Ændring af lovliggørende dispensation i sag om opdyrkning af beskyttede moser i Vejle Kommune

Sagen omhandler Vejle Kommunes afgørelse om at meddele en lovliggørende dispensation til opdyrkning af to § 3-beskyttede moser. Dispensationen blev givet på vilkår om, at der skulle etableres erstatningsnatur på et andet areal. En naturforening påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Den kommunale afgørelse

Vejle Kommune meddelte den 13. august 2018 en lovliggørende dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3 til opdyrkning af to moser på ca. 7.400 m² og 3.300 m². Kommunen begrundede afgørelsen med, at moserne havde været opdyrket i over et årti (siden 2004-2006), og at deres naturværdi var forringet. Kommunen vurderede, at det foreslåede erstatningsareal på 1,79 ha havde et væsentligt bedre naturpotentiale, blandt andet på grund af dets beliggenhed ved et vandløb og tæt på andre beskyttede naturtyper. Kommunen anså sagen for et "helt særligt tilfælde", som retfærdiggjorde en dispensation.

Klagens hovedpunkter

Klageren, en naturforening, anførte, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Foreningen argumenterede for, at dispensationen var i strid med naturbeskyttelseslovens intentioner og nævnets praksis. Klager mente, at ejeren skulle pålægges at retablere de oprindelige moser, da dette var muligt, og at etablering af erstatningsnatur ikke er en gyldig grund til at fravige beskyttelsen. Desuden blev det påpeget, at en stadfæstelse ville skabe uheldig præcedens.

Kommunens bemærkninger til klagen

Som svar på klagen fastholdt Vejle Kommune sin vurdering. Kommunen henviste til historiske luftfotos, der viste, at arealerne tidligere havde været opdyrket og var påvirket af næringsrigt overfladevand fra omkringliggende landbrugsarealer. Kommunen vurderede derfor, at mosernes naturtilstand havde været lav, og at hydrologien var forringet af gamle dræn.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer Vejle Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation til et afslag. Det betyder, at opdyrkningen af de to beskyttede moser er ulovlig, og at kommunens dispensation bortfalder.

Nævnets retlige grundlag og vurdering

Nævnet behandlede sagen efter reglerne i Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper og muligheden for dispensation i Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Ifølge lovens bemærkninger og en restriktiv praksis kræver en dispensation, at der foreligger særlige omstændigheder.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der i denne sag var tale om et sådant særligt tilfælde. Nævnet lagde vægt på følgende punkter:

• Væsentlig tilstandsændring: Opdyrkningen er en væsentlig ændring af beskyttet natur.
• Naturmæssig interesse: Arealerne vurderes ikke at være uden særlig interesse, da de indgår i økologiske forbindelser, som svækkes ved deres fjernelse.
• Ikke naturforbedrende: Indgrebet er ikke naturforbedrende, da beskyttet natur nedlægges. Etablering af erstatningsnatur kan ikke begrunde en dispensation.
• Utilstrækkelig begrundelse: En jordbrugsmæssig interesse er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til dispensation.
• Mulighed for retablering: Nævnet vurderede, at det er muligt at genskabe moserne inden for en kortere årrække uden uforholdsmæssigt store omkostninger.
• Præcedensvirkning: En lovliggørelse ville kunne skabe en uønsket præcedens for fremtidige sager.

På denne baggrund konkluderede nævnet, at opdyrkningen var en ulovlig tilstandsændring, som kræver lovliggørelse gennem fysisk retablering, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73.

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr i henhold til Gebyrbekendtgørelsens § 2.