Afslag på lovliggørende dispensation til carport inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en lovliggørende dispensation til en carport med integreret udhus på 33 m2, der blev opført i 2010 uden dispensation inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Ejendommen er beliggende ca. 10 meter fra Lyngby Fort, et fæstningsanlæg opført 1886-1892, og er fuldt omfattet af fortidsmindebeskyttelseslinjen. Fortet indgik som en del af befæstningen af Nordfronten omkring hovedstaden, og dets forområde er siden bebygget med villaer og haver.

Kommunens afgørelse

Lyngby-Taarbæk Kommune meddelte den 19. september 2019 lovliggørende dispensation i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 18, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2. Kommunen vurderede, at carporten var af begrænset omfang og ikke i væsentlig grad forringede ind- eller udsynet til og fra Lyngby Fort. Kommunen anførte desuden, at lighedsbetragtninger talte for dispensation, da der tidligere var meddelt dispensationer til carporte i området i 2004 og 2009, som ikke blev påklaget af Slots- og Kulturstyrelsen. Indrettelseshensyn og værdispildsbetragtninger indgik også i kommunens beslutning.

Klagen fra Slots- og Kulturstyrelsen

Slots- og Kulturstyrelsen påklagede afgørelsen den 16. oktober 2019 til Miljø- og Fødevareklagenævnet med krav om, at dispensationen skulle ændres til et afslag. Styrelsen anførte, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation, og at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. Det blev fremhævet, at carporten forringer ind- og udsynet til og fra fortidsmindet og den landskabelige oplevelse, da den er placeret på et af de få ubebyggede og åbne arealer tæt på fortidsmindet. Carportens størrelse på 33 m2 blev anset for betydelig, og dens placering på en hjørneejendom ved en adgangsvej til fortidsmindet blev vurderet som særligt markant. Slots- og Kulturstyrelsen bemærkede endvidere, at praksis inden for de seneste 10-15 år er blevet mere restriktiv på grund af et revitaliseringsprojekt i 2010-2015, hvorfor de tidligere dispensationer fra 2004 og 2009 ikke danner præcedens. Endelig blev det anført, at der ikke var grundlag for at tillægge indrettelseshensyn og værdispildsbetragtninger afgørende betydning, og at hensyn til en effektiv håndhævelse af fortidsmindebeskyttelseslinjen talte for fysisk lovliggørelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrer Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse af 19. september 2019 om lovliggørende dispensation til carport med integreret udhus inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen til et afslag. Afgørelsen er truffet efter Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1.

Nævnets begrundelse

Nævnet fandt, at der ikke var påvist forhold, der medførte, at det ansøgte kunne anses for et særligt tilfælde. Carportens størrelse på 33 m2 og dens placering ca. 10 meter fra fortidsmindet blev vurderet til at fortætte bebyggelsen yderligere, forringe den landskabelige oplevelse og sløre forståelsen af det militære anlægs funktion. Desuden er carporten beliggende på en hjørneejendom ud til en adgangsgivende vej, hvor den i særlig grad forringer ind- og udsyn til og fra fortidsmindet. Nævnet lagde vægt på, at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning, og at praksis for dispensationer fra fortidsmindebeskyttelseslinjen er meget restriktiv.

Nævnet fandt endvidere, at hverken indrettelseshensyn eller hensynet til at undgå samfundsmæssigt værdispild kunne føre til et andet resultat. Det blev bemærket, at carporten blev opført i 2010, og at den almene interesse i en effektiv håndhævelse af fortidsmindebeskyttelseslinjen er tungtvejende. Kommunens tidligere dispensationspraksis blev ikke tillagt afgørende betydning, da Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke er bundet heraf, og de tidligere afgørelser ikke var blevet påklaget.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.