Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om miljøgodkendelse til husdyrbrug i Assens Kommune

Assens Kommune meddelte den 9. maj 2019 miljøgodkendelse til en udvidelse af ægproduktionen på en ejendom, der ville øge produktionen fra 257,3 dyreenheder (DE) til et samlet produktionsareal på 10.435 m2. Projektet indebar opførelse af en ny stald og et gødningshus på barmark, ca. 400 meter fra den eksisterende bebyggelse, og blev klassificeret som et IE-brug, da produktionen oversteg 40.000 stipladser for fjerkræ. Kommunen meddelte desuden dispensation efter Bekendtgørelse om godkendelse og tilladelse m.v. af husdyrbrug § 33 (50 %-reglen) til fravigelse af geneniveauerne i bekendtgørelsens § 31.

Flere omboende påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 3. juni 2019. Klagerne anførte, at det nye barmarksprojekt ville medføre øgede lugt-, flue- og støjgener, der ville overskride den naboretlige tålegrænse. De kritiserede også kommunens manglende vurdering af miljømæssige konsekvenser for naboejendomme med landbrugspligt og anførte, at dispensationen efter 50 %-reglen var ulovlig.

Anmodning om opsættende virkning

Klagerne anmodede specifikt Miljø- og Fødevareklagenævnet om at tage stilling til, hvorvidt klagen skulle have opsættende virkning. De argumenterede for, at klagen burde have opsættende virkning, da det nye staldanlæg opføres uden tilknytning til den nuværende bebyggelse, hvilket er et centralt kriterium i Husdyrbruglovens § 81, stk. 3.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at bestemme, at klagen over Assens Kommunes afgørelse af 9. maj 2019 ikke skulle have opsættende virkning. Nævnet stadfæstede dermed, at klagen har opsættende virkning.

Begrundelse for opsættende virkning

Nævnet lagde vægt på, at der i sagen var tale om opførelse af ny bebyggelse uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer. Dette er i overensstemmelse med Husdyrbruglovens § 81, stk. 3, 2. pkt., som fastslår, at en rettidig klage over en godkendelse eller tilladelse, der indebærer opførelse af bebyggelse uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer, som udgangspunkt har opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer andet. Nævnet opmålte afstanden fra det ansøgte i øst til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer til ca. 400 meter, hvilket understøttede vurderingen af, at der var tale om en ny, fritliggende bebyggelse.

Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige, konkrete forhold, der talte for at fravige hovedreglen om, at klagen har opsættende virkning. Som følge heraf må den påklagede miljøgodkendelse ikke udnyttes, før Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet endelig afgørelse i klagesagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.