Terrænregulering kræver landzonetilladelse

Hillerød Kommune traf den 22. februar 2019 afgørelse om, at en terrænregulering af et landbrugsareal på matr.nr. F1, A1, 3330 Gørløse, ikke krævede landzonetilladelse. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen var landbrugsfagligt begrundet og derfor ikke krævede tilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdelingen Hillerød, klagede den 22. april 2019 til Planklagenævnet over denne afgørelse. Klagen blev modtaget af nævnet den 18. februar 2020.

Ejendommen ligger i landzone og er noteret med landbrugspligt. Den har et samlet areal på 8 ha og indeholder beskyttet natur i form af en sø og et overdrev. Ejeren havde ansøgt om terrænregulering af to arealer på i alt 2,8 ha ved at tilføre 14.000 m³ jord, hvilket ville hæve terrænet med gennemsnitligt 0,5 m. Formålet var at gøre arealerne egnede til kørsel med landbrugsmaskiner, da de ofte var utilgængelige grundet fordybninger, lunker og stigende regnmængder. Jorden skulle stamme fra bygge- og anlægsarbejder og være af jordklasse 0-1.

Klagerens og kommunens bemærkninger

Klageren anførte, at kommunen ikke havde forholdt sig til eller begrundet, hvorfor terrænreguleringen var landbrugsmæssigt begrundet, og at det ikke var sandsynliggjort, at omfanget ikke oversteg, hvad der var nødvendigt for forbedring af landbrugsdriften. Klageren henviste til Planklagenævnet Orienterer (PKNO) nr. 4 vedrørende terrænregulering af landbrugsarealer og mente, at afgørelsen var ugyldig. Desuden mente klageren, at kommunen burde have inddraget luftfotos og oplysninger om drænenes tilstand i vurderingen, da dræning er den gængse måde at holde en mark tør på.

Kommunen fastholdt, at ansøgningen var begrundet med utilgængelighed for landbrugsmaskiner og henviste til Planklagenævnets praksis, hvorefter parametre som areal, mængde, reguleringshøjde og tidshorisont ikke er afgørende. Kommunen mente, at det var ansøgerens ansvar at sandsynliggøre nødvendigheden, og at de ikke havde grund til at betvivle ansøgerens bevæggrunde. Vedrørende luftfotos bemærkede kommunen, at disse er gode til at vise våde områder, men ikke nødvendigvis egnethed til moderne landbrugsmaskiner. Kommunen havde desuden gjort ansøgeren opmærksom på, at ændringer i afvandingsforhold eller drænforhold kræver tilladelse efter vandløbsloven.

Planklagenævnet ændrede Hillerød Kommunes afgørelse af 22. februar 2019 til, at den ansøgte terrænregulering kræver en landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Dette betyder, at kommunens oprindelige afgørelse ikke længere er gældende.

Generelt om terrænregulering i landzone

Planklagenævnet fastslog, at terrænregulering af landbrugsarealer med henblik på forbedring og fortsat landbrugsdrift ikke i sig selv er en "ændring af anvendelsen" i henhold til Planlovens § 35, stk. 1, hvis det er nødvendigt for den landbrugsmæssige drift. Hvis terrænreguleringen derimod overstiger, hvad der er nødvendigt, anses det for en ændret anvendelse til opbevaring af overskudsjord, hvilket kræver landzonetilladelse. Er der tvivl om, hvorvidt den landbrugsmæssige drift genoptages, anses det også for ændret anvendelse. I tvivlstilfælde skal ejeren sandsynliggøre over for kommunen, at terrænreguleringen ikke overstiger det nødvendige. Kommunen skal foretage en konkret vurdering baseret på ejendommens aktuelle beskaffenhed, og det er sagligt at inddrage mængden af jord, ændringer i terrænhøjder og varigheden af jordarbejdet. Landskabelige, naturmæssige, trafikale eller nabohensyn kan ikke inddrages i vurderingen af, om en terrænregulering udgør ændret anvendelse. Der er heller ikke krav om dræning før terrænregulering.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Nævnet fandt, at der var væsentlig tvivl om problemets omfang, herunder hvor ofte problemerne med utilgængelighed forekom, hvor udbredte de var, og hvilke konsekvenser de havde for dyrkning af arealet. Ansøgningen indeholdt ikke tilstrækkelige oplysninger om dette, og det var heller ikke beskrevet, om den tilførte jord ville blive udlagt i varierende eller samme højde. Selvom luftfotos kan give et indtryk af ejendommens beskaffenhed, kan de ikke stå alene ved vurdering af dyrknings- og kørselsmæssige forhold. Nævnet konstaterede ved gennemgang af luftfotos, at der ikke var noget, der tydede på, at arealet ikke kunne dyrkes, selvom der for enkelte år var mørke pletter.

På baggrund heraf fandt Planklagenævnet, at det ikke var sandsynliggjort, at projektet i sin helhed – herunder størrelsen af de arealer, der ønskedes hævet, og den mængde overskudsjord, der ønskedes tilkørt – var nødvendigt for forbedring af den landbrugsmæssige drift. Nævnet bemærkede, at det alene havde taget stilling til spørgsmålet om ændret anvendelse efter landzonereglerne og ikke til eventuel deponi efter anden lovgivning (f.eks. miljølovgivningen) eller dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Da nævnet fandt, at det ansøgte krævede en landzonetilladelse, blev klagepunkterne om dræning og genoptagelse af den landbrugsmæssige drift ikke behandlet.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.