Klage over Jammerbugt Kommunes afgørelse om ikke miljøvurderingspligt for udvidelse af fjernvarmeværk

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Jammerbugt Kommunes afgørelse af 12. juni 2019. Kommunen havde afgjort, at udvidelsen af et fjernvarmeværk på [adresse1] ikke var omfattet af krav om miljøvurdering og § 25-tilladelse i henhold til Miljøvurderingslovens § 21.

Projektets omfang og kommunens vurdering

Udvidelsen af fjernvarmeværket omfattede en tilbygning på 57 m2 til en varmepumpe og el/styringstavler samt etablering af tre udeluftoptagere. De tre udeluftoptagere skulle placeres på et areal, der tidligere var en boliggrund, men som nu var købt af varmeværket. Kommunen vurderede, at det eksisterende anlæg var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 3 a, og udvidelsen af bilag 2, punkt 13 a, som omhandler ændringer eller udvidelser af eksisterende projekter. På baggrund af en screening vurderede kommunen, at projektet ikke ville medføre væsentlige skadelige virkninger på miljøet, jf. kriterierne i miljøvurderingslovens bilag 6. Kommunen lagde vægt på, at vejledende støjgrænser kunne overholdes, og at anlægget ikke ville give anledning til vibrations- eller støvgener.

Klagerens anbringender

En matrikulær nabo klagede den 2. juli 2019 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte primært, at:

• Den ændrede arealanvendelse fra bolig til energianlæg burde betragtes som et særskilt nyt projekt, der skulle screenes som et energianlæg.
• Luft, som anlægget bruger, burde betragtes som et råstof og behandles i screeningen.
• Screeningen belyste ikke tilstrækkeligt påvirkningen fra støj (herunder lavfrekvent støj), støv og vibrationsgener. Klager henviste til Energistyrelsens anbefalinger om ikke at placere store varmepumper nær boligbebyggelse.
• Afgørelsen manglede en tilstrækkelig beskrivelse af anlægget, herunder bygningsmassens volumen i m3.
• Vurderingen var udelukkende baseret på ansøgers oplysninger, hvilket gjorde miljøpåvirkningen utilstrækkeligt belyst.
• Der burde udarbejdes en lokalplan, og projektet brød med kommuneplanrammen og det hidtidige facadeforløb.

Jammerbugt Kommunes bemærkninger

Jammerbugt Kommune fastholdt, at der var tale om en mindre udvidelse af et eksisterende varmeværk, ikke et nyt projekt. Kommunen afviste, at luft skulle betragtes som et råstof, da det blot cirkuleres. Vedrørende støj oplyste kommunen, at der etableres støjafskærmning, og at varmepumpen placeres i en isoleret bygning på vibrationsdæmpere for at forhindre vibrationer. Kommunen vurderede, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kunne overholdes, og at der ikke forventedes støvgener. Kommunen mente, at afgørelsen var truffet på et tilstrækkeligt grundlag med tegninger og målangivelser, og at klagers høringssvar var indgået i sagsbehandlingen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MKN) behandlede klagen i henhold til Miljøvurderingslovens § 49, stk. 1, som giver nævnet kompetence til at behandle klager over screeningsafgørelser for så vidt angår retlige spørgsmål. Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt det ansøgte projekt var miljøvurderingspligtigt, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 11, stk. 1. Klagepunkter vedrørende miljøklassificering og plangrundlag faldt uden for nævnets kompetence og henhører under Planklagenævnet.

Vurdering af miljøvurderingspligt

MKN bemærkede, at projekter, der kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, ikke må påbegyndes uden en forudgående miljøvurdering og tilladelse, jf. Miljøvurderingslovens § 15, stk. 1. Projekter omfattet af lovens bilag 2 kræver en screeningsafgørelse, jf. Miljøvurderingslovens § 21, hvor myndigheden vurderer, om projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet ud fra kriterierne i lovens bilag 6. En screening er en foreløbig vurdering baseret på bygherrens oplysninger og myndighedens viden.

MKN var enig med Jammerbugt Kommune i, at udvidelsen af fjernvarmeværket var omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 13 a, og at den ændrede arealanvendelse fra bolig til energianlæg ikke i sig selv medførte, at udvidelsen skulle sidestilles med etablering af et nyt energianlæg.

Nævnet fandt, efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og klagen, ikke grundlag for at tilsidesætte Jammerbugt Kommunes vurdering. Kommunen havde vurderet, at udvidelsen ikke ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed ikke udløste krav om en miljøkonsekvensrapport. MKN lagde vægt på, at kommunen havde foretaget en vurdering af projektets påvirkning på miljøet, herunder støj, og vurderet, at anlægget kunne overholde de vejledende støjgrænser og ikke ville medføre støv- eller vibrationsgener. Nævnet bemærkede desuden, at screeningen i henhold til Miljøvurderingslovens § 21 skal træffes på baggrund af ansøgers oplysninger og myndighedens viden og erfaringer, hvilket kommunen havde fulgt.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Jammerbugt Kommunes afgørelse af 12. juni 2019. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 17.