Planklagenævnets afgørelse om dispensation til overskridelse af bebyggelsesprocent i Middelfart Kommune

Middelfart Kommune meddelte den 12. september 2019 dispensation fra lokalplan nr. 32.13, Område ved [vejnavn1], til en ejendom beliggende på [adresse1]. Dispensationen vedrørte en overskridelse af bebyggelsesprocenten samt en byggelinje. En nabo klagede den 20. september 2019 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klagen blev modtaget af nævnet den 23. september 2019.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er beliggende på [adresse1], [matrikel1], og er omfattet af lokalplan nr. 32.13, vedtaget den 5. august 1996. Ejendommen ligger i delområde II. Lokalplanens formål er at sikre en hensigtsmæssig funktion og god helhedsvirkning af kyststrækningen ved [vejnavn1], især i relation til Lillebæltshalvøen. Lokalplanens § 4.1 fastsætter, at bebyggelsesprocenten ikke må overstige 25, og at bebyggelsen kun må opføres i én etage eller én etage med udnyttet tagetage, med en totalhøjde på maksimalt 8,5 meter. Desuden pålægger § 4.4 en byggelinje på 2,5 meters afstand fra skel mod [matrikel3] (Lillebæltshalvøen) i delområde II.

Kommunens dispensationsafgørelse

Forud for den påklagede afgørelse havde Middelfart Kommune den 10. maj 2019 givet byggetilladelse til et enfamiliehus på 52 m² samt to depotrum og et redskabsrum på tilsammen 33 m². Byggetilladelsen indeholdt dispensation til overskridelse af byggelinjen mod Lillebælt med 1,5 meter og en bebyggelsesprocent på 30, uden nærmere begrundelse. Efter klagerens indsigelse om manglende partshøring gennemførte kommunen partshøring, hvorefter den traf den påklagede afgørelse den 12. september 2019. Kommunen begrundede dispensationen til byggelinjen med ejendommens begrænsede størrelse (171 m²) og dens tilbagetrukne placering. Dispensationen til bebyggelsesprocenten blev begrundet med, at der tidligere var meddelt lignende dispensationer i området.

Klagerens indsigelser

Klageren anførte, at den beregnede bebyggelsesprocent på 30,4 % (baseret på 52 m² hus og 33 m² udhuse på en 171 m² grund) overskred den tilladte grænse. Klageren stillede spørgsmålstegn ved, om depot- og redskabsrummene reelt skulle anvendes til beboelse, da de udgjorde en stor del af den samlede bebyggelse. Kommunen fastholdt, at beregningen var foretaget efter BR18, og at resultatet ville have været det samme efter BR98. Klageren fremsatte desuden klagepunkter vedrørende bygningshøjde, manglende partshøring før byggetilladelsen og en potentiel værdiforringelse af klagerens ejendom.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig. Klagepunkter vedrørende bygningshøjde, manglende partshøring i forbindelse med byggetilladelsen, værdiforringelse og manglende dokumentation for niveauhøjde falder uden for Planklagenævnets kompetence, da de relaterer sig til byggelovgivningen. Disse punkter er videresendt til Byggeklageenheden.

Beregning af bebyggelsesprocenten

Planklagenævnet vurderede, at kommunens beregning af bebyggelsesprocenten var en retlig mangel. Da lokalplan nr. 32.13 blev vedtaget i 1996, skulle beregningen af bebyggelsesprocenten ske efter de regler, der var gældende på det tidspunkt, nemlig Bygningsreglement for småhuse fra 1985 (BR85). Efter BR85 medregnes udhuse, drivhuse, skure og lignende bygninger til etagearealet, medmindre de er småbygninger med en grundflade på indtil 10 m² og opført fritstående med mindst 2,5 meters afstand til andre bygninger.

Nævnet konstaterede, at de to depotrum og redskabsrum (tilsammen 33 m²) var indrettet i én samlet sidebygning, der var bygget sammen med hovedbygningen. De var derfor ikke omfattet af undtagelsen i BR85, afsnit 13, og skulle medregnes til etagearealet. Med et enfamiliehus på 52 m² og udhuse på 33 m² udgjorde det samlede etageareal 85 m². På en grund på 171 m² resulterede dette i en bebyggelsesprocent på 49,7 %.

Afgørelse

Planklagenævnet fandt, at kommunens fejlagtige beregning af bebyggelsesprocenten efter BR18 i stedet for BR85, og den deraf følgende betydelige afvigelse fra den korrekte bebyggelsesprocent, udgjorde en væsentlig retlig mangel. Det kunne ikke udelukkes, at oplysningen om den korrekte bebyggelsesprocent ville have ført til et andet resultat. Afgørelsen i forhold til spørgsmålet om bebyggelsesprocent var derfor ugyldig.

Planklagenævnet ophæver og hjemviser Middelfart Kommunes afgørelse af 12. september 2019, for så vidt angår dispensationen til overskridelse af bebyggelsesprocenten på ejendommen [adresse1], til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.