Stadfæstelse af afgørelse om isafgift og dækningsafgift - Forbud mod selvinkriminering ikke tilsidesat

Sagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af yderligere isafgift og dækningsafgift efter Chokoladeafgiftsloven for klagerens import af varer i perioden fra den 1. februar 2017 til den 28. februar 2019. Skattestyrelsen opkrævede yderligere 1.759.047 kr. i isafgift og 810.301 kr. i dækningsafgift, baseret på klagerens fremsendte fakturaer, fabrikanterklæringer og ingredienslister.

Klageren nedlagde påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl. Klageren anførte, at der forelå en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), Retssikkerhedsloven og persondataloven, samt en omgåelse af Retsplejelovens beskyttelse af mistænkte. Klageren argumenterede for, at Skattestyrelsen allerede tidligt i forløbet havde en konkret mistanke om overtrædelse af afgiftslovgivningen, hvilket burde have udløst en vejledning om retten til ikke at inkriminere sig selv, jf. princippet i EMRK artikel 6 og Retssikkerhedsloven § 10. Klageren henviste til, at Skattestyrelsen i agteren havde taget forbehold om at sende sagen til ansvarsvurdering, hvilket yderligere blev skærpet i afgørelsen, hvor det fremgik, at sagen ville blive sendt til ansvar. Dette indikerede ifølge klageren, at mistanken var til stede fra starten, og at indhentede oplysninger derfor var ulovligt fremskaffede og ikke burde kunne anvendes i en eventuel straffesag.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen fastholdt, at der hverken på tidspunktet for kontrolbesøget eller på et senere tidspunkt forud for afgørelsen forelå en konkret mistanke om, at klageren havde begået en strafbar lovovertrædelse. Skattestyrelsen anførte, at sagsbehandlingen var foretaget uden for strafferetsplejen, og at der på afgørelsestidspunktet den 7. juli 2020 ikke var taget strafferetlige skridt. Materialet var alene anmodet til brug for opgørelsen af de omhandlede afgiftstilsvar, jf. blandt andet Isafgiftsloven § 7 og Chokoladeafgiftsloven § 23.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten har behandlet klagerens påstand om, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl, herunder overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), Retssikkerhedsloven, persondataloven samt omgåelse af Retsplejeloven.

Landsskatteretten bemærker, at Retssikkerhedsloven finder anvendelse ved lovbestemte pligter til at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning, jf. Retssikkerhedsloven § 10. Denne bestemmelse bygger på princippet om forbud mod selvinkriminering, der udspringer af EMRK artikel 6. Dette princip indebærer, at en person, der er mistænkt for et strafbart forhold, ikke har pligt til at udtale sig om den påståede lovovertrædelse og ikke kan tvinges til at medvirke til opklaringen af det påståede strafbare forhold.

Landsskatteretten citerer Retssikkerhedsloven § 9 og Retssikkerhedsloven § 10:

"§ 9 Hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen. Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen rettes et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte. Stk. 4. Den mistænkte kan meddele samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3. Samtykket skal være skriftligt og skal meddeles på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag. Et samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes. Meddeler den mistænkte samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3, finder reglerne i §§ 2-8 tilsvarende anvendelse ved de i § 1, stk. 1, nævnte tvangsindgreb.

§ 10 Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Stk. 2. I forhold til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Stk. 3. En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Hvis den mistænkte meddeler samtykke til at afgive oplysninger, finder reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Den mistænkte kan meddele samtykke til anvendelse af en oplysningspligt over for andre med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag mod den mistænkte. Reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse."

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ved sin sagsbehandling ikke har handlet i strid med retten til ikke at inkriminere sig selv efter Retssikkerhedsloven og EMRK, da det ikke kan konstateres, at der hos Skattestyrelsen forud for afgørelsestidspunktet forelå en konkret mistanke om, at klageren havde begået en strafbar lovovertrædelse. Sagsbehandlingen er foretaget uden for strafferetsplejen, og der var på afgørelsestidspunktet den 7. juli 2020 ikke taget strafferetlige skridt. Skattestyrelsen har alene anmodet klageren om at fremsende regnskabsmateriale til brug for opgørelsen af de omhandlede afgiftstilsvar.

Det af klageren i øvrigt anførte, herunder henvisninger til reglerne i Retssikkerhedsloven § 9 og persondataloven, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse.