Afgiftsfritagelse for udenlandsk firmabil - manglende forudgående ansøgning og direktør i dansk selskab

Sagen omhandler Motorstyrelsens afslag på en klagers anmodning om afgiftsfritagelse for et svensk indregistreret køretøj, der blev anvendt som firmabil i Danmark. Klageren, der er bosiddende i Danmark, er registreret direktør i danske komplementarselskaber, som er en del af et svensk kommanditselskab, der ejer køretøjet. Køretøjet blev standset af politiet i Danmark den 28. maj 2019, men ansøgningen om afgiftsfritagelse blev først indsendt den 20. februar 2020.

Motorstyrelsen begrundede afslaget med, at klageren ikke opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelse, da vedkommende var ansat i et dansk selskab, og ansøgningen ikke var indsendt, inden køretøjet blev taget i brug på færdselslovens område. Motorstyrelsen henviste til Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 4 og Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 5.

Klagerens repræsentant anførte, at de danske regler på afgørende punkter stred mod EU-retten, især EU-dommen C-464/02. Det blev gjort gældende, at EU-retten ikke stiller krav om et formelt ansættelsesforhold til den udenlandske hvervgiver, blot en reel og faktisk beskæftigelse. Endvidere bestredes det, at der kunne stilles krav om forhåndsansøgning, idet dette ifølge klageren var i strid med EU-dommen C-249/15, som omhandlede leasingkøretøjer. Klageren argumenterede for, at hvis forhåndstilladelsessystemet ikke gælder for leasingkøretøjer, gælder det så meget desto mindre for firmabiler. Klageren fastholdt, at sagen skulle afgøres på grundlag af EU-retten, som enten ikke var implementeret eller var fejlimplementeret i dansk ret.

Motorstyrelsen fastholdt sin afgørelse og henviste til, at ansøgning om afgiftsfritagelse skal ske, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. Registreringsbekendtgørelsen § 21, stk. 2, og at de nugældende regler er i overensstemmelse med EU-retten, jf. SKM2014.603BR.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse om afslag på afgiftsfritagelse for klagerens svensk indregistrerede firmabil. Retten lagde vægt på følgende:

• Et køretøj skal registreres i Køretøjsregistret, jf. Registreringsloven § 2, stk. 1, inden det tages i brug på færdselslovens område. Udgangspunktet er fuld registreringsafgift ved første registrering i Danmark, jf. Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1.
• Undtagelsen for udenlandske firmabiler, der stilles til rådighed for herboende arbejdstagere af en virksomhed med hjemsted i et andet EU/EØS-land, gælder ikke, hvis køretøjet i det væsentlige skal anvendes varigt i Danmark, jf. Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 4 og Registreringsafgiftsloven § 3a, stk. 1.
• Klageren anses for at have bopæl i Danmark, da vedkommende har været registreret i Det Centrale Personregister siden den 28. januar 2002, jf. Registreringsbekendtgørelsen § 6.
• Køretøjets ejer er et svensk kommanditselskab, men klageren er ansat som direktør i de danske komplementarselskaber. Da et komplementarselskab organiseret som et kapitalselskab er et selvstændigt retssubjekt i forhold til kommanditselskabet, opfylder klageren ikke betingelsen om at være ansat i en virksomhed med hjemsted eller fast forretningssted i et andet EU/EØS-land.
• En forudsætning for afgiftsfritagelse er, at ansøgning modtages af told- og skatteforvaltningen, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. Registreringsbekendtgørelsen § 21, stk. 2. Klageren blev standset i køretøjet den 28. maj 2019, men ansøgte først om afgiftsfritagelse den 20. februar 2020. Derfor var registreringsafgiftspligten indtrådt, og klageren havde ikke mulighed for at ansøge om fritagelse.
• Landsskatteretten bemærkede, at EU-domstolen i afgørelsen C-464/02 fandt, at Danmark havde tilsidesat sine forpligtelser ved tidligere krav om hovederhverv og opkrævning af afgift for midlertidig brug. Dog tog EU-domstolen ikke stilling til, hvorvidt kravet om forhåndsansøgning om afgiftsfritagelse for udenlandske firmabiler er i strid med EU-retten.
• Landsskatteretten fandt, at de nugældende regler i Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 4 og Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 5, herunder kravet om forudgående tilladelse, er i overensstemmelse med EU-retten, jf. SKM2014.603BR.
• Motorstyrelsens afgørelse var korrekt adresseret til klageren og led ikke af væsentlige retlige mangler. Klagerens ugyldighedspåstand blev derfor ikke taget til følge.