Planklagenævnets afvisning af klage over Skanderborg Kommunes afslag på ansøgning om indretning af frisørsalon

Sagen omhandler Skanderborg Kommunes afslag på en ansøgning om indretning af en frisørsalon i en privat bolig på [adresse1]. Ansøgningen blev indsendt den 8. januar 2020, og kommunen meddelte afslag den 20. januar 2020 med henvisning til Planloven § 12, stk. 1.

Ejendommens planmæssige status

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 071, der regulerer facader og skilte i Skanderborgs centrale byområde. Derudover er ejendommen dækket af kommuneplan 2016, specifikt kommuneplanramme 10.B.03, som er udlagt til boligformål.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at området var udlagt til boligformål i kommuneplanen. De anførte vilkår for etablering af liberale erhverv i egen bolig, herunder krav om, at erhvervet skulle drives af ejendommens beboer, mulighed for parkering på egen grund, og at der ikke måtte være gener for omkringboende. Kommunen vurderede, at der ikke var egnede parkeringsforhold, og at den ønskede at respektere den eksisterende planlægning, især da ejendommen lå op til en kommuneplanramme udlagt til erhverv. Afslaget blev specifikt givet med hjemmel i Planloven § 12, stk. 1, som fastslår, at kommunen skal virke for kommuneplanens gennemførelse.

Klagen til Planklagenævnet

Adressaten for kommunens afslag klagede den 28. januar 2020 til Planklagenævnet. Klagen fokuserede primært på, at baggrunden for kommunens afslag var forkert.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen over Skanderborg Kommunes afslag på indretning af frisørsalon, da nævnet vurderede, at der ikke var truffet en afgørelse efter planloven, som nævnet havde kompetence til at behandle.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan kun behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. For at nævnet kan behandle en klage, skal der altså foreligge en egentlig afgørelse truffet i henhold til planloven.

Vurdering af kommunens afslag

Nævnet fastslog, at bestemmelser i en kommuneplan ikke er umiddelbart bindende for borgere, men primært skal danne grundlag for lokalplanlægning, jf. Planloven § 13, stk. 1, nr. 1. En vurdering af, om et forhold er i overensstemmelse med kommuneplanen, har derfor ikke i sig selv retsvirkning for borgerne og anses ikke for en afgørelse efter planloven.

Kommunen skal ifølge Planloven § 12, stk. 1, virke for kommuneplanens gennemførelse. Denne bestemmelse kan dog ikke anvendes til at modsætte sig et projekt, der ikke kræver tilladelse efter planloven eller anden lovgivning. En kommune har mulighed for at nedlægge forbud mod ændret anvendelse af bebyggelse i strid med kommuneplanens rammedel, jf. Planloven § 12, stk. 3. En sådan beslutning om at nedlægge – eller undlade at nedlægge – et forbud anses for en afgørelse efter planloven.

I den konkrete sag fremgik det udtrykkeligt af kommunens brev, at afslaget var givet med hjemmel i Planloven § 12, stk. 1, og ikke som et forbud efter Planloven § 12, stk. 3. Nævnet bemærkede desuden, at forbud efter Planloven § 12, stk. 3 ikke kan nedlægges, når et område er omfattet af en lokalplan, hvilket var tilfældet her. Da kommunens afslag alene var baseret på "virke for"-princippet i Planloven § 12, stk. 1 og ikke udgjorde en afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplanen eller et forbud, fandt nævnet, at afslaget ikke havde retsvirkning i planretlig forstand.

Konklusion

Planklagenævnet fandt på denne baggrund, at der ikke var truffet en afgørelse efter planloven, som nævnet havde kompetence til at behandle. Klagen blev derfor afvist. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Nævnets afgørelse er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3, og en eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr vil blive tilbagebetalt til indbetalerens NemKonto.