Stadfæstelse af afgørelse om yderligere tinglysningsafgift vedrørende fejlretning i tingbog

Sagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af yderligere 11.400 kr. i tinglysningsafgift for tinglysning af to skøder på enfamiliesejendomme. Klageren havde tinglyst to betingede skøder med en købesum på 0 kr., idet formålet var en fejlretning i tingbogen, hvor to ejendomme angiveligt havde forbyttet matrikelnumre. Ved tinglysningen blev der betalt 1.660 kr. i tinglysningsafgift, og klageren henviste til Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 6 som grundlag for at modregne den variable afgift, da der var tale om en åbenlys fejl.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen traf afgørelse om, at der skulle svares yderligere 11.400 kr. i tinglysningsafgift i henhold til Tinglysningsafgiftsloven § 4, stk. 1. Styrelsen beregnede den variable afgift ud fra ejendomsværdierne, da der ikke var en ejerskiftesum. Den samlede afgift blev beregnet til 13.060 kr. (7.960 kr. for ejendom nr. 1 og 5.100 kr. for ejendom nr. 2), hvilket resulterede i en yderligere opkrævning på 11.400 kr. efter fradrag af de allerede betalte 1.660 kr.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om, at afgiftsopkrævningen skulle nedsættes til 0 kr. Klageren anførte, at der var tale om en fejlretning i tingbogen, hvor matrikelnumre var forbyttet, og at Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 6 burde medføre, at der ikke skulle betales afgift. Klageren erkendte en procesfejl ved at modregne beløbet direkte i stedet for at betale og efterfølgende søge om godtgørelse, men mente, at lovens hensigt om ikke at opkræve afgift ved korrektion af åbenbare fejl burde veje tungest. Klageren påpegede, at ejerne allerede havde betalt en betydelig afgift for at få rettet en fejl, de ikke selv var skyld i.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af yderligere tinglysningsafgift. Retten fandt, at der ikke var hjemmel i Tinglysningsafgiftsloven til at foretage en modregning i tinglysningsafgiften på tidspunktet for tinglysningen, selvom beløbet potentielt kunne godtgøres efterfølgende.

Landsskatteretten henviste til Tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. 1, nr. 6, som fastslår, at et krav på tilbagebetaling af den variable tinglysningsafgift udelukkende kan opstå på baggrund af en godtgørelsesanmodning, der fremsættes efter tinglysningen er sket. På tidspunktet for tinglysningen havde anmelderen således ikke et modkrav, der kunne modregnes i afgiften. Lovens ordlyd og forarbejder understøtter denne fortolkning, og formålet med godtgørelsesordningen er at lette kontrollen med tinglysningsafgifterne.

Klagerens bemærkninger om procesfejl eller lovens hensigt kunne ikke føre til et andet resultat, da den korrekte procedure for godtgørelse ikke var fulgt.