Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til maskinhus i Næstved Kommune

Næstved Kommune afslog den 1. oktober 2019 en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af et maskinhus på 100 m² på en ejendom i Tappernøje. Ejendommen, der er på 1,7 ha og ligger i landzone, er en beboelsesejendom med eksisterende udhuse. Ansøgeren klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ansøgningens indhold og begrundelse

Klageren ansøgte om at opføre et maskinhus til opbevaring af maskiner, der anvendes til pleje af ejendommens egne arealer og 4,7 ha tilforpagtet landbrugsjord. Maskinerne bruges til et dyrehold på 3 kvier, høproduktion og levende hegn. Klageren ønskede maskinhuset placeret ca. 100 m sydvest for enfamiliehuset (placering A), hvor en tidligere udhusbygning havde ligget. Denne placering blev anset for driftsmæssigt hensigtsmæssig og landskabeligt skjult af træer.

Klageren anførte, at ejendommen med de tilforpagtede arealer udgjorde en landbrugsbedrift i henhold til Landbrugslovens § 2, stk. 3, og at maskinhuset derfor var erhvervsmæssigt nødvendigt for bedriften. Forpagtningsaftalerne havde løbet siden 2012 på 5-årige kontrakter, hvilket klageren mente var langvarigt. En udtalelse fra Landbrugsstyrelsen bekræftede, at ejendommen med de tilforpagtede arealer kunne betragtes som en landbrugsbedrift i landbrugslovens forstand.

Kommunens afslag og begrundelse

Næstved Kommune afslog ansøgningen om placering A med henvisning til Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen vurderede, at det ansøgte ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt for en landbrugsbedrift, da dyreholdet på 3 kvier blev betragtet som et hobbylandbrug. Kommunen mente desuden, at forpagtningsforholdene ikke var langvarige nok til at sidestilles med en vedvarende del af en landbrugsbedrift. Afslaget var også begrundet i, at placeringen 100 m fra den eksisterende bebyggelse ville medføre en uhensigtsmæssig spredning af bebyggelsen og skabe uønsket præcedens. Kommunen havde dog givet tilladelse til en alternativ placering (placering B) 20 m fra enfamiliehuset, hvilket klageren ikke ønskede.

Kommunen fastholdt, at selvom ejendommen i landbrugsmæssig forstand kunne betragtes som en bedrift, var det ikke nødvendigvis tilfældet i forhold til planloven, da aktiviteten havde karakter af hobby.

Planklagenævnet stadfæstede Næstved Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til opførelse af maskinhuset på den ansøgte placering A.

Nævnets vurdering af erhvervsmæssig nødvendighed

Nævnet anerkendte, at ejendommen med de tilforpagtede arealer udgjorde en landbrugsbedrift i henhold til Landbrugslovens § 2, stk. 3. Spørgsmålet var herefter, om byggeriet var erhvervsmæssigt nødvendigt for bedriften i henhold til Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3, hvilket ville undtage det fra kravet om landzonetilladelse.

Planklagenævnet vurderede, at forpagtningsaftalen, der løb til udgangen af 2022 (samlet ca. 10 år), ikke kunne betragtes som langvarig nok til at indgå i vurderingen af det erhvervsmæssige behov. Desuden fandt nævnet, at et dyrehold på 3 kvier ikke kunne anses for at være en driftsøkonomisk nødvendighed for den jordbrugsmæssige udnyttelse af bedriften, især da det var et ikke-erhvervsmæssigt dyrehold ifølge Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter. På baggrund heraf konkluderede nævnet, at det ansøgte maskinhus krævede landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Vurdering af placering og landzoneformål

Nævnet fandt, at en tilladelse til maskinhuset på placering A ville være i strid med landzonebestemmelsernes formål om at undgå spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Dette skyldtes, at maskinhuset ville blive placeret ca. 100 m fra ejendommens bolig og eksisterende lovlige udhus, hvilket ville medføre en uhensigtsmæssig spredning af bebyggelsen på ejendommen. Nævnet lagde også vægt på, at en sådan tilladelse kunne skabe uønsket præcedens for lignende ansøgninger, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendige for en landbrugsbedrift.

Nævnet bemærkede, at hensynet til naboer ikke kunne begrunde en placering, der stred mod de landskabelige hensyn i området. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.