Landsskatteretten stadfæster forhøjelse af overskud af virksomhed og anden personlig indkomst for manglende dokumentation

Sagen omhandler Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse af en klagers virksomhedsindkomst og anden personlig indkomst for indkomstårene 2015, 2016 og 2017. Baggrunden var manglende indsendelse af regnskabsoplysninger, hvilket førte til, at Skattestyrelsen baserede ansættelsen på bankkontoudtog.

Skattestyrelsen konstaterede væsentlige bankindsætninger, som blev anset for erhvervsrelateret omsætning, og indsætninger fra klagerens ægtefælles selskab, som blev klassificeret som anden personlig indkomst. Derudover blev der skønnet yderligere lønudgifter baseret på kontante hævninger. Klageren havde ikke selvangivet overskud af virksomhed for 2015 og 2016, og for 2017 var den selvangivne omsætning lavere end Skattestyrelsens opgørelse.

Skattestyrelsens afgørelse resulterede i følgende forhøjelser:

Klagerens repræsentant bestred forhøjelserne og anførte, at Skattestyrelsens skøn var baseret på fejlagtige præmisser. Det blev hævdet, at klagerens ægtefælle var medhjælpende ægtefælle, og at kontante hævninger var anvendt til underleverandører, ikke yderligere lønmodtagere. Endvidere blev det anført, at visse bankindsætninger var skattefrie formuedispositioner, herunder salg af privat indbo. Repræsentanten gjorde også gældende, at Skattestyrelsen havde tilsidesat officialprincippet ved ikke at indhente tilstrækkelig dokumentation (bl.a. korrekte bankkontoudtog) og at fristerne for ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2015 ikke var overholdt. Klageren henviste til fremlagte regnskaber for 2014-2017 som et bedre skønsgrundlag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Generelle principper

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 4 om skattepligt af indkomst og Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a om fradragsret for udgifter til indkomsterhvervelse. Retten understregede, at bevisbyrden for afholdelse og fradragsberettigelse af udgifter påhviler den skattepligtige, jf. SKM2004.162.HR. Vedrørende udokumenterede indtægter fastslog retten, at det påhviler skatteyderen at godtgøre, at beløb stammer fra allerede beskattede eller skattefrie midler, især ved hyppige og omfangsrige bankindsætninger, jf. SKM2008.905.HR og SKM2013.537.ØLR.

Overskud af virksomhed

Retten fandt, at de omtvistede bankindsætninger tidsmæssigt kunne henføres til en periode, hvor klageren drev erhvervsmæssig virksomhed. Dog blev en indsætning på 4.576 kr. fra salg af privat indbo via [netauktionsfirma] anerkendt som skattefri, jf. Statsskatteloven § 5. Dette beløb skulle fragå i omsætningen for 2015, hvilket reducerede det beregnede overskud til 218.475 kr. På trods af denne justering fastholdt Landsskatteretten Skattestyrelsens takserede overskud på 400.000 kr. for 2015. Dette blev begrundet med en fortsat stor usikkerhed omkring eventuel kontantomsætning, som Skattestyrelsen ikke havde forhøjet indkomsten med, og at den beskedne indsætning på 4.576 kr. kunne indeholdes heri. Klageren havde ikke fremlagt yderligere dokumentation for, at indsætningerne samlet set var undtaget beskatning.

Anden personlig indkomst

Landsskatteretten stadfæstede forhøjelsen af klagerens anden personlige indkomst med 474.812 kr. for 2015 og 5.000 kr. for 2016, som stammede fra klagerens ægtefælles selskab. Retten lagde vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, hvad disse indsætninger udgjorde betaling for, og klageren havde ikke godtgjort, at beløbene var allerede beskattede eller skattefrie.

Driftsomkostninger

Retten godkendte de af Skattestyrelsen anerkendte fradrag for løn på henholdsvis 380.511 kr. (2015) og 1.066.494 kr. (2016). Klagerens påstand om, at hævede midler var til betaling af underleverandører, blev afvist, da der ikke var fremlagt dokumentation herfor, og intet indikerede, at midlerne var anvendt til dette formål.

Formalitet og ekstraordinær genoptagelse

Landsskatteretten fandt, at de ordinære genoptagelsesfrister i Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 var overholdt for indkomstårene 2016 og 2017. For indkomståret 2015, som lå uden for den ordinære frist, fandt retten grundlag for ekstraordinær genoptagelse i medfør af Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Dette blev begrundet med, at klagerens undladelse af at selvangive indkomsten, der var af en vis størrelse og foretaget over en længere periode, ansås for mindst groft uagtsom. Retten fastslog, at kundskabstidspunktet for Skattestyrelsen tidligst var den 22. juli 2019, da de modtog de sidste kontoudtog. Varslingsfristen på 6 måneder i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 1. pkt. blev anset for overholdt, da forslaget blev sendt den 12. september 2019. Den forlængede frist for afgørelsen til den 16. januar 2020 blev også anset for overholdt, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 2. pkt.. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015 var således opfyldt. Klagerens indsigelser om tilsidesættelse af officialprincippet og sagsbehandlingsfejl blev afvist. Retten lagde vægt på, at Skattestyrelsen havde truffet afgørelse på baggrund af foreliggende oplysninger og havde forsøgt at indkalde dokumentation fra klageren, som ikke var blevet indsendt.