Miljøgodkendelse til nyttiggørelse af slagger under plansilo stadfæstet med ændring af vilkår om egenkontrol

Sagen omhandler Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse vedrørende Vesthimmerlands Kommunes miljøgodkendelse af 27. maj 2019 til nyttiggørelse af slagger under en plansilo til ensilage. Godkendelsen omfatter etablering af en 9.000 m2 plansilo, hvor der som bundsikring skal anvendes 16.200 tons kategori 3-slagger, overdækket med minimum 8 cm asfalt.

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen den 21. juni 2019 med flere anbringender:

Klagerens Anbringender

• Hjemmelsgrundlag: Klager anførte, at der ikke var hjemmel i Miljøbeskyttelsesloven § 33 til at meddele miljøgodkendelse til udlægning af kategori 3-slagger under en plansilo. Det blev henvist til, at anvendelse af kategori 3-slagger er udtømmende reguleret af Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald, og at en plansilo ikke er omfattet af bekendtgørelsens definition af bygge- og anlægsarbejder eller en ”plads”.
• Vilkår om egenkontrol: Vilkår 28 om to årlige gennemgange af plansiloens belægning for sprækker og sætninger blev anset for upræcist og utilstrækkeligt, da ensilage typisk opbevares i op til et år, hvilket gør det umuligt at efterse hele pladsen to gange årligt.
• Tilsyn med etablering: Vilkår 19 og 20 om uvildigt miljøtilsyn blev anset for illusoriske, da de involverede selskaber havde samme adresse og direktør, samt forretningsmæssige forbindelser.
• Risiko for forurening: Klager udtrykte bekymring for deponering af slagger tæt på et fredet og Natura 2000-beskyttet område (N30 Lovns Bredning mv.), ca. 40 m fra et tilløb til Lilleå/Lerkenfeld Å-systemet. Stigende nedbørsmængder og voldsommere vejrforhold blev fremhævet som en risiko for ukontrolleret forurening af åløbene.

Sagens Oplysninger

Ejendommen er et eksisterende husdyrbrug beliggende i landzone i et område med drikkevandsinteresser (OD). Terrænet falder mod nord, vest og øst, med et Natura 2000-område ca. 240 m nordvest for projektet og Lerkenfeld Ådal ca. 250 m nordvest. Nærmeste åløb er ca. 45 m øst for projektet.

Grundvandspejlinger i området viste, at grundvandsspejlet var dybere end 5 m under terræn, og den primære indvindingsboring var filtersat 51-57 m under terræn, overlejret af et lerlag. Ansøgningen angav, at slaggen skulle udlægges i 1 m tykkelse og overdækkes med 8 cm asfalt, samt at en 2 m randzone uden slagger skulle etableres. Alt ensilagesaft og regnvand skulle opsamles i en tank og udsprinkles.

Vesthimmerlands Kommune vurderede, at projektet ikke krævede en miljøvurdering efter miljøvurderingsloven, da det ikke antoges at have væsentlig indvirkning på miljøet. Kommunen fastholdt, at projektet krævede en miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelsesloven § 33 og kunne sidestilles med en plads. Kommunen oplyste desuden, at anlægget var opført i henhold til Landbrugets Byggeblade, og at vilkår 28 kunne have været formuleret mere præcist, da det var vanskeligt at gennemgå hele pladsen to gange årligt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Vesthimmerlands Kommunes miljøgodkendelse af 27. maj 2019 til nyttiggørelse af slagger under plansiloen, dog med en ændring af vilkår 28. Nævnet begrænsede sin prøvelse til hjemmelsgrundlaget, vilkår om egenkontrol, risiko for grundvandsforurening og Natura 2000, idet spørgsmålet om uvildigt tilsyn med etableringen (vilkår 19 og 20) blev anset for uaktuelt, da anlægget allerede var opført.

Hjemmelsgrundlaget

Nævnet fandt, at projektet var godkendelsespligtigt i henhold til Miljøbeskyttelsesloven § 33, da det var omfattet af Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed bilag 2, listepunkt K 206 om anlæg til nyttiggørelse af ikke-farligt affald. Nævnet var enig med kommunen i, at projektet ikke var omfattet af de bygge- og anlægsarbejder, der fremgår af Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald bilag 5, da en plansilo ikke kan anses for at være omfattet heraf. Slaggen blev anset for at være kategori 3-restprodukt, der alternativt skulle bortskaffes som affald, og anvendelsen som bundsikring udgjorde nyttiggørelse.

Vilkår om Egenkontrol

Nævnet ændrede vilkår 28, da det var almindelig praksis at opbevare ensilage i op til et år, hvilket gjorde to årlige eftersyn af hele pladsen urealistiske. Vilkåret blev ændret til, at virksomheden løbende og mindst én gang hvert halve år skal foretage systematisk gennemgang af tilgængelige dele af pladsens belægning for sprækker og sætninger, og mindst én gang årligt skal foretage gennemgang af pladsens samlede areal. Denne ændring var i overensstemmelse med Landbrugets Byggeblade nr. 103.09-03, som anbefaler årlige eftersyn for ensilagepladser.

Risiko for Forurening af Grundvand

Nævnet fandt, at der var tilstrækkelig sikkerhed for, at der ikke ville ske udvaskning af forurenende stoffer fra slaggen. Dette blev begrundet med, at slaggen skulle overdækkes med minimum 8 cm beton/asfalt, der sikrer maksimalt 1 % nedsivning, og at belægningen skulle fortsætte 2 m ud over slaggens sider. Desuden skulle belægningen være uden synlige sprækker og eventuelle skader udbedres hurtigst muligt, jf. miljøgodkendelsens vilkår 18. Nævnet vurderede, at der var tilstrækkelig afstand til grundvandsspejlet (over 1 m), og at spærrende lerlag forhindrede kontakt med dybereliggende magasiner. Projektets placering på et højdepunkt i terrænet mindskede risikoen for tilstrømning af overfladevand. Nævnet vurderede også, at selv med forventede stigninger i grundvandsstanden frem til 2050, ville afstanden til grundvandet fortsat være tilstrækkelig.

Natura 2000

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Vesthimmerlands Kommunes vurdering af, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-område nr. 30 (Lovns Bredning mv.) væsentligt, jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 6, stk. 1. Dette skyldtes, at der ikke var risiko for forurening af grundvand under og omkring slaggen, og at tungmetaller i slaggen var svært udvaskelige og immobile under den tætte konstruktion. Nævnet henviste til Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet) artikel 6, stk. 3, og EU-Domstolens praksis for væsentlighedsvurderinger.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.