Afgørelse om lovliggørende dispensation inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende Sorø Kommunes afgørelse af 27. september 2019. Kommunen havde meddelt lovliggørende dispensation til flere anlæg, herunder et udhus og et læskur, beliggende inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen på en ejendom i Ruds Vedby.

Ejendommen, der er beliggende i landzone, huser et enfamiliehus og et udhus. Cirka 32 meter øst for beboelsen ligger en fredet stendysse fra bondestenalderen, som er omfattet af fortidsmindebeskyttelseslinjen. Området omkring fortidsmindet er præget af store grantræer og en svag forhøjning, der muligvis er et levn fra en langhøj.

Sorø Kommunes Afgørelse

Sorø Kommune gav dispensation til et udhus på 47 m² og et læskur på 36 m², som var opført henholdsvis i 1980 og 2009. Udhuset ligger ca. 30 meter vest for fortidsmindet og læskuret ca. 35 meter sydvest. Kommunen begrundede dispensationen med, at bygningerne var opført i tilknytning til eksisterende bebyggelse, var mindre anlæg, og ikke påvirkede indsynet fra offentlig vej. Desuden vurderede kommunen, at bygningerne ikke kunne placeres uden for beskyttelseslinjen uden at fremstå fritliggende.

Klagen fra Slots- og Kulturstyrelsen

Slots- og Kulturstyrelsen påklagede afgørelsen den 15. oktober 2019. Klagen fokuserede på udhuset og læskuret, idet styrelsen anførte, at bygningerne forstyrrede ind- og udsyn til fortidsmindet, især læskuret, som var placeret i åbent terræn. Styrelsen udtrykte bekymring for, at vedligeholdelse eller reparation af bygningerne kunne beskadige arkæologiske lag omkring fortidsmindet. Det blev foreslået, at bebyggelsen burde placeres vest for det eksisterende hus for at minimere påvirkningen af fortidsmindet. Endvidere frygtede styrelsen, at en dispensation ville skabe uønsket præcedens.

Sorø Kommunes Svar

Sorø Kommune fastholdt sin afgørelse i et svar af 7. januar 2020. Kommunen argumenterede for, at læskurets påvirkning af arkæologiske lag var begrænset, da det var et træskelet uden støbt gulv, og pælene kun gik ca. 1 meter ned i jorden. Kommunen fastholdt også, at bygningerne ikke tog ind- og udsyn, idet udhuset var tæt på eksisterende bebyggelse og havde fladt tag, og læskuret var placeret langt fra offentlig vej med eksisterende bevoksning. Kommunen afviste præcedensvirkning, da der var tale om specielle omstændigheder i tilknytning til eksisterende bebyggelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse i sagen med hjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1, Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2 og Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1. Nævnet ændrede Sorø Kommunes afgørelse for så vidt angår læskuret til et afslag, men stadfæstede kommunens afgørelse for udhusets vedkommende og de øvrige anlæg.

Fortidsmindebeskyttelseslinjens Formål

Nævnet understregede, at formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1, er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, herunder ind- og udsyn samt de arkæologiske lag i området. Praksis for dispensationer fra forbuddet mod tilstandsændringer er meget restriktiv, og der lægges vægt på, om en dispensation kan medføre præcedens i strid med formålet.

Vurdering af Udhuset

For udhuset på 47 m² fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at udhuset havde eksisteret upåtalt siden 1980 og var opført i tilknytning til eksisterende lovlig bebyggelse. Dette faldt ind under et almindeligt indrettelsessynspunkt, hvor retten til at forlange fysisk lovliggørelse kan fortabes efter lang tid, især ved myndighedspassivitet og eventuelle ejerskifter.

Vurdering af Læskuret

For læskuret fandt nævnet, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på, at læskuret var opført på en fritliggende placering, hvor det forringede den landskabelige oplevelse af fortidsmindet og påvirkede ind- og udsyn. Desuden vurderede nævnet, at en dispensation for læskuret ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i strid med formålet med fortidsmindebeskyttelseslinjen. Eksisterende træbeplantning inden for beskyttelseslinjen kunne ikke føre til et andet resultat, da beplantning eventuelt kan fjernes.

Gebyr og Endelighed

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.