Sammenfatning af praksis vedrørende anerkendelse af slidgigt i begge hofteled som erhvervssygdom

Denne principmeddelelse samler og tydeliggør Ankestyrelsens praksis vedrørende anerkendelse af slidgigt i hofter som en erhvervssygdom. Den omfatter tre tidligere sager, der illustrerer forskellige aspekter af betingelserne for anerkendelse.

I den første sag søgte en borger, der havde arbejdet som arbejdsdreng, chauffør og lufthavnsportør fra 1968, om anerkendelse af slidgigt i begge hofter. Borgeren havde udført løftearbejde, men Arbejdsskadestyrelsen afslog ansøgningen med henvisning til, at de erhvervsmæssige udsættelser ikke opfyldte kravene til løftemængde og tidsmæssig udstrækning.

Den anden sag omhandlede en borger, der havde arbejdet som fisker fra 1967 til 2005, herunder perioder i England og som selvstændig. Borgeren havde udviklet slidgigt i begge hofter. Arbejdsskadestyrelsen havde også i denne sag givet afslag på anerkendelse.

I den tredje sag søgte en borger, der havde arbejdet som murer fra 1967 til 2004 og derefter som fliseopsætter, om anerkendelse af slidgigt i begge hofter. Borgeren havde primært smerter i venstre hofte, med kun begyndende slidgigt i højre hofte uden subjektive klager. Arbejdsskadestyrelsen afslog anerkendelsen.

Ankestyrelsen har i disse sager fastslået og præciseret betingelserne for anerkendelse af slidgigt i hofter som en erhvervssygdom, både efter fortegnelsen over erhvervssygdomme og uden for denne.

Principielle afgørelser og begrundelser

Ankestyrelsen fastholder, at for at slidgigt i begge hofter kan anerkendes efter fortegnelsen, skal der som udgangspunkt have været tale om:

• Hoftebelastende løftearbejde i mindst 15 år.
• En samlet daglig løftemængde på mindst 8 tons.
• Heri skal indgå almindeligt forekommende tunge enkeltløft på mindst 20 kilo, der samlet svarer til mindst 1 ton per uge.
• De øvrige løft skal også være relevant hoftebelastende, med en vis vægtforskydning i hofterne.

Kravene til tidsmæssig udstrækning kan nedsættes til 10 år, og den daglige løftemængde til 5 tons ved særlige forhold. I sag 1 blev disse krav ikke opfyldt, da borgeren kun havde 6 år med tilstrækkelig løftemængde, og skub/træk samt hop ikke blev anset for relevant hoftebelastende. Der var heller ikke grundlag for anerkendelse uden for fortegnelsen, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 7, stk. 1, nr. 2.

I sag 2 blev borgerens slidgigt anerkendt, da de samlede erhvervsmæssige udsættelser som fisker, herunder arbejde på gyngende underlag, opfyldte betingelserne. Det blev fastslået, at perioder med arbejde i andre EU-lande skal medregnes i vurderingen af belastningsperioden, jf. EF-forordning nr. 883/2004 artikel 87, stk. 2. Ligeledes kan perioder som selvstændig medregnes som vedligeholdende hoftebelastende løftearbejde, selvom de alene ikke opfylder kriterierne.

I sag 3 blev anerkendelse afvist, da borgeren ikke havde slidgigt i begge hofter med relevante subjektive klager, hvilket er et krav for anerkendelse efter fortegnelsen, jf. Bekendtgørelse om fortegnelsen over erhvervssygdomme § 1, stk. 2. Enkeltsidig slidgigt skyldes ofte andre årsager end arbejdsbelastning, og der var ikke dokumentation for en særlig påvirkning, der kunne begrunde anerkendelse uden for fortegnelsen.