Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klage over miljøgodkendelse til biogasanlæg grundet manglende individuel interesse

Sagen omhandler en klage over Svendborg Kommunes miljøgodkendelse af 1. april 2019 til etablering og drift af et biogasanlæg på [adresse1]. Biogasanlægget er tiltænkt at have en kapacitet på 59.500 ton biomasse pr. år og skal etableres i forbindelse med et eksisterende kvægbrug.

Klagerens anbringender

En omboende, bosat ca. 1,1 km syd for biogasanlægget i landsbyen Skovballe, påklagede afgørelsen den 27. april 2019. Klageren anførte flere punkter:

• Materialet anvendt i sagsbehandlingen var historisk, hvilket gjorde visualiseringen af landskabseffekten urealistisk.
• Den beskrevne alternative placering var urealistisk, da den forudsatte lang transport af gylle. Et mere realistisk alternativ ville være at dimensionere anlægget til gårdens faktiske størrelse i stedet for 40% større end gårdens kapacitet.
• Der burde være foretaget beregninger af hele produktionens belastning, ikke kun biogasanlæggets.
• Fravigelse af standardvilkår om omlæsserhal ville medføre lugtgener.
• Kommunen havde ignoreret høringssvar og givet samme begrundelse for ikke at inddrage samtlige 57 høringssvar.

Klageren supplerede den 10. juli 2019 med, at kommunens tilsagn om kontrol ikke var tilstrækkeligt, da kommunen tidligere ikke havde grebet ind over for manglende overholdelse af vilkår for kvægproduktionen på samme adresse.

Sagsbehandling og baggrund

Projektet er omfattet af en selvstændig miljøvurdering (miljøkonsekvensrapport), udarbejdet af ansøger. Svendborg Kommune har efterfølgende udarbejdet en miljøgodkendelse, der omfatter selve biogasanlægget og erstatter en VVM-tilladelse efter Miljøvurderingslovens § 25. Til etablering af biogasanlægget er der udarbejdet kommuneplantillæg nr. 2017.01 og lokalplan 631.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) afviste at realitetsbehandle klagen over Svendborg Kommunes miljøgodkendelse af biogasanlægget.

Indledende bemærkninger

MFKN konstaterede, at klagen var indgivet som en klage vedrørende miljøvurdering af et konkret projekt, og at klageren havde anført klagepunkter vedrørende den udarbejdede miljøvurdering. Nævnet bemærkede, at en tilladelse efter Miljøvurderingslovens § 25 helt eller delvist kan erstattes af en tilladelse udstedt i medfør af anden lov, jf. Miljøvurderingslovens § 15, stk. 4. Desuden fremgår det af Bekendtgørelse om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM) § 9, at en godkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 33 eller en tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 28 helt eller delvist erstatter en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Da VVM-tilladelsen i denne sag var erstattet af en miljøgodkendelse, behandlede nævnet klagen som en klage over miljøgodkendelsen.

Klageberettigelse

Ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 98, stk. 1, nr. 2 kan afgørelser efter lovens § 33 påklages af enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald. MFKN fandt, at klageren ikke havde en sådan individuel interesse i sagen, der kunne begrunde klageberettigelse. Nævnet lagde vægt på, at klagerens ejendom er beliggende i en landsby med ca. 15 tætliggende ejendomme, og at klagerens ejendom ligger i den sydligste del af landsbyen, ca. 1,1 km fra virksomheden, og dermed blandt de boliger i landsbyen, der ligger længst væk fra virksomheden. Klageren ville derfor ikke blive påvirket af afgørelsen på en måde, der var speciel i sammenligning med den påvirkning, som afgørelsen ville have for en større personkreds.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3.