillade dem efter en konkret vurdering.

Forløbet før kommunens afgørelse

Kommunen varslede den 16. januar 2020 et påbud om nedtagning af de eksisterende skilte. Som reaktion herpå indsendte ejeren den 3. februar 2020 en ansøgning om lovliggørende dispensation for det allerede opsatte skilt samt en ansøgning om et nyt skilt. Begge skilte var tiltænkt reklamebrug, opsat i en tynd aluskinne og målte 350 cm x 250 cm.

Kommunens afslag og begrundelse

Frederiksberg Kommune afslog ansøgningen med henvisning til, at der ikke tidligere var givet tilladelse til skiltet, og at kommunen ikke havde konkret viden om opsætningstidspunktet. Kommunen formodede, baseret på Google Maps, at det nuværende skilt var opsat i november 2018, og at det erstattede to tidligere reklameskilte, der havde været opsat i perioden 2009-2018. Kommunen vurderede, at den eksisterende skiltning ville være i strid med kommunens retningslinjer for skiltning, som fremgår af vejledningen ”Din facade – til inspiration og vejledning”, og ville fremstå skæmmende i forhold til ejendommens gavl.

Klagerens anbringender

Ejeren af reklameskiltet klagede til Planklagenævnet den 12. februar 2020. Klageren anførte navnlig, at kommunen ikke havde ret til at give afslag på dispensation, da der havde været reklamer på ejendommen i 20 år, og at den nye skilteløsning havde et minimalistisk udtryk. Klageren ønskede at fortsætte driften af en skilteløsning, der ifølge klageren havde eksisteret i 20 år, og henviste til, at der med den nye skiltning bevidst var taget hensyn til det oprindelige skilteformat og et fravalg af lys.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen bestred ikke, at der tidligere havde været opsat andre skilte på gavlen i en årrække, men fremhævede, at disse også var opsat uden tilladelse efter lokalplan nr. 32. Kommunen vurderede, at den nuværende skiltning, opsat i november 2018, ikke kunne betragtes som en fortsættelse af en årelang lovlig skiltning, da der havde været en periode uden skiltning. Kommunen oplyste desuden, at den ikke tidligere havde været opmærksom på den ulovlige skiltning og derfor ikke havde reageret tidligere.

Planklagenævnet behandlede klagen over Frederiksberg Kommunes afslag på dispensation til skiltning på ejendommen [adresse1].

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om kommunens hjemmel til at give afslag på dispensation og spørgsmål om indrettelseshensyn. Nævnet kan derimod ikke prøve kommunens skønsmæssige afgørelse om at meddele dispensation, herunder om afslaget er rimeligt eller hensigtsmæssigt. Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter dispensation efter Planloven § 19 og Planloven § 20 om naboorientering.

Vurdering af indrettelseshensyn

Klageren gjorde gældende, at skilteløsningen havde eksisteret i 20 år, hvilket Planklagenævnet forstod som et anbringende om, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af indrettelseshensyn. Kommunen kan fortabe retten til at kræve lovliggørelse, hvis ejeren har berettigede forventninger om, at forholdet ikke vil blive krævet lovliggjort, f.eks. ved myndighedspassivitet over længere tid.

Nævnet fandt dog, at det nye opsatte reklameskilt, som ifølge sagens oplysninger blev opsat i november 2018, ikke kunne betragtes som en fortsættelse af den tidligere skiltning. Der var ikke tale om en reparation eller mindre ændring, og antallet af skilte var ændret fra to til et. Derfor lagde nævnet opførelsestidspunktet efter november 2018 til grund for vurderingen af indrettelseshensyn.

Planklagenævnet fandt ikke, at et tidsrum på cirka 1 år (fra november 2018 til kommunens påtale primo 2020) var tilstrækkeligt til at give klageren en berettiget formodning om, at kommunen ikke ville kræve forholdet lovliggjort. Der forelå derfor ikke indrettelseshensyn, der kunne medføre, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse af 6. februar 2020 om afslag på dispensation til lovliggørelse af eksisterende skiltning. Kommunens afgørelse blev dermed stadfæstet. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret den påklagede afgørelse. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.