Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til ekstra boliger

Helsingør Kommune afslog den 3. april 2019 en ansøgning om lovliggørende landzonetilladelse til to ekstra boliger på en landbrugsejendom i landzone og udstedte samtidig påbud om fysisk lovliggørelse. Ejendommen, beliggende på [adresse1]-[adresse2], er ca. 12,1 ha og ligger i et område udpeget som værdifuldt landskab i kommuneplanen.

Baggrund for sagen

Ejendommens tidligere ejer ombyggede længer til boliger, og kommunen havde i 2013 tilladt anvendelse af to ombyggede længer som erhvervslejligheder. Ved en besigtigelse i 2018 konstaterede kommunen, at disse erhvervslejligheder blev anvendt som boliger med hjemmekontor. Dette førte til et varsel om påbud den 13. september 2018 vedrørende de ulovlige boliger samt andre ulovlige bygninger.

Ansøgning og kommunens afslag

Som reaktion på varslet ansøgte ejendommens ejer om tilladelse til indretning af to yderligere boliger i de bygninger, der tidligere var godkendt som erhvervslejligheder. Ansøgeren henviste til den nye bestemmelse i Planlovens § 35, stk. 10, som giver mulighed for at indrette flere boligenheder i eksisterende bygninger i landzone for at understøtte bosætning i landdistrikterne. Ansøgeren argumenterede for, at bygningerne var egnede og allerede indrettet som boliger, selvom de var registreret som kontorer.

Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til Planlovens § 35, stk. 1 og begrundede afslaget med:

• Formålet med landzonebestemmelserne er at hindre spredning af bymæssig bebyggelse i det åbne land.
• En tilladelse ville skabe præcedens og ligge uden for kommunens stramme praksis.
• Kommunen mente, at Planlovens § 35, stk. 10 var tiltænkt landdistriktskommuner og ikke en bykommune som Helsingør Kommune, idet kommunen ikke er defineret som en landdistriktskommune af Erhvervsstyrelsen.

Kommunen påbød samtidig, at ejendommens boliger skulle nedbringes til maksimalt to inden den 1. oktober 2019.

Klagen til Planklagenævnet

Ejendommens ejer klagede til Planklagenævnet den 30. april 2019. Klageren anførte, at kommunens afslag var i strid med planlovens overordnede hensyn og intentionerne med den seneste revision, især den nye bestemmelse i Planlovens § 35, stk. 10. Klageren fremhævede, at lovliggørelse af de to ekstra boliger inden for eksisterende bygningsmasse ikke ville stride mod landzonebestemmelsernes formål om at hindre byspredning, men derimod ville være i overensstemmelse med ønsket om mere liv på landet. Fri- og opholdsarealer samt parkering var allerede etableret.

Planklagenævnet ophævede Helsingør Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse til to ekstra boliger og det tilhørende påbud om fysisk lovliggørelse. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Planklagenævnets vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet fastslog, at kommunens afvisning af at anvende Planlovens § 35, stk. 10 hvilede på en ukorrekt retlig forudsætning. Nævnet bemærkede, at bestemmelsen ikke i sin ordlyd begrænser anvendelsen til kun at gælde for landdistriktskommuner, og at bykommuner derfor ikke er afskåret fra at benytte den. Denne retlige mangel gjorde kommunens afgørelse ugyldig. Nævnet fandt det mest hensigtsmæssigt, at kommunen som førsteinstans foretog en ny vurdering af sagen i henhold til Planlovens § 35, stk. 10, herunder en vurdering af eventuelle landskabelige, naturmæssige eller planlægningsmæssige hensyn.

Planklagenævnets vurdering af påbud

Da påbuddet om at nedbringe antallet af boliger var en direkte konsekvens af det ugyldige afslag på landzonetilladelse, fandt Planklagenævnet, at også denne del af påbuddet var ugyldigt. Nævnet tog ikke stilling til de øvrige dele af kommunens afgørelse eller påbud.

Afgørelse og hjemvisning

Planklagenævnet ophævede den del af Helsingør Kommunes afgørelse af 3. april 2020, der vedrørte afslag på lovliggørende landzonetilladelse til to ekstra boliger og påbud om fysisk lovliggørelse i forhold til antallet af boliger på ejendommen. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen i overensstemmelse med nævnets bemærkninger. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Bemærkninger til den nye behandling

Kommunen skal i den fornyede behandling vurdere, om indretningen af boligerne kan ske uden væsentlig om- og tilbygning, og om der er væsentlige landskabelige, naturmæssige, planlægningsmæssige eller andre interesser, der taler imod en tilladelse efter Planlovens § 35, stk. 10.