Stadfæstelse af yderligere tinglysningsafgift for påtegninger til hæftelser

Sagen omhandlede Skattestyrelsens opkrævning af yderligere tinglysningsafgift på 29.880 kr. fra en ejerforening. Baggrunden var en vedtægtsændring i ”Ejerforeningen [forening1]”, der forhøjede den pantstiftende sikkerhedsstillelse for de 19 ejerlejligheder i ejendommen. Vedtægtsændringen blev tinglyst i to trin: først servitutstiftende på hovedejendommen og de 19 ejerlejligheder, hvor der blev betalt én fast afgift. Derefter blev den tinglyst pantstiftende på de 19 ejerlejligheder via 19 separate anmeldelser.

Klageren betalte kun én fast afgift for den pantstiftende tinglysning af ejerlejlighed nr. 1 og mente, at de øvrige 18 påtegninger var fritaget for den faste afgift, da det var en generalforsamlingsbeslutning, der omfattede samtlige ejerlejligheder. Skattestyrelsen fastholdt derimod, at der skulle betales en fast afgift for hver af de 19 tinglysninger, da der var tale om påtegninger til 18 selvstændige hæftelser, og betingelserne for afgiftsfritagelse i henhold til Tinglysningsafgiftsloven § 9 og Tinglysningsafgiftsbekendtgørelsen § 37 ikke var opfyldt.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen anførte, at hver tinglysning som udgangspunkt udløser en afgift jf. Tinglysningsafgiftsloven § 1 (generel henvisning, ikke specifik paragraf i afgørelsen). Selvom Tinglysningsafgiftsloven § 9 og Tinglysningsafgiftsbekendtgørelsen § 37 giver mulighed for kun én fast afgift ved samlet pantsætning, var dette ikke tilfældet her. Styrelsen argumenterede, at der ikke var tale om en påtegning til ét dokument tinglyst på flere ejendomme (en samlet pantsætning), men derimod enslydende påtegninger til flere selvstændige hæftelser. Før den digitale tinglysning var det kun muligt at samle påtegninger til realkreditpantebreve i én anmeldelse, ikke for andre typer hæftelser. Derfor skulle der betales afgift for hver tinglysning i henhold til Tinglysningsafgiftsloven § 5, stk. 6.

Klagerens argumentation

Klageren mente, at afgørelsen var baseret på en forkert fortolkning af reglerne, der alene fokuserede på løbenumre. Klageren fremhævede, at en sådan praksis ville have urimelige og uoverstigelige økonomiske konsekvenser for ejerforeninger landet over, da de ikke ville have økonomi til at foretage nødvendige ændringer af vedtægter eller sikkerheder. Klageren henviste også til Tinglysningsloven § 7, stk. 2 (dog ikke en del af Landsskatterettens begrundelse), som angiveligt skulle forhindre forskellige rettigheder for de enkelte løbenumre.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af yderligere 29.880 kr. i tinglysningsafgift. Sagen vedrørte tinglysning af 18 påtegninger til 18 særskilte hæftelser på ejerlejligheder, hvor klageren kun havde betalt én fast afgift.

Retten henviste til:

• Tinglysningsafgiftsloven § 5, stk. 1, som fastsætter afgiften for tinglysning af pant til 1.660 kr. og 1,5 pct. af det pantsikrede beløb.
• Tinglysningsafgiftsloven § 5, stk. 6, som angiver, at afgift for forhøjelse af pantsikret beløb beregnes af forskellen mellem resthæftelsen og den nye panthæftelse.
• Tinglysningsafgiftsloven § 9, stk. 1, som undtagelsesvis tillader betaling af kun én fast afgift på 1.660 kr. ved tinglysninger på flere ejendomme, der sker som led i en samlet pantsætning, og som bygger på et retsforhold mellem samme parter.
• Tinglysningsafgiftsbekendtgørelsen § 37, stk. 1, som fastsætter nærmere regler for dokumentation af betingelserne i tinglysningsafgiftslovens § 9, stk. 1, herunder krav om en specifik erklæring med dato-løbenummer for det første dokument i den samlede tinglysning.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde afgivet de krævede erklæringer i de efterfølgende 18 påtegninger som nævnt i Tinglysningsafgiftsbekendtgørelsen § 37, stk. 1. Oplysningerne under feltet ”Beregningsgrundlaget er et andet” kunne ikke sidestilles med den krævede erklæring, da de ikke indeholdt en henvisning til dato-løbenummeret for den påtegnede hæftelse vedrørende ejerlejlighed nr. 1. Dette betød, at sammenhængen mellem dokumenterne ikke umiddelbart kunne fastslås på tinglysningstidspunktet.

Da betingelserne for afgiftsfritagelse for den faste afgift ikke var opfyldt, skulle der betales en fast afgift for hver af de 18 påtegninger. Klagerens øvrige bemærkninger kunne ikke føre til et andet resultat.