Polsk arbejder anset for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark og nægtet befordringsfradrag for rejser til Polen

Sagen omhandlede en polsk statsborger, der arbejdede i Danmark og var folkeregistreret på en dansk adresse. Han søgte om befordringsfradrag for rejser mellem Danmark og Polen, hvor hans familie boede, for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Klageren argumenterede for, at hans skattemæssige hjemsted var i Polen, da hans centrum for livsinteresser var der.

Skattestyrelsen ændrede hans status fra grænsegænger til fuldt skattepligtig i Danmark og afviste fradraget for rejser til Polen. I stedet blev han tildelt et standard befordringsfradrag for kørsel mellem sin danske bopæl og arbejdsplads.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde bopæl til rådighed her, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da han også havde bopæl i Polen, skulle hans skattemæssige hjemsted afgøres efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Retten konkluderede, at hans centrum for livsinteresser var delt mellem økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen. Derfor blev sagen afgjort ud fra reglen om sædvanligt ophold. Da klageren ikke kunne dokumentere, at han opholdt sig mere i Polen end i Danmark, blev hans sædvanlige ophold anset for at være i Danmark. Som følge heraf blev hans sædvanlige bopæl i henhold til Ligningsloven § 9 C anset for at være i Danmark, og rejserne til Polen blev betragtet som private udgifter uden ret til befordringsfradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde en bolig til rådighed i Danmark og havde taget ophold der.

Da klageren også havde en bolig til rådighed i Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Reglerne for at afgøre skattemæssigt hjemsted er som følger:

Landsskatteretten fandt, at klagerens centrum for livsinteresser var delt. Hans økonomiske interesser var i Danmark grundet hans faste fuldtidsarbejde siden 2007, mens hans personlige interesser var i Polen, hvor hans familie boede. Derfor skulle afgørelsen træffes ud fra, hvor han sædvanligvis havde ophold, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b.

Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at klageren ikke i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret at have opholdt sig flere dage i Polen end i Danmark. Retten lagde vægt på:

• Klagerens betydelige lønindkomst og høje antal arbejdstimer i Danmark, som indikerede en væsentlig arbejdsindsats og dermed tilstedeværelse.
• At klageren ikke kunne dokumentere, at han tilbragte sine ugentlige fridage i Polen, når de faldt på hverdage.

På denne baggrund blev klageren anset for at have sit sædvanlige ophold i Danmark og dermed skattemæssigt hjemmehørende her.

Afgørelse om befordringsfradrag

For at opnå fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 C, skal rejsen foretages mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Da klagerens skattemæssige hjemsted og dermed hans sædvanlige bopæl blev fastslået til at være i Danmark, blev hans rejser til Polen anset for private familiebesøg. Disse rejser var derfor ikke fradragsberettigede.

Klageren var dog berettiget til befordringsfradrag for den daglige transport mellem sin bopæl i Danmark og sin arbejdsplads. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens beregning af dette fradrag, da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for et højere antal arbejdsdage end det, Skattestyrelsen havde lagt til grund.

Skattestyrelsens afgørelse blev derfor stadfæstet.