Planklagenævnets afvisning af klage over landzonetilladelse til telemast på Langeland grundet manglende klageberettigelse

Langeland Kommune meddelte den 28. marts 2019 en landzonetilladelse til opstilling af en telemast på en ejendom. Afgørelsen blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet af en ejer af en nærliggende ejendom.

Klagen og dens indhold

Klageren indsendte sin klage den 26. april 2019, og den blev modtaget af Planklagenævnet via Langeland Kommune den 16. maj 2019. Hovedanliggendet i klagen var, at telemasten ville være synlig fra områder med fredet mose, tæt på skov og strand samt i et område med rigt dyreliv, hvilket klageren mente ville have en negativ indvirkning.

Kommunens og klagerens oplysninger

Langeland Kommune oplyste, at klagerens ejendom ligger cirka 740 meter fra opstillingsstedet, og at masten forventedes at være synlig i en radius af cirka 800 meter. Kommunen bemærkede desuden, at klagerens ejendom var udlejet.

Klageren anførte, at vedkommende ikke aktuelt boede på ejendommen, men forventede at flytte tilbage inden for få år, idet ejendommen havde været i klagerens eje siden 1984. Klageren fremhævede, at masten ville være tydeligt synlig fra ejendommen, især fra første sal, og at den af kommunen nævnte beplantning på kun 3 meters højde ikke ville kunne skjule den ansøgte mast.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da klageren ikke blev anset for at være klageberettiget i sagen.

Generelt om klageberettigelse

Planklagenævnet kan behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale tilladelser i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Reglerne for klageberettigelse er fastsat i Planloven § 59. Klageberettigelse kræver enten en retlig interesse i sagens udfald eller at klageren er en landsdækkende forening eller organisation med specifikke formål og medlemstal. Udtrykket "retlig interesse" fortolkes snævert i sager om landzonetilladelser, hvor det er et krav, at en klager er konkret, aktuelt og direkte berørt af afgørelsen. En potentiel gene eller en indirekte interesse, herunder et eventuelt tab af ejendomsværdi, anses ikke for tilstrækkelig til at begrunde klageberettigelse.

Planklagenævnets vurdering og afgørelse

Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke boede på ejendommen på tidspunktet for klagen, og at den forventede tilbageflytning ikke var fastlagt eller nært forestående. På baggrund heraf fandt Planklagenævnet, at klagerens interesse i sagen ikke var tilstrækkelig aktuel til at opfylde kravene for klageberettigelse. Klagen blev derfor afvist.

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt til klagerens NemKonto.