Afslag på dispensation til udvidelse af skur inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til udvidelse af et skur inden for strandbeskyttelseslinjen i Kalundborg Kommune. Sagen vedrører en ejendom i sommerhuszone i Kirke Helsinge Strand, som delvist er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Et eksisterende materialeskur på 10 m² ønskedes udvidet til 30 m² for at give plads til opbevaring af en badebro.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte afslag på ansøgningen den 6. november 2019. Begrundelsen var, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation i henhold til den restriktive praksis for Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Direktoratet lagde vægt på, at en dispensation ville kunne skabe præcedens og dermed give andre en berettiget forventning om lignende dispensationer. Det blev også bemærket, at skurets manglende synlighed fra kysten ikke var afgørende, da strandbeskyttelseslinjen også beskytter de bagvedliggende kystlandskaber. Støtte fra Friluftsrådet til badebroen blev anset for irrelevant for afgørelsen.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Dalby Strandgård Grundejerforening påklagede afgørelsen den 2. december 2019. Klager anførte navnlig, at:

• Udvidelsen ikke ville påvirke oplevelsen af kystlandskabet visuelt, da skuret ville forblive beskedent i størrelse.
• Udvidelsen ville fremme rekreative hensyn ved at muliggøre opbevaring af en badebro, som er et rekreativt anlæg.
• Afgørelsen ikke ville skabe præcedens på grund af ejendommens særegne beliggenhed.

Klager supplerede senere med, at en alternativ placering af skuret uden for strandbeskyttelseslinjen, men tættere på kysten, ville virke mere skæmmende. Klager mente desuden, at en dispensation kunne formuleres, så den ikke skabte præcedens.

Kystdirektoratets bemærkninger til klagen

Kystdirektoratet fastholdt sin vurdering og bemærkede, at selvom der var et område uden for strandbeskyttelseslinjen, hvor et skur kunne opføres uden dispensation, ville en dispensation med denne begrundelse kunne få stor præcedensskabende effekt. Direktoratet havde ikke vurderet den visuelle påvirkning af en alternativ placering uden for strandbeskyttelseslinjen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til udvidelse af skuret. Nævnet fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Nævnets begrundelse

Nævnet lagde vægt på den meget restriktive praksis for dispensationer inden for strandbeskyttelseslinjen. Det blev fremhævet, at udvidelsen ville tredoble skurets nuværende areal, og at en dispensation ville medføre en uønsket præcedensvirkning. Det forhold, at anlægget ikke er synligt fra kysten, kunne ikke føre til et andet resultat, da strandbeskyttelseslinjen også har til formål at beskytte de bagvedliggende kystlandskaber. Endvidere kunne det ikke føre til et andet resultat, at klager havde mulighed for at placere et tilsvarende anlæg uden for strandbeskyttelseslinjen, men tættere på kysten.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.