Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til telemast i Egedal Kommune

Egedal Kommune meddelte den 11. oktober 2019 landzonetilladelse til opstilling af en 48 meter høj telemast på ejendommen [adresse1], [matrikel1]. Ansøgningen kom fra et teleselskab, der ønskede at forbedre mobildækningen, især langs en nærliggende motorvejsstrækning og i et byområde mod sydvest. Kommunen reducerede dog den tilladte mastehøjde til 42 meter og stillede vilkår om, at masten skulle stilles til rådighed for andre operatører, samt at den skulle nedtages, når den ikke længere blev benyttet til antenneformål. Tilladelsen blev givet i medfør af Planlovens § 35, stk. 1.

Ejendommen, der er beliggende i landzone, har et areal på ca. 4,7 ha og er udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde, kulturmiljø og interesseområde for sand og grus i kommuneplanen. Den ansøgte masteplacering var på den sydlige, ubebyggede del af ejendommen, ca. 45 meter nord for en motorvejsstrækning.

Kommunens vurdering

Kommunen lagde i sin afgørelse vægt på den samfundsmæssige interesse i at etablere god mobildækning, som ifølge landzonevejledningen er en målsætning. Kommunen vurderede, at ansøgeren i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at en mindre skæmmende placering ikke ville give tilnærmelsesvis samme dækning. Med hensyn til kulturmiljøet vurderede kommunen, at masten kunne indpasses uden væsentligt at forringe oplevelsen af spor fra udskiftningen, da den hverken ville ændre markskel, terræn eller blokere for udsyn over længere strækninger. Kommunen mente, at masten primært ville blive oplevet som en del af motorvejslandskabet.

Klagens hovedpunkter

En nabo klagede til Planklagenævnet den 11. november 2019. Klageren anførte navnlig, at den ansøgte telemast ville være skæmmende for landskabet og kulturmiljøet. Klageren påpegede desuden, at der allerede fandtes eksisterende telemaster i området, som potentielt kunne anvendes, og at ansøgeren ikke havde godtgjort nødvendigheden af en ny mast eller undersøgt tilstrækkeligt alternative, mindre skæmmende placeringer. Klageren udtrykte også bekymring for potentiel sundhedsskade og tab af ejendomsværdi. Kommunen afviste klagepunkterne vedrørende eksisterende master og nødvendighed med henvisning til ansøgerens dækningskort og undersøgelser af alternative placeringer. Vedrørende sundhedsskade henviste kommunen til, at dette varetages af Sundhedsstyrelsen, og at der ikke er hjemmel i planloven til at inddrage disse hensyn.

Planklagenævnet ophævede Egedal Kommunes afgørelse af 11. oktober 2019 om landzonetilladelse til opstilling af en telemast. Nævnet fandt, at afgørelsen led af en væsentlig retlig mangel, og at den derfor var ugyldig.

Planklagenævnets kompetence og generelle principper

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1. Nævnet bemærkede, at spørgsmål om forringelse af ejendomsværdi ikke direkte kan varetages efter landzonereglerne, men at urimelige nabogener kan indgå i vurderingen. Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre en hensigtsmæssig udvikling i det åbne land, baseret på landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt andre samfundsmæssige interesser, jf. Planlovens § 1. Byggeri af telemaster kræver som udgangspunkt landzonetilladelse, medmindre de er undtaget efter Planlovens § 36, stk. 1.

Der er en betydelig samfundsmæssig interesse i at etablere god mobildækning, hvilket indgår med betydelig vægt i vurderingen. Dog skal hensynet til at bevare værdifulde landskaber også inddrages, jf. Planlovens § 1, stk. 2. Nye telemaster bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse eller i tilknytning til eksisterende høje konstruktioner. Hvis dette ikke er muligt, bør de placeres i tilknytning til eksisterende (lavere) bebyggelse. Placering i værdifulde landskabsområder bør som udgangspunkt undgås. Ansøgeren skal godtgøre, at den ansøgte placering er den bedste, og kommunen har en stor sagsoplysningspligt. Sundhedsmæssige forhold kan inddrages, jf. Planlovens § 1, men nævnet har i tidligere sager ikke fundet tilstrækkelig dokumentation for skadelig strålingsfare.

Nævnets konkrete vurdering

Planklagenævnet anerkendte behovet for at forbedre dækningsforholdene i området, herunder på motorvejsstrækningen. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte placering. Nævnet lagde vægt på, at masteplaceringen var uden tilknytning til eksisterende bebyggelse og i et primært åbent og ubebygget område. Selvom motorvejen påvirker landskabet, har den ikke en vertikal udbredelse, der kan reducere den landskabelige påvirkning af en telemast, især da motorvejen fremstår nedsænket i terrænet. Dette ville få masten til at fremstå som en fritstående, høj konstruktion.

Nævnet fremhævede, at der vest for den ansøgte placering ligger ejendomme med bebyggelse, herunder en ejendom i tilknytning til et bymæssigt område. Disse bebyggelser ligger inden for det område, hvor ansøgeren selv havde angivet, at en telemast ville kunne give tilfredsstillende dækning. Kommunen havde ikke foretaget en landskabelig vurdering af, hvorvidt en placering i tilknytning til disse eksisterende bebyggelser ville virke mindre skæmmende. Denne manglende vurdering af relevante alternative placeringer udgjorde en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig.

Afgørelse

Planklagenævnet ophævede Egedal Kommunes afgørelse af 11. oktober 2019. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.