Planklagenævnets afgørelse om forbud mod carport og skur i Odense

Odense Kommune traf den 11. september 2019 afgørelse vedrørende opførelse af en carport og et tilhørende skur på ejendommen [A1], 5000 Odense C. Afgørelsen var baseret på en tinglyst deklaration fra 12. juli 1943, en såkaldt servitut, der regulerer garagers placering.

Ansøgning og Kommunens Indledende Forbud

Den 23. juli 2019 modtog kommunen en ansøgning om byggetilladelse til en overdækket carport på ca. 15 m² og et redskabsrum på ca. 9 m². Begge dele ønskedes opført foran husets facade mod [A2] (nord). Kommunen nedlagde den 25. juli 2019 et forbud i henhold til Planloven § 43 mod projektet. Begrundelsen var, at servituttens punkt 2, litra a, kræver, at garager skal etableres mindst 1 meter bag husets facade. Kommunen vurderede, at alle småbygninger og overdækkede arealer var omfattet af formuleringen "garage". Kommunen tilbød dog at undlade håndhævelse, hvis carporten blev placeret som den på naboejendommen [A3].

Efter en besigtigelse den 29. juli 2019, hvor kommunen konstaterede, at byggeriet allerede var påbegyndt, fastholdt kommunen sit forbud. Klageren fremsatte den 31. juli 2019 et nyt forslag med ændret højde og en placering af redskabsrummet 90 cm tilbage, 2,5 m fra skel mod fortov/vej.

Den Påklagede Afgørelse

Odense Kommune fastholdt den 11. september 2019 sit forbud. Kommunen argumenterede for, at selv med en lavere højde ville projektet, der strakte sig ca. 3,5 m foran husets facade, være i strid med servitutten og ændre områdets facadebillede. Kommunen bemærkede, at der ikke var andre småbygninger på denne del af [A2], der dækkede så meget af husets facade og havde en tilsvarende samlet længde.

Klagen til Planklagenævnet

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 18. september 2019, med hovedargumentet at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen. Klageren henviste til, at servitutten ikke blev håndhævet ensartet, og nævnte specifikt:

• En lovliggjort lukket carport på naboejendommen [A3], som ifølge klageren var placeret foran husets facade.
• Andre husejere i kvarteret med carporte tættere på offentlig vej.
• Et redskabsrum længere nede ad [A2], der var opført foran huset (dog mindre fremtrædende end det ansøgte projekt).

Kommunen svarede, at carporten på [A3] ikke var opført foran husets facade, og at redskabsrummet på [A2] kun havde taget ragende lidt ind foran huset. Kommunen oplyste desuden, at luftfotos ikke viste andre overtrædelser af servitutten, og at ikke alle ejendomme i kvarteret var omfattet af den samme servitutbestemmelse. Klageren anførte også, at den ansøgte placering ville give en flottere helhed, og foreslog beplantning eller hegn for at mindske synligheden.

Planklagenævnet behandlede klagen over Odense Kommunes afgørelse om forbud mod opførelse af en carport og et skur. Nævnet vurderede sagen ud fra retlige spørgsmål, herunder kommunens hjemmel til at håndhæve servitutten, overholdelse af forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen, og sagsbehandlingsregler som varsling og partshøring.

Planklagenævnets Kompetence og Prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet fastslog, at kommunens afgørelse var truffet med hjemmel i Planloven § 43, som giver kommuner mulighed for at håndhæve privatretlige servitutter om forhold, der kan reguleres i en lokalplan. Nævnet kan dog ikke tage stilling til, om en håndhævelse er rimelig eller hensigtsmæssig.

Servituttens Indhold og Håndhævelse

Servitutten, der kræver, at garager skal ligge mindst 1 meter længere væk fra vejen end husets hovedfacade, blev af Planklagenævnet anset for at have et indhold, der kan håndhæves efter Planloven § 43, da den vedrører bebyggelsens beliggenhed på grunden, jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 6. Nævnet fandt, at den ansøgte carport med skur kunne sidestilles med en garage og dermed var omfattet af servitutten. Da projektet ville placere byggeriet foran husets facade, havde kommunen som udgangspunkt hjemmel til at nedlægge forbud.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede klagerens anbringende om usaglig forskelsbehandling i forhold til lighedsgrundsætningen:

• Ejendommen [A3]: Kommunen havde oplyst, at carporten på [A3] ikke var opført foran husets facade. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunens forbud i den aktuelle sag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
• Redskabsrummet på [A2]: Kommunen havde oplyst, at kun taget på redskabsrummet ragede lidt ind foran husets facade. Nævnet fandt ikke, at dette forhold i det væsentlige svarede til klagerens projekt, som dækkede ca. 3,5 m af husets facade. Der var derfor ikke tale om usaglig forskelsbehandling.
• Øvrige ejendomme i kvarteret: Kommunen havde gennemgået luftfotos og oplyst, at der ikke var opført bygninger foran andre villaer i strid med servitutten, og at ikke alle ejendomme var omfattet af samme servitut. Nævnet fandt på den baggrund heller ikke her grundlag for at konstatere usaglig forskelsbehandling.

Manglende Varsling og Partshøring

Planklagenævnet konstaterede, at kommunen ikke havde foretaget partshøring i form af et varsel om det påtænkte forbud, jf. Forvaltningsloven § 19. Dette krav gælder også for forbud efter Planloven § 12. Nævnet vurderede, at den manglende partshøring udgjorde en væsentlig retlig mangel, som medførte, at forbuddet var ugyldigt.

Afgørelse

Planklagenævnet ophæver Odense Kommunes afgørelse af 11. september 2019 og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder. Kommunen skal, hvis den ønsker at nedlægge et nyt forbud, sikre, at der sker korrekt partshøring i form af et varsel. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.