Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om miljøgodkendelse til udvidelse af minkfarm - Lemvig Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om miljøgodkendelse til udvidelse af en minkfarm på en adresse i Lemvig Kommune. Sagen er påklaget af omboende og en forening, som har anført, at den meddelte miljøgodkendelse vil medføre en merdeposition af kvælstof på en nærtliggende kategori 3-mose, hvilket vil være ødelæggende for mosen, der indeholder et beskyttelsesværdigt fattigkær. Klagerne har desuden kritiseret kommunens valg om at lægge vægt på en naturvurdering udarbejdet af ansøgers konsulent, som de anser for at være uvildig og i strid med kommunens egne registreringer og tidligere vurderinger.

Sagen har en lang forhistorie med flere tidligere afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet, hvor kommunens godkendelser er blevet ophævet og hjemvist. Dette skyldtes tidligere forkerte beregninger af ammoniakdeposition og inddragelse af planlagte naturplejeprojekter i vurderingen af påvirkningen af mosearealet.

Baggrund for den påklagede afgørelse

I forbindelse med den fornyede behandling af sagen har ansøgers konsulent udarbejdet en naturvurdering, der konkluderer, at mosearealet er et overgangsrigkær med en højere tålegrænse for kvælstof end fattigkær. Denne vurdering er baseret på forekomsten af specifikke plantearter og Ellenbergværdier, som indikerer et mere næringsrigt levested. Konsulenten har anført, at den samlede deposition på 21,8 kg N/ha/år ligger inden for tålegrænsen for rigkær, og at der derfor ikke er grund til at antage, at arealets tilstand vil ændres.

Lemvig Kommune fastholdt oprindeligt sin vurdering af mosearealet som fattigkær med en tålegrænse på 15 kg N/ha/år. Dog besluttede kommunalbestyrelsen den 19. december 2018 at lægge ansøgers konsulents vurdering til grund. På baggrund heraf meddelte Lemvig Kommune den 11. april 2019 en ny miljøgodkendelse til udvidelse af minkproduktionen fra 3.088 til 4.996 årstæver. Kommunen vurderede, at hverken mer- eller totaldepositionen ville medføre en væsentlig påvirkning eller tilstandsændring af moseområdet, idet naturtypen blev anset for at være overgangsrigkær med en tålegrænse på 15-30 kg N/ha/år. Kommunen lagde desuden vægt på, at naturkvaliteten var middel til over middel, at mosen ikke var højt prioriteret i kommuneplanen, og at der var andre kilder til næringsstoffer.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klagerne har anført, at den påklagede afgørelse er i strid med nævnets tidligere afgørelser og de vurderinger, som nævnet herved har lagt til grund. De har desuden bemærket, at den meddelte miljøgodkendelse vil medføre en merdeposition på 3,6 kg N/ha/år, hvilket vil være ødelæggende for mosen. Ansøger har i sine bemærkninger til klagen forsvaret konsulentens vurdering og anført, at den er objektiv og begrundet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i denne klagesag alene behandlet, hvorvidt det ansøgte projekt vil medføre en væsentlig ammoniakpåvirkning og dermed en tilstandsændring af det nærtliggende § 3-beskyttede moseområde øst for husdyrbruget. Sagen er behandlet efter de hidtil gældende regler i Husdyrbrugloven og Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug, da ansøgningen blev indsendt før den 1. august 2017, og klagen er indgivet rettidigt efter denne dato.

Nævnets vurdering af naturtypen

Nævnet er ikke enig i Lemvig Kommunes vurdering af naturtypen som overgangsrigkær. Nævnet finder derimod grundlag for at fastholde kommunens oprindelige naturvurdering fra 2016, som understøttes af en ekstern vurdering fra 2018. Denne vurdering konkluderer, at moseområdet indeholder overgangsfattigkær, hængesæk og overgangsrigkær. Nævnet har lagt vægt på arealets varierende terræn, hydrologi og jordbundstype, som skaber heterogenitet og muliggør forekomsten af flere kærtyper. Desuden rummer mosen en række nøjsomhedsarter, der indikerer et lavt optimum for kvælstof. På denne baggrund vurderer nævnet, at tålegrænsen for mosen ligger inden for tålegrænseintervallet for fattigkær og hængesæk.

Ammoniakdeposition og baggrundsbelastning

Miljø- og Fødevareklagenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte Lemvig Kommunes beregninger af ammoniakdepositionen fra den ansøgte udvidelse. Nævnet konstaterer, at den højeste ammoniakdeposition til mosen er 8,7 kg N/ha/år. Ved beregning af baggrundsbelastningen har nævnet anvendt et gennemsnit af grid-niveauet over de tre forudgående år for kommunens afgørelse, hvilket resulterer i en baggrundsbelastning på 13,2 kg N/ha/år. Den samlede ammoniakdeposition til mosen, inklusive baggrundsbelastning, er herefter beregnet til 21,9 kg N/ha/år ved den ansøgte drift.

Sammenfattende vurdering og afgørelse

Det følger af nævnets praksis, at der ikke er tale om en tilstandsændring, hvis den samlede ammoniakpåvirkning ligger inden for tålegrænseintervallet for den pågældende naturtype. Ifølge DCE-notatet "Opdatering af empirisk baserede tålegrænser" fra september 2018 er tålegrænseintervallet for hængesæk og fattigkær henholdsvis 10-15 kg N/ha/år og 10-20 kg N/ha/år.

Da den samlede ammoniakdeposition på 21,9 kg N/ha/år overskrider den øvre tålegrænse for fattigkær og hængesæk, finder Miljø- og Fødevareklagenævnet, at den ansøgte merdeposition vil medføre en væsentlig ammoniakpåvirkning, som vil kunne medføre en tilstandsændring af det nærtliggende moseområde. Det følger herefter af Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug § 11, stk. 1 jf. Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug § 11, stk. 3 og Husdyrbruglovens § 19, at der ikke er hjemmel til at meddele godkendelse til en minkproduktion på 4.996 årstæver.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Lemvig Kommunes afgørelse af 11. april 2019 om miljøgodkendelse til udvidelse af minkfarmen med virkning fra 6 måneder fra nævnets afgørelse. Sagen hjemvises til fornyet behandling i kommunen. Indtil Lemvig Kommune har truffet afgørelse, må minkhallerne 37-44 ikke inddrages i produktionen, og det samlede dyrehold må ikke overstige 4.263 årstæver. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.