Afgørelse om fuld skattepligt, befordringsfradrag og ægtefællefradrag - domicilvurdering

Sagen omhandler en polsk statsborgers skattemæssige status i Danmark for indkomståret 2019, herunder spørgsmålet om fuld skattepligt, domicil, og retten til befordrings- og ægtefællefradrag. Klageren, der har arbejdet og været folkeregistreret i Danmark siden 2014, fastholdt, at hans skattemæssige hjemsted (domicil) var i Polen, hvor hans ægtefælle, børn og hus var beliggende. Han mente derfor at være berettiget til at anvende grænsegængerreglerne, hvilket ville give ham ret til befordringsfradrag for rejser mellem Danmark og Polen samt overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag.

Skattestyrelsen havde afgjort, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark med domicil i Danmark, og at han derfor ikke kunne anvende grænsegængerreglerne. Dette medførte afslag på både befordringsfradrag og ægtefællefradrag. Skattestyrelsen begrundede afgørelsen med, at klageren havde fast bolig i begge lande, men at de stærkeste økonomiske forbindelser var i Danmark på grund af hans arbejde, og at han sædvanligvis opholdt sig i Danmark.

Klageren anførte, at hans centrum for livsinteresser var i Polen, idet han havde familie, hus, grund, køretøjer, socialt liv, bankkonti og sundhedsforbindelser udelukkende i Polen. Han henviste til en bopælsattest fra Polen, vielsesattest, fødselsattester for børnene, dokumentation for ejendom og regninger. Han fremlagde også en kalender, der angiveligt viste, at han havde opholdt sig 232 dage i Polen og 133 dage i Danmark i 2019. Endvidere påpegede han, at Motorstyrelsen havde givet ham tilladelse til at køre med polske nummerplader i Danmark, hvilket han mente indikerede, at han blev anset for hjemmehørende i Polen. Han henviste til SKM2019.420.SR som sammenlignelig sag og fremhævede sit polske statsborgerskab som et væsentligt faktum.

Landsskatterettens vurdering af domicil

Landsskatteretten fastslog, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde fast bopæl her. Da han også havde fast bopæl i Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2. Retten vurderede, at klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark (arbejde, folkeregistertilmelding, A-kasse/fagforening) og stærke personlige forbindelser til Polen (familie, bolig). Da midtpunktet for livsinteresser ikke entydigt kunne fastslås, skulle spørgsmålet afgøres ud fra, hvor klageren sædvanligvis havde ophold, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b.

Landsskatteretten fandt, at klageren sædvanligvis havde ophold i Danmark. Dette blev baseret på hans arbejdsforhold i Danmark (1.536 timer i 2019) og en opgørelse af arbejdsdage, der viste minimum 170 dages ophold i Danmark. Klagerens fremlagte kalender og kontoudtog blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for et overvejende ophold i Polen, da mange polske køb var bogført på dage, hvor klageren ifølge arbejdsskemaet var i Danmark. Retten henviste til SKM2019.603.LSR som en sammenlignelig sag og afviste SKM2019.420.SR som ikke relevant på grund af afvigende faktiske forhold. Klagerens statsborgerskab blev anset for uden betydning, da spørgsmålet om sædvanligt ophold kunne afgøres. Motorstyrelsens vurdering vedrørende køretøjsregistrering blev også afvist som irrelevant for skattepligtsvurderingen.

Konsekvenser for fradrag

Da klageren blev anset for hjemmehørende i Danmark, kunne han ikke anvende grænsegængerreglerne, jf. Kildeskatteloven § 5a, stk. 1. Dette betød, at han ikke var berettiget til at overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter Kildeskatteloven § 5c.

Vedrørende befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c fandt Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark. Befordring til Polen i forbindelse med familiebesøg blev derfor anset for en privat udgift, der ikke berettigede til fradrag. Den lokale afstand mellem klagerens danske bopæl og arbejdssted var 4,8 km tur/retur, hvilket er under grænsen på 24 km for fradrag. Skattestyrelsens afgørelse blev derfor stadfæstet på alle punkter.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, da han siden 22. maj 2014 havde været tilmeldt det danske folkeregister og haft en bolig til rådighed i Danmark.

Dobbelt domicil og midtpunkt for livsinteresser

Da klageren også havde en bolig til rådighed i Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2. Retten skulle derfor afgøre, hvor klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser. I vurderingen indgik familiemæssig, social, politisk og kulturel tilknytning samt forretningssted og administration af aktiviteter.

Landsskatteretten bemærkede, at klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark (arbejde siden 2014, dansk folkeregistertilmelding, dansk A-kasse og fagforening). Klageren havde derimod personlige interesser i Polen (kone, to børn, bolig). Da der var væsentlige økonomiske interesser i Danmark og væsentlige personlige interesser i Polen, kunne midtpunktet for livsinteresser ikke entydigt fastslås. Derfor skulle spørgsmålet afgøres ud fra, hvor klageren sædvanligvis havde ophold, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b.

Sædvanligt ophold

Baseret på klagerens arbejdsskema, hvoraf det fremgik, at han havde arbejdet 1.536 timer i 2019 og som minimum havde opholdt sig 170 dage i Danmark (plus rejsedage), fandt Landsskatteretten, at klageren sædvanligvis havde ophold i Danmark. Klagerens fremlagte kalender og kontoudtog blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation for, at han havde opholdt sig flere dage i Polen end i Danmark, især da mange polske køb var bogført på dage, hvor klageren ifølge arbejdsskemaet var i Danmark.

Konklusion om domicil og fradrag

Landsskatteretten konkluderede, at klageren var hjemmehørende i Danmark i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b. Det forhold, at Motorstyrelsen havde vurderet klageren som ikke-hjemmehørende i Danmark i forbindelse med køretøjsregistrering, kunne ikke ændre resultatet, da dette vurderes efter et andet regelsæt.

Som følge heraf kunne klageren ikke anvende grænsegængerreglerne, jf. Kildeskatteloven § 5a, stk. 1, og var derfor ikke berettiget til:

• Ægtefællefradrag: Da klageren ikke opfyldte betingelsen om at være hjemmehørende i en anden stat, kunne han ikke overføre uudnyttede personfradrag fra sin ægtefælle efter Kildeskatteloven § 5c.
• Befordringsfradrag: Klagerens sædvanlige bopæl i relation til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9c blev anset for at være i Danmark. Befordring mellem Danmark og Polen i forbindelse med familiebesøg blev betragtet som en privat udgift. Afstanden mellem klagerens danske bopæl og arbejdssted var 4,8 km tur/retur, hvilket er under grænsen på 24 km for fradrag.

Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet på alle punkter.