Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelse af terrænregulering og regnvandsafledning

Roskilde Kommune udstedte den 4. november 2019 et påbud om lovliggørelse af terrænregulering og afledning af regnvand på en ejendom beliggende på [adresse1]. Påbuddet blev udstedt, da kommunen vurderede, at de udførte forhold var i strid med lokalplan nr. 593 for området.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 593, Boliger ved [vejnavn2] og [vejnavn1] i Trekroner. Lokalplanens formål er blandt andet at sikre, at landskabelige værdier respekteres, og at der etableres et system til lokal, overfladisk afledning af regnvand til Trekroner Bæk eller faskiner.

Lokalplanen fastsætter i § 8.1, at terrænregulering maksimalt må være 0,5 meter fra det oprindelige terræn ved grundsalg, og at der ikke må terrænreguleres nærmere skel end 1 meter, medmindre der er opnået enighed med naboer. Ifølge § 8.5 skal regnvand afledes overfladisk i åbne render til det offentlige regnvandssystem via et fælles privat regnvandsanlæg, eller nedsives på ejendommen fra åbne render.

Forløbet før påbuddet

Klageren havde den 26. februar 2019 ansøgt om lovliggørende dispensation til et hævet opholdsareal og terrænregulering. Roskilde Kommune meddelte den 16. september 2019 afslag på dispensation fra lokalplanens § 8.1 og § 8.5 for den udførte terrænregulering og den lukkede regnvandsafledning. Samtidig blev der givet afslag på dispensation fra bygningsreglementet 2015 (BR15) vedrørende det hævede opholdsareals placering tættere på skel end 2,5 meter. Kommunen varslede herefter et påbud om lovliggørelse af forholdene.

Kommunens påbud

Roskilde Kommune gav den 4. november 2019 påbud om fysisk lovliggørelse af terrænreguleringen og regnvandsafledningen. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen flere steder overskred de tilladte 0,5 meter og var nærmere skel end 1 meter, hvilket var i strid med lokalplanens § 8.1. Desuden blev regnvandsafledningen fundet i strid med lokalplanens § 8.5, da regnvandet blev afledt under jorden via et rør i stedet for overfladisk i åbne render. Påbuddet henviste til, at forhold i strid med en lokalplan er strafbare efter Planloven § 64, stk. 1, nr. 1 og ikke må foretages uden dispensation, jf. Planloven § 18. En frist for fysisk lovliggørelse blev fastsat til den 1. maj 2020.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejere klagede den 2. december 2019 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte navnlig:

• At afgørelsen manglede en tydelig begrundelse for de hensyn, kommunen havde lagt vægt på.
• At en fysisk lovliggørelse ville medføre et betydeligt værdispild, anslået til ca. 90.000 kr.
• At mange andre huse i området havde anvendt samme metode til afledning af regnvand, hvilket burde forhindre forskelsbehandling.
• At kommunen burde have lagt vægt på god tro, berettigede forventninger og forsømmelsens karakter, især da klageren mente, at afslaget på dispensation ikke indeholdt en klagevejledning (hvilket kommunen afviste).

Kommunen fastholdt, at lovliggørelsen primært indebar etablering af en åben rende og fjernelse af jord, og at dette ikke var omkostningstungt i forhold til bygningsændringer.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Roskilde Kommunes påbud om lovliggørelse af terrænregulering og regnvandsafledning. Dette betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, herunder tilsynsafgørelser om lovliggørelse af ulovlige forhold, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 og Planloven § 51, stk. 3.

Nævnet kunne ikke behandle klagepunkter, der relaterede sig til kommunens tidligere afslag på dispensation af 16. september 2019, da klagefristen for denne afgørelse var overskredet. Ligeledes havde nævnet ikke kompetence til at tage stilling til den del af klagen, der vedrørte det hævede opholdsareal, da dette alene var reguleret af byggeloven. Disse klagepunkter var allerede videresendt til Byggeklageenheden.

Begrundelseskravet

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, der henviser til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og forklare, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende resultat, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Planklagenævnet fandt, at begrundelseskravet er mindre i situationer, hvor kommunen ikke kan dispensere, men alene skal fortolke lokalplanens bestemmelser. Nævnet vurderede, at kommunen havde opfyldt begrundelseskravet ved at gengive de relevante lokalplanbestemmelser og redegøre for, hvorfor forholdene var i strid hermed. Selvom kommunen burde have henvist til Planloven § 51, stk. 1, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1, ansås dette ikke for en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig.

Proportionalitet og værdispild

Planklagenævnet vurderede, at det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip indebærer, at en afgørelse ikke må påføre borgerne større byrder, end formålet tilsiger. Hensynet til at undgå værdispild er sagligt, men står i modsætning til hensynet til retshåndhævelsen, som normalt vejer tungt. Nævnet fandt, at udgifter i størrelsesordenen 90.000 kr. til lovliggørelse ikke udgjorde et sådant værditab, at det kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen og undgåelse af præcedensvirkning. Påbuddet blev derfor ikke anset for at være ude af proportion med interessen i retshåndhævelsen.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnet kunne på baggrund af ovenstående ikke give medhold i klagen. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, da nævnet ikke havde afvist sagen, klagen ikke var tilbagekaldt, og nævnet ikke havde givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.