Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til telemast ved Humleore Skov

Ringsted Kommune meddelte den 28. marts 2019 landzonetilladelse til opstilling af en 48 meter høj telemast med tilhørende teknikhus på ejendommen [matrikel1] Humleore Skov, Vigersted. Afgørelsen blev truffet i medfør af Planlovens § 35, stk. 1 og var betinget af flere vilkår, herunder at masten skulle stilles til rådighed for andre operatører, konstrueres til at bære antenner fra minimum fire udbydere, fremstå i en afdæmpet farve, og at eksisterende samt supplerende beplantning skulle bevares eller etableres. Tilladelsen blev givet med henblik på at forbedre mobil- og internetdækningen langs jernbanen, hvilket kommunen anså for at være et væsentligt samfundsmæssigt gode. Kommunen vurderede, at placeringen var den landskabeligt bedste, da den var i nærhed af eksisterende bebyggelse og jernbanen, og den eksisterende skovbeplantning ville skærme anlægget.

Området og ansøgningen

Ejendommen ligger i landzone og er udpeget som fredskov og beskyttelsesområde i kommuneplan 2017 for Ringsted Kommune. Kommuneplanen fastsætter retningslinjer for tekniske anlæg i det åbne land, herunder at de som hovedregel skal placeres, hvor de ikke er i konflikt med landskabelige interesser, og at placering i beskyttelsesområder kun kan ske, hvis det er til samfundsmæssig gavn og ikke i strid med udpegningens formål. Ansøgningen omhandlede en 48 meter høj gittermast med en teknikkabine på ca. 18 m², der skulle dække et område på ca. 238 m². Formålet var at sikre god internetdækning i tog på statens jernbanenet. Ansøgeren havde overvejet fire alternative placeringer, men fravalgte dem på grund af utilstrækkelig dækning eller uhensigtsmæssig landskabelig påvirkning.

Klagen og kommunens bemærkninger

Danmarks Naturfredningsforening klagede den 17. april 2019 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte primært, at telemasten ville være skæmmende for det naturskønne landskab, og at den ville være synlig vidt omkring, især da den skulle kunne bære udstyr fra fire udbydere. Klageren mente desuden, at masten ville blive placeret på grænsen af en fredet ås, hvilket var imod fredningens ånd, og at behovet for dækning kunne opfyldes via eksisterende telemaster eller en alternativ placering øst for en rasteplads. Kommunen fastholdt, at masten og teknikhuset ville være landskabeligt tilpasset på grund af eksisterende beplantning og de stillede vilkår. Kommunen vurderede, at fredningen af åsen ikke ville blive berørt, og at den valgte placering var den mest hensigtsmæssige for at dække banelegemet og binde eksisterende dækningsområder sammen.

Planklagenævnet stadfæstede Ringsted Kommunes afgørelse af 28. marts 2019 om landzonetilladelse til opstilling af en 48 meter høj telemast med tilhørende teknikhus på ejendommen [matrikel1] Humleore Skov, Vigersted. Nævnet fandt, at den ansøgte telemast tjente en væsentlig samfundsmæssig interesse, idet den skulle bidrage til at sikre god internetdækning i tog på statens jernbanenet, hvilket var nødvendigt for at passagerer kunne anvende toget som en fuldt funktionsdygtig arbejdsplads. Nævnet lagde desuden til grund, at der var et behov for bedre mobildækning i området langs jernbanen.

Vurdering af placering og landskabelige hensyn

Planklagenævnet vurderede, at den nederste del af masten ville være skjult af træer, at masten ville blive placeret op ad jernbanen, som er et teknisk anlæg, og at den ville fremstå i umiddelbar nærhed af eksisterende bebyggelse. Nævnet fandt ikke, at området åbnede mulighed for en bedre egnet placering ud fra hensyn til både dækningsbehov og landskab. En placering øst for rastepladsen blev ikke anset for en bedre løsning, da masten her ville virke meget dominerende i landskabet, og skovområdet mod nord ville skygge for dækningen af jernbanen. De eksisterende telemaster kunne heller ikke opfylde dækningsbehovet.

Landskabelige værdier og fredning

Nævnet anerkendte, at en placering i skov ikke nødvendigvis er landskabeligt hensigtsmæssig, og at masten ville være synlig på lang afstand. Dog lagde nævnet vægt på, at der fortsat ville være mulighed for at se og opleve skoven, og at der var givet dispensation til placeringen efter skovloven. Nævnet fandt ikke, at telemasten med den konkrete placering var i konflikt med de landskabelige interesser i området, herunder udpegningen til beskyttelsesområde, da masten ikke forhindrede opretholdelsen af områdets særlige elementer, såsom den fredede ås og den høje bevoksningsgrad, i en grad, der var til hinder for en landzonetilladelse, set i lyset af de samfundsmæssige hensyn til teledækning. Vedrørende placeringen nær den fredede ås bemærkede nævnet, at masten ville stå ca. 50 meter fra åsen og bag et område med træer, og at den derfor ikke var i strid med fredningskendelsens bestemmelser.

Kompetence og lovgrundlag

Planklagenævnet har kompetence til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planlovens § 35, stk. 1, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet henviste til de generelle principper for landzonetilladelser, herunder formålet med zoneinddelingen om at forhindre byspredning og sikre hensyn til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige interesser samt samfundsmæssige interesser, jf. Planlovens § 1, stk. 2. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planlovens § 56, stk. 2.