Stadfæstelse af afslag på tilladelse til etablering af bådlift på søterritoriet

Sagen omhandler en ansøgning om tilladelse til at etablere en bådlift på søterritoriet ud for en ejendom i Helsingør Kommune. Ejendommen er beliggende i et område, hvor mange ejendomme har både- og badebroer, og hvor flere også har bådlifte.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet meddelte den 11. juli 2019 afslag på ansøgningen. Afslaget blev begrundet med, at en bådlift, der løfter båden op af vandet, vil få den til at syne mere dominerende og dermed have en negativ visuel påvirkning på kystlandskabet. Direktoratet vurderede, at anlægget ville virke skæmmende for naboer og andre brugere af søterritoriet, selvom det kun anvendes i sommermånederne.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 7. august 2019 og anførte, at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen. Klager påpegede, at Kystdirektoratet i årevis havde accepteret andre ulovlige bådlifte i området og kun havde taget sagen op af egen drift over for to grundejere, herunder klager, uden at der forelå en anmeldelse. Klager mente derfor, at der burde meddeles en dispensation for at sikre ligebehandling.

Kystdirektoratets bemærkninger

Kystdirektoratet fastholdt, at afslaget var baseret på en konkret vurdering af ansøgningen. Direktoratet oplyste desuden, at man på baggrund af sagen efterfølgende havde igangsat en generel myndighedssagsbehandling vedrørende andre anlæg på den pågældende kyststrækning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Kystdirektoratets afgørelse. Nævnet bemærker, at det i henhold til Kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, kun kan prøve retlige spørgsmål og ikke Kystdirektoratets skønsmæssige vurdering af anlæggets påvirkning af kystlandskabet.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Nævnet vurderer, at den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ikke er tilsidesat. Det afgørende er, at der ifølge sagens oplysninger ikke er meddelt tilladelse til andre bådlifte i området. At der findes andre ulovligt etablerede anlæg, giver ikke klager en ret til at få tilladelse til et lignende anlæg. Etablering af faste anlæg på søterritoriet kræver tilladelse efter Kystbeskyttelseslovens § 16 a, stk. 1, nr. 2.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at ændre Kystdirektoratets afgørelse, som er baseret på en konkret, faglig vurdering. Da klagen ikke er blevet imødekommet, tilbagebetales klagegebyret ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.