Afvisning af klage over landzonetilladelse til transformerstation grundet manglende klageberettigelse

Jammerbugt Kommune meddelte den 10. september 2019 landzonetilladelse til etablering af en transformerstation på en adresse i kommunen. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af en gruppe borgere den 7. oktober 2019, med modtagelse hos nævnet den 30. oktober 2019 via Jammerbugt Kommune. Klagen fokuserede primært på, at tilladelsen var mangelfuld og fejlbehæftet, idet der ikke var foretaget nabohøring, og der manglede en detaljeret beskrivelse af byggearealer og bygningsspecifikationer.

Planklagenævnets kompetence og klageberettigelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser om landzonetilladelser i henhold til Planloven § 35, stk. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden behandle retlige spørgsmål vedrørende andre afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

VVM-redegørelse

Klagerne anførte, at kommunen burde have udarbejdet en ny VVM-redegørelse i forbindelse med landzonetilladelsen. Planklagenævnet fastslog, at det ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om manglende eller mangelfuld VVM-redegørelse, da dette ikke vedrører en afgørelse efter planloven. Da klagerne allerede havde indsendt en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet, videresendte Planklagenævnet ikke klagen, jf. Forvaltningsloven § 7, stk. 2.

Generelt om klageberettigelse

Reglerne for klageberettigelse fremgår af Planloven § 59. Klageberettigede er enhver med retlig interesse i sagens udfald samt landsdækkende foreninger og organisationer, der opfylder specifikke kriterier vedrørende formål og medlemsantal. I landzonesager er kredsen af klageberettigede normalt snævrere end i sager om planlægning. Vurderingen af, om interessen er tilstrækkelig, tager hensyn til aktualiteten og væsentligheden af de gener, projektet måtte medføre for klageren, med stor vægt på afstanden til klagerens ejendom i forhold til projektets karakter og omfang. Ubetydelige gener eller en ideel interesse er ikke tilstrækkeligt.

Planklagenævnets vurdering af klageberettigelse

Planklagenævnet fandt ikke, at klagerne havde en tilstrækkelig retlig interesse i sagen og var derfor ikke klageberettigede. Nævnet lagde vægt på følgende forhold:

• Afstand: Der var en stor afstand på 1,6-3,4 km mellem klagernes boliger og transformerstationen.
• Omfang: Transformerstationen består af flere faste bygninger og anlæg med et samlet grundareal på maksimalt 100 x 60 meter og en maksimal højde på 7 meter, udover en lynafledningsmast på maksimalt 12 meter.
• Visuel påvirkning: Området mellem klagernes boliger og transformerstationen indeholder allerede andre tekniske installationer i form af vindmøller, som påvirker den visuelle oplevelse.

Nævnet bemærkede, at en ideel interesse i sagen ikke er tilstrækkelig for klageberettigelse. På baggrund heraf afviste Planklagenævnet at behandle klagen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr vil blive tilbagebetalt.