Fuld skattepligt, dobbeltdomicil, befordringsfradrag og grænsegængerregler – Polsk statsborger med arbejde i Danmark

Sagen omhandler en polsk statsborgers skattepligtige status i Danmark for indkomstårene 2018 og 2019, herunder spørgsmål om fuld skattepligt, skattemæssigt domicil, befordringsfradrag og ret til ægtefælles personfradrag.

Klageren har arbejdet i Danmark siden 2013 og har haft en bolig til rådighed hos sin arbejdsgiver i Danmark. Samtidig har klageren familie (hustru og børn) og bolig i Polen, hvor han regelmæssigt opholder sig. Klageren har oplyst, at han arbejder tre uger i Danmark og herefter opholder sig en uge i Polen, samt har 25 feriedage om året. Han har fremlagt dokumentation for lægebesøg og hævninger i Polen.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen anså klageren for fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde bolig til rådighed i Danmark. Ved vurderingen af skattemæssigt domicil efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4 fandt Skattestyrelsen, at klageren havde bolig i begge lande. De personlige interesser var i Polen, mens de økonomiske interesser var i Danmark. Da det ikke entydigt kunne afgøres, hvor klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser, blev der lagt vægt på sædvanligt ophold. Skattestyrelsen konkluderede, at klageren havde flest opholdsdage i Danmark (235 dage mod 130 dage i Polen), og derfor var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Som konsekvens heraf blev klageren ikke anset for grænsegænger, og der blev ikke godkendt fradrag for befordring til Polen eller overførsel af ægtefælles personfradrag. Skattestyrelsen henviste til Ligningsloven § 9 C for befordringsfradrag og Kildeskatteloven § 5A for grænsegængerreglen.

Klagerens opfattelse

Klageren gjorde gældende, at han var begrænset skattepligtig til Danmark og bosiddende i Polen, hvor hans livs- og økonomiske interesser var centreret omkring hans familie og hus. Han mente at opfylde betingelserne for at blive beskattet som grænsegænger, da han tjente mindst 75% af sin indkomst i Danmark. Klageren anmodede om godkendelse af befordringsfradrag for kørsel til Polen og overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Han fremlagde færgebilletter, kontoudtog og lægeerklæringer som dokumentation for sine ophold i Polen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, da han havde haft en bolig til rådighed i Danmark siden 2013.

Skattepligt – dobbelt domicil

Da klageren også havde en bolig til rådighed i Polen, opstod der en dobbeltdomicilsituation omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2. Ifølge overenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, skulle klageren anses for hjemmehørende i den stat, med hvilken han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Landsskatteretten vurderede, at klageren havde stærke økonomiske interesser i Danmark, idet han havde haft arbejde og bopæl her siden 2013. Klageren havde derimod personlige interesser i Polen, hvor hans hustru og børn boede, og hvor han regelmæssigt besøgte læge. Da de økonomiske og personlige interesser var fordelt mellem de to lande, kunne midtpunktet for livsinteresser ikke entydigt fastslås. Derfor skulle klageren anses for hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2, litra b.

Baseret på klagerens oplysninger om ophold (tre uger i Danmark, en uge i Polen, plus 25 feriedage), fandt Landsskatteretten, at klageren opholdt sig flest dage i Danmark. Oplysninger om ophold i Tyskland og Sverige var ikke tilstrækkeligt dokumenteret og kunne derfor ikke tillægges betydning. Landsskatteretten konkluderede derfor, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fastslog, at en skatteyder kun kan have én sædvanlig bopæl i relation til fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 C. Den sædvanlige bopæl afgøres ud fra en samlet vurdering af, hvor den pågældende har centrum for sine livsinteresser. Landsskatteretten lagde vægt på klagerens stærke økonomiske interesser i Danmark (fast ansættelse siden 2013) og hans bopæl i Danmark. Klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg og lægekonsultationer blev anset for en privat udgift, der ikke var fradragsberettiget. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt og henviste til praksis, herunder SKM2019.603.LSR.

Ægtefælles uudnyttet personfradrag

Landsskatteretten bemærkede, at klageren ikke kunne beskattes efter grænsegængerreglerne, jf. Kildeskatteloven §§ 5 A-D, da han blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark og skattemæssigt hjemmehørende her. Klageren kunne derfor ikke få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag for indkomståret 2018. Spørgsmålet for indkomståret 2019 var ikke materielt behandlet af Skattestyrelsen, hvorfor Landsskatteretten ikke kunne træffe afgørelse herom.