Stadfæstelse af afslag på dispensation til hoteldrift i strid med lokalplan

Københavns Kommune afslog den 8. januar 2019 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 156, [vejnavn2], til indretning af et hotel i ejerlejlighederne på adresserne [adresse1] og [adresse2]. Afslaget blev påklaget til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanens bestemmelser

Sagen omhandler to ejerlejligheder beliggende i lokalplan nr. 156's område I, som blev vedtaget i 1991. Lokalplanens formål er at fastlægge og opretholde området som boligområde, jf. lokalplanens § 1. Yderligere fastsætter lokalplanens § 3, stk. 1, at områderne I og II er fastlagt til boligformål. Lokalplanens § 3, stk. 2, åbner dog mulighed for, at kommunen efter nærmere godkendelse kan tillade opførelse og indretning af bebyggelse til kollektive anlæg og institutioner samt andre sociale servicefunktioner, der naturligt finder plads i et boligområde.

Kommunens afgørelse og begrundelse

Kommunen havde tidligere, den 21. september 2018, meddelt afslag på ansøgningen om etablering og indretning af hotel. Efter en klage fra ejeren traf kommunen en ny afgørelse den 8. januar 2019, hvor afslaget på dispensation til indretning af 11 hotelværelser og en reception blev fastholdt. Kommunen begrundede afslaget med, at hotelindretning ikke er i overensstemmelse med lokalplanens fastlagte anvendelse til boligformål, jf. lokalplanens § 3, stk. 1. Kommunen vurderede, at en dispensation ville stride mod lokalplanens principper, da anvendelsesbestemmelserne betragtes som en del af lokalplanens indhold, som der sædvanligvis ikke dispenseres fra. Kommunen oplyste desuden, at lejemålene sidst var godkendt til diskotek og dansesal/danseskole i henholdsvis 1990 og 1958, og at en omdannelse til hotel udgjorde en væsentlig ændring af de lovligt eksisterende forhold, som ikke opfyldte lokalplanens bestemmelser. Det blev dog bemærket, at indretningen af hotel på ejendommens 3. og 4. sal var godkendt før lokalplanens vedtagelse og derfor var lovlig eksisterende anvendelse.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at kommunens sagsbehandling led af væsentlige fejl, herunder tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og lighedsgrundsætningen. Klageren henviste til, at ejerlejlighederne ifølge BBR-meddelelser tidligere var benyttet til sundhedsformål, detailhandel, undervisning/forskning og hotel/restaurant. Klageren argumenterede for, at en tidligere tilladelse til hotel på 3. og 4. sal i 2009 skabte en berettiget forventning om en tilsvarende dispensation, og at et afslag ville være i strid med lighedsgrundsætningen. Desuden mente klageren, at kommunens afslag var i strid med proportionalitetsprincippet.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at lejemålene var godkendt til diskotek og dansesal/danseskole. Kommunen vurderede, at hotelvirksomhed ikke kan sidestilles med disse anvendelser planlægningsmæssigt, og at etablering af hotel derfor ikke var en fortsættelse af den lovligt eksisterende anvendelse. Kommunen understregede, at BBR-registreringer ikke er ensbetydende med godkendt anvendelse. Kommunen afviste, at afgørelsen var i strid med lighedsgrundsætningen, da tilladelsen fra 2009 vedrørende 3. og 4. sal var for lovlig eksisterende anvendelse fra før lokalplanens vedtagelse og derfor ikke var sammenlignelig. Endelig afviste kommunen, at afgørelsen var i strid med proportionalitetsprincippet, da den ansøgte anvendelse stred mod lokalplanens anvendelsesbestemmelser, og en dispensation ville være i strid med planens principper.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afslag på dispensation til indretning af hotel. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var i overensstemmelse med gældende ret.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om kommunens hjemmel til afslag på dispensation og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige principper som lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet.

Vurdering af dispensation fra lokalplanen

Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Kommunens udnyttelse af en kompetencenorm, som den i lokalplanens § 3, stk. 2, skal ske via en dispensationsprocedure efter Planloven § 19 og med naboorientering efter Planloven § 20.

Planklagenævnet vurderede, at indretning af et hotel ikke er i overensstemmelse med lokalplanens § 3, stk. 1, der fastlægger området til boligformål. Nævnet fandt heller ikke, at hoteldrift er omfattet af lokalplanens § 3, stk. 2, som giver mulighed for kollektive anlæg, institutioner eller sociale servicefunktioner. Da hotelanvendelsen ikke ligger meget tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse til boligformål, og da den strider mod lokalplanens formålsbestemmelse i § 1, fandt nævnet, at kommunen ikke lovligt kunne dispensere fra lokalplanens principper. Kommunen havde derfor hjemmel til at give afslag på dispensation.

Berettigede forventninger, lighedsgrundsætningen og proportionalitetsprincippet

Planklagenævnet fandt ikke, at klageren havde krav på dispensation som følge af berettigede forventninger, da der ikke var forhold, der kunne begrunde sådanne forventninger. Nævnet afviste også, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen. Dette skyldtes, at hotelvirksomheden på ejendommens 3. og 4. sal var etableret før lokalplanens vedtagelse og dermed var lovlig eksisterende anvendelse, hvilket gjorde den usammenlignelig med den ansøgte ændring. Endelig fandt nævnet, at kommunens afslag ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, da kommunen ikke lovligt kunne dispensere til den ansøgte hotelanvendelse.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Københavns Kommunes afgørelse af 8. januar 2019. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen. Afgørelsen vedrørende klagegebyret kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.