Afgørelse om rejsefradrag og befordringsfradrag for vicevært med bopæl i Danmark

Sagen omhandler en polsk statsborgers krav om fradrag for rejseudgifter (kost og logi) og befordringsfradrag for indkomståret 2017. Klageren, der har været fuldt skattepligtig til Danmark siden indrejsen i november 2015, arbejder som vicevært for et ejendomsselskab i Danmark.

Klageren gjorde gældende, at han havde midlertidig bopæl i Danmark og fast bopæl i Polen, hvor han boede hos sine forældre og havde en forlovede. Han anførte, at hans arbejde i Danmark var på skiftende, ikke-permanente arbejdssteder, og at han opholdt sig i Danmark i ca. 6 uger ad gangen, efterfulgt af 2 ugers fri i Polen. Han henviste til sin ansættelseskontrakt, der nævnte "ikke permanente arbejdspladser", og en erklæring fra arbejdsgiveren, der præciserede, at arbejdet bestod af bygge-/renoveringsopgaver på skiftende steder, og at værelset i Danmark ikke var beregnet til fast bosættelse.

Skattestyrelsen afviste fradragene med den begrundelse, at klageren ansås for at have skattemæssigt hjemsted i Danmark med fuld skattepligt. Styrelsen lagde vægt på, at klageren ved indrejse havde oplyst at have fast arbejde og bolig stillet til rådighed af arbejdsgiveren i Danmark, samt at han ikke havde bolig til rådighed i Polen. Skattestyrelsen vurderede, at klagerens arbejdssteder var faste, da arbejdsgiveren var et ejendomsselskab, der udlejede ejendomme, og viceværtarbejdet blev anset for almindelig vedligeholdelse, ikke midlertidigt bygge- og anlægsarbejde. Da klagerens bopæl i Danmark var inden for 24 km fra arbejdsgiverens adresse, blev befordringsfradrag også afvist.

Klagepunkter og afgørelser

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og afviste klagerens krav om fradrag for rejseudgifter og befordring.

Rejseudgifter

Landsskatteretten fandt ikke, at klagerens ansættelse som vicevært hos [virksomhed1] ApS i indkomståret 2017 kunne anses som et midlertidigt arbejdssted. Retten lagde vægt på følgende:

• Ansættelseskontrakten var ikke tidsbegrænset, men en tidsubegrænset ansættelse med en standard 3-måneders prøveperiode. Klageren havde arbejdet for samme arbejdsgiver siden indrejsen i november 2015.
• Arbejdsgiveren, [virksomhed1] ApS, er et ejendomsselskab, der udlejer ejendomme. Selvom arbejdet blev udført på forskellige ejendomme, blev disse anset for faste, ikke midlertidige, arbejdssteder. En efterfølgende erklæring fra arbejdsgiveren om bygge-/renoveringsopgaver ændrede ikke dette, da der var tale om almindelig vedligeholdelse af lejeboliger og ikke bygge- og anlægsarbejde.

For at være berettiget til rejsefradrag skal der være tale om et midlertidigt arbejdssted, og rejsen skal vare mindst 24 timer, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 1 og stk. 5. Fradrag kan dog ikke overstige 26.800 kr. i et indkomstår, jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 7.

Landsskatteretten vurderede endvidere, at klageren i det pågældende indkomstår havde sin sædvanlige bopæl på adressen [adresse3], [by2] i Danmark. Dette blev begrundet med:

• Klageren havde haft folkeregisteradresse i Danmark siden november 2015.
• Det forhold, at klageren alene havde rådighed over et lejet værelse, ændrede ikke vurderingen.
• Den indsendte CFR-1 blanket fra januar 2019 angav forældrenes adresse i Polen, men forældre anses ikke for at være en del af klagerens husstand i lovens forstand. Klageren havde desuden tilkendegivet, at han ikke havde rådighed over eller ejede egen bolig i Polen.
• Oplysningen om en kæreste i Polen kunne ikke føre til et andet resultat.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fandt, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. Ligningsloven § 9 C. Klageren var registreret med adresse i Danmark siden 2015.

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km, jf. Ligningsloven § 9 C, stk. 2. Afstanden mellem klagerens bopæl i Danmark ([adresse3], [by2]) og arbejdsgiverens adresse ([adresse1], [by1]) var ifølge Krak.dk 9,2 km pr. vej, hvilket svarer til 18,4 km tur/retur. Da den daglige transport ikke oversteg 24 km, var der ikke grundlag for fradrag for befordring.

Kørsler mellem Danmark og Polen blev anset for private udgifter og var derfor indkomstopgørelsen uvedkommende.