Landsskatteretten: Beskatning af fri bil og pensionsudbetalinger – Manglende grundlag for beskatning og ekstraordinær genoptagelse

Sagen omhandler en skatteyders indkomstskatteansættelse for indkomstårene 2012-2015, specifikt vedrørende beskatning af fri bil og pensionsudbetalinger fra en udenlandsk arbejdsgiver. Klageren, en dansk skattepligtig, var ansat af et taiwansk firma, der senere etablerede sig som et tysk GmbH. Klageren modtog forskellige overførsler, herunder løn, refusion af udgifter og pension.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen forhøjede klagerens skattepligtige indkomst, idet de mente, at de modtagne pensionsbeløb i 2014, i alt 211.516 kr., var skattepligtig lønindkomst efter Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1, da beløbene ikke var indbetalt til en pensionsordning. Vedrørende fri bil argumenterede Skattestyrelsen for, at klageren havde haft en bil til rådighed til privat benyttelse fra 2012 til maj 2015, og at værdien heraf skulle beskattes efter Ligningsloven § 16, stk. 4. Skattestyrelsen skønnede værdien af fri bil til 79.000 kr. (2012), 81.000 kr. (2013-2014) og 27.000 kr. (2015).

Da de ordinære ligningsfrister var overskredet, påberåbte Skattestyrelsen sig Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, idet de anså klagerens undladelse af at selvangive pension og fri bil som mindst groft uagtsom. Skattestyrelsen fastholdt også, at reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 var overholdt, da de først havde tilstrækkelige oplysninger til at varsle en korrekt ansættelse den 5. december 2019 (senere justeret til 27. marts 2020).

Klagerens argumentation

Klageren bestred beskatningen af fri bil, idet han anførte, at de lejede biler udelukkende var anvendt erhvervsmæssigt, og at han havde private biler til rådighed. Han argumenterede for, at han som almindelig lønmodtager ikke var omfattet af formodningsreglen om fri bil, og at bevisbyrden for privat anvendelse lå hos Skattestyrelsen. Vedrørende pensionsudbetalingen forklarede klageren, at beløbet fejlagtigt var indbetalt på hans lønkonto i stedet for en pensionsordning grundet en bankfejl, og at han ikke var opmærksom herpå ved selvangivelsen. Klageren bestred endvidere, at han havde handlet groft uagtsomt, og henviste til praksis, der viser, at der påhviler skattemyndighederne en streng bevisbyrde for grov uagtsomhed. Han gjorde gældende, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt reaktionsfristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, da de havde haft tilstrækkelig kundskab til at varsle forhøjelserne længe før den 27. oktober 2019.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens afgørelser for indkomstårene 2012-2015 var ugyldige.

Materiel vurdering

• Fri bil: Landsskatteretten tiltrådte, at klageren ikke havde haft fri bil stillet til rådighed i perioden før juni 2015. Dette skyldtes, at klageren selv havde afholdt udgifter til leasing og leje af biler, som arbejdsgiveren efterfølgende dækkede. Der var derfor ikke grundlag for beskatning efter Ligningsloven § 16, stk. 4. Landsskatteretten bemærkede dog, at hvis arbejdsgiveren havde dækket klagerens private udgifter til billeje, skulle beskatning ske efter Ligningsloven § 16, stk. 1 og Ligningsloven § 16, stk. 3, jf. Statsskatteloven § 4. Sagen blev ikke hjemvist til fornyet behandling på dette punkt, da Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for ekstraordinær genoptagelse.
• Pensionsudbetaling: Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens opfattelse om, at den manglende medtagelse af pensionsbeløbet i 2014 alene kunne anses for udtryk for simpel uagtsomhed. Dette skyldtes, at der reelt var tale om en mislykket overførsel mellem to pensionsordninger, og forholdet var efterfølgende berigtiget af banken.

Formalitetsvurdering

• Grov uagtsomhed: Landsskatteretten fandt det betænkeligt at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5's forstand for så vidt angår refusionsbeløbene vedrørende biludgifter, idet udgangspunktet for udlæg efter regning er, at der ikke skal ske oplysning herom til Skattestyrelsen. Klageren var af den opfattelse, at der ikke skulle ske selvangivelse, da arbejdsgiveren dækkede erhvervsmæssige biludgifter som udlæg efter regning. Landsskatteretten lagde desuden vægt på, at Skattestyrelsen selv havde fejlvurderet sagen ved oprindeligt at antage, at der kunne ske beskatning af fri bil efter Ligningsloven § 16, stk. 4, hvilket viste sig ikke at være tilfældet.
• Reaktionsfrist: Da der ikke blev fundet grundlag for grov uagtsomhed, var betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 ikke opfyldt. Landsskatteretten konstaterede derfor, at ingen af de foretagne ansættelser var foretaget rettidigt i henhold til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.