Hjemvisning af sag om dispensation fra krav om beboelse på landbrugsejendom

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse af 24. april 2019, hvor styrelsen afslog en ansøgning om midlertidig dispensation fra kravet om passende beboelse på landbrugsejendommen [matrikel1] Veddelev By, Himmelev, [adresse1]. Klagen blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet af ejendommens ejer, et selskab, der var repræsenteret ved advokat. Klager anførte, at der var sket en forkert regelsanvendelse, idet klager er et selskab, og at der forelå særlige omstændigheder, der berettigede til dispensation efter Landbrugslovens § 20, stk. 2 frem for den oprindeligt ansøgte Landbrugslovens § 9, stk. 5. Klager oplyste desuden at have købt en yderligere landbrugsejendom, hvor bopælspligten midlertidigt opfyldes af lejere. Landbrugsstyrelsen havde oprindeligt givet dispensation fra kravet om passende beboelse den 6. november 2018, men på betingelse af, at ejendommen blev omnoteret som en landbrugsejendom uden beboelse efter Landbrugslovens § 10, og at en fremtidig køber skulle opfylde kravet om at eje en ejendom uden beboelse sammen med en ejendom med beboelse. Da klager ikke ejede en anden landbrugsejendom, afslog styrelsen den 24. april 2019 at dispensere fra kravet om, at en ejendom uden beboelse skal ejes sammen med en ejendom med beboelse. Styrelsen begrundede afslaget med, at der var tale om en nyerhvervelse, hvor klager var bekendt med en deklaration, der forbød beboelse på ejendommen, så længe der var forskningsmøller på naboejendommen. Landbrugsstyrelsen bemærkede i sin oversendelse til nævnet, at de forud for afgørelserne udelukkende var oplyst om, at klager var et investeringsfirma uden andre landbrugsejendomme med beboelse. Styrelsen havde derfor ikke overvejet landbrugslovens erhvervelsesregler i Landbrugslovens § 20. Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter Landbrugslovens § 38 a, stk. 3. ### Klagerens ansøgning og Landbrugsstyrelsens afgørelser Klager ansøgte den 18. september 2018 om midlertidig dispensation fra Landbrugslovens § 9, stk. 5, jf. stk. 1 til ikke at holde ejendommen forsynet med beboelsesbygning og til at nedklassificere denne. Begrundelsen var en deklaration, der forbød beboelse grundet forskningsmøller på naboejendommen. Landbrugsstyrelsen dispenserede den 6. november 2018 fra kravet om passende beboelse, men betingede dispensationen af, at ejendommen blev omnoteret som landbrugsejendom uden beboelse efter Landbrugslovens § 10, stk. 1, 2 og 5, og at en fremtidig køber opfyldte kravet om at eje en ejendom uden beboelse sammen med en ejendom med beboelse. Den 24. april 2019 afslog Landbrugsstyrelsen at dispensere fra kravet om sameje med en beboelsesejendom, da klager ikke ejede en anden landbrugsejendom og var bekendt med deklarationen ved erhvervelsen. ### Landbrugsstyrelsens bemærkninger til klagen Landbrugsstyrelsen oplyste, at de ikke havde fået nærmere oplysninger om klagerens identitet som selskab, og at Landbrugslovens § 20 derfor ikke var overvejet. De fremhævede også, at den tidligere sag, klager henviste til, var forskellig, da ejeren i den sag havde ejet ejendommen i over 10 år, da vindmøllesituationen opstod.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har hjemvist sagen til fornyet behandling i Landbrugsstyrelsen. Nævnet har begrænset sin prøvelse til Landbrugsstyrelsens manglende inddragelse af nye oplysninger, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2. ### Nævnets begrundelse for hjemvisning Nævnet lagde vægt på, at klager havde fremlagt nye oplysninger i klagen, som Landbrugsstyrelsen ikke havde været i besiddelse af ved den tidligere sagsbehandling, og som styrelsen derfor ikke havde forholdt sig til. Disse nye oplysninger vedrørte klagerens status som selskab og ønsket om dispensation efter Landbrugslovens § 20, stk. 1 i stedet for Landbrugslovens § 9, stk. 1. Nævnet bemærkede, at der ikke er en ansøgningsfrist for dispensationsansøgninger, hvilket betyder, at klager reelt kan få en anden vurdering ved en ny ansøgning med de nye oplysninger. Selvom de nye oplysninger ikke blev anset for væsentlige i forhold til gyldigheden af den påklagede afgørelse, betragtede nævnet dem som en fornyet dispensationsansøgning, som Landbrugsstyrelsen som førsteinstans skal tage stilling til. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8, og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.