Landsskatteretten: Forhøjelse af overskud af virksomhed nedsat - Indkomst tilgået selskab

Sagen omhandlede Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2013 med 336.223 kr. Forhøjelsen var baseret på oplysninger fra de tyske skattemyndigheder om, at klageren ved kontant betaling havde solgt skrot til et tysk selskab, [virksomhed2] GmbH und Co., for i alt 45.095,20 EUR (336.223,20 kr.). Skattestyrelsen anså indtægten for skattepligtig personlig indkomst efter Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1, samt arbejdsmarkedsbidragspligtig efter Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 4.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen begrundede forhøjelsen med, at klageren var fuld skattepligtig til Danmark efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, og at salget af skrot ikke kunne anses for salg af private aktiver, der ville være skattefrit efter Statsskatteloven § 5. De lagde afgørende vægt på, at klageren ikke havde fremlagt relevant dokumentation, der sandsynliggjorde, at der var tale om salg af private aktiver. Skattestyrelsen henviste til, at det er skatteyderens bevisbyrde at dokumentere, at en indtægt er indkomstopgørelsen uvedkommende eller allerede beskattet, jf. SKM2010.70.HR og SKM2012.33.BR. De vurderede, at indsamling og salg af skrot måtte formodes at være sket for egen regning og risiko, og at indtægten skulle klassificeres som overskud af selvstændig virksomhed. Da klageren ikke havde dokumenteret udgifter, ansås hele salgsbeløbet for nettoindkomst.

Skattestyrelsen fandt desuden, at klagerens undladelse af at oplyse om den selvstændige virksomhed var mindst groft uagtsom, hvilket berettigede ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2013 efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Reaktionsfristen på 6 måneder i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt, da kundskabstidspunktet blev fastsat til den 14. oktober 2019, hvor klageren endeligt oplyste, at han ikke kunne fremlægge dokumentation.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at der ikke skulle ske en forhøjelse, idet klageren ikke personligt havde modtaget beløbet som skattepligtig indtægt. Klageren arbejdede som chauffør for selskaberne [virksomhed3] ApS og [virksomhed4] ApS (nu [virksomhed5] A/S), som var ejet af hans ægtefælle og søn. Han forklarede, at han kvitterede for levering af varer og materiel som chauffør på vegne af [virksomhed4] ApS, hvilket var sædvanlig praksis i skrotbranchen. Repræsentanten bestred, at de fremlagte kassekvitteringer og bogføringsbilag fra Tyskland beviste, at klageren personligt havde tilegnet sig beløbene.

Det blev anført, at Skattestyrelsen i medfør af officialmaksimen burde have indhentet yderligere dokumentation fra det tyske selskab, såsom transportdokumenter, intrastat-indberetninger og veje-/afregningsbilag, der ville udvise den reelle sælger. Klageren havde ikke adgang til sin daværende arbejdsgivers regnskaber og bogføring. Repræsentanten argumenterede, at de af Skattestyrelsen påberåbte domme (SKM2008.905.HR, SKM2011.208.HR, SKM2013.537.ØLR) ikke var sammenlignelige, da de omhandlede sager, hvor penge utvivlsomt var indsat på skatteyderens bankkonto, hvilket ikke var tilfældet her.

Klageren gjorde gældende, at beløbene fra [virksomhed2] allerede var indkomstbeskattet hos [virksomhed4] ApS, idet indtægterne var medtaget i selskabets skattepligtige indkomst. Til støtte herfor fremlagdes årsrapport for 2012/13 for [virksomhed4] ApS, der viste en betydelig bruttofortjeneste og overskud, samt et stort EU-salg. Desuden fremlagdes erklæringer fra revisor [person3] og [person1], der bekræftede det løbende samarbejde mellem [virksomhed4] ApS og [virksomhed2], den almindelige praksis med kontantafregning i skrotbranchen, og at chauffører kvitterede for modtagelse af kontantbeløb på vegne af selskabet. Erklæringerne bekræftede også, at de omhandlede beløb var tilgået, indtægtsført og beskattet hos [virksomhed4] ApS. Det blev bemærket, at manglende adgang til ældre bogføringsbilag skyldtes opbevaringspligtens udløb, hvilket burde lægges Skattestyrelsen til last, jf. LSR’s j.nr. [...] (7. april 2017).

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4, og at enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst jf. Skattekontrolloven § 1, stk. 1. Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, som ikke er selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at indtægterne stammer fra allerede beskattede midler eller er undtaget fra beskatning, jf. SKM2008.905.HR og SKM2011.208.HR.

Efter en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger fandt Landsskatteretten, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at selskabet [virksomhed4] ApS, og ikke klageren, var den rette indkomstmodtager af de omhandlede kontantbeløb. Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• En erklæring af 28. juni 2021 fra revisor [person3].
• En erklæring af 23. august 2021 fra [person1].
• Regnskabet for [virksomhed4] ApS, hvoraf det fremgik, at selskabet havde en betydelig omsætning, herunder en betydelig omsætning i udlandet.

Landsskatteretten nedsatte herefter Skattestyrelsens forhøjelse af klagerens overskud af virksomhed for indkomståret 2013 til 0 kr.