Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til opførelse af nyt stuehus, stald og maskinhus

Odsherred Kommune afslog den 26. februar 2019 en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af et nyt stuehus, stald/lade og maskinhus på ejendommen [matrikel1], [adresse1]. Afgørelsen blev truffet i henhold til Planloven § 35, stk. 1.

Ejendommens karakter og placering

Ejendommen består af to matrikler: [matrikel2] i byzone og [matrikel1] i landzone. De oprindelige bygninger, herunder et stuehus fra 1850, lå på [matrikel2]. Stuehuset blev fjernet i 2010, og ejendommen har ifølge kommunen ikke været beboet siden 1994. Den ansøgte placering på [matrikel1] ligger inden for åbeskyttelseslinjen om Nordkanal, er udpeget som økologisk forbindelse, kirkeomgivelser og bevaringsværdigt landskab i kommuneplan 2017-2029 for Odsherred Kommune, og ligger cirka 100 m fra byzone.

Sagens forløb og tidligere tilladelser

Kommunen modtog i 2006 en ansøgning om udflytning af bygninger og dyrehold. I 2007 blev der givet dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 16 (åbeskyttelseslinje) og landzonetilladelse til opførelse af nyt stuehus, stald/lade og lager. Denne tilladelse blev dog ophævet af daværende Naturklagenævn i juni 2007 og hjemvist til fornyet behandling efter husdyrbrugloven, da projektet overskred 15 dyreenheder. En revideret landzonetilladelse med under 15 dyreenheder blev givet i november 2007, efterfulgt af en byggetilladelse i februar 2008. Lokalplan nr. 2009-22 for boliger ved [vejnavn2] i Asnæs blev vedtaget i oktober 2009, og i maj 2010 blev der givet nedrivningstilladelse til det oprindelige stuehus og tre landbrugsbygninger.

I 2018 spurgte ansøgeren til gyldigheden af byggetilladelsen, idet byggeriet var påbegyndt i 2008, men sat i bero grundet finanskrisen. Kommunen meddelte, at tilladelsen ikke længere var gyldig, da der var gået 10 år uden synlig aktivitet. En ny ansøgning om byggetilladelse blev indsendt i juni 2018.

Ansøgningens indhold og kommunens afslag

Ansøgningen omfatter opførelse af et nyt stuehus på 250 m2, en stald/lade/forrum/toilet/disponibelt rum på 540 m2 og et maskinhus på 223 m2 på [matrikel1]. Ansøgeren begrundede behovet med salg af moderejendommen til boligbyggeri og en nedbrændt lade i 2005. Planen er at holde 4 ammekøer med kalve.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at det ansøgte ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom, og at det eksisterende dyrehold blev vurderet som et hobbylandbrug. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen ikke havde været beboet i 25 år, at udflytningen nærmere antog karakter af opførelse af en ny beboelsesejendom i landzone, og at salg af byzonearealet ikke kunne begrunde en udflytning. Desuden vurderede kommunen, at den tidligere dispensation fra åbeskyttelseslinjen ikke længere var gyldig, og at det ansøgte byggeri ville bidrage til en bymæssig karakter i området.

Klagen til Planklagenævnet

Ansøgeren klagede til Planklagenævnet den 25. marts 2019. Klagen henviste til sagens forløb, de tidligere givne tilladelser, og at der altid havde været husdyr på ejendommen. Klageren anførte, at byggeriet blev påbegyndt i 2008, men sat i bero grundet finanskrisen. Klageren oplyste desuden, at der havde været en lade på [matrikel1] fra 1940 til 2006, og at ejendommen havde været beboet frem til 1999. Klageren mente, at udflytningen var i planlovens ånd for at skabe plads til bynære boliger og ønskede at udvide dyreholdet på sigt.

Planklagenævnet stadfæstede Odsherred Kommunes afgørelse af 26. februar 2019 om afslag på landzonetilladelse til opførelse af nyt stuehus, stald/lade og maskinhus på ejendommen [matrikel1], [adresse1].

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle en kommunes afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet foretog en fuld prøvelse af det ansøgte projekt.

Forholdet til husdyrbrugloven

Nævnet lagde til grund, at det ansøgte husdyranlæg har et produktionsareal på mindre end 100 m2, og at projektet derfor ikke er omfattet af Husdyrbrugloven § 3, stk. 1. Sagen skulle derfor behandles efter planloven.

Gyldighed af tidligere landzonetilladelser

Planklagenævnet fandt, at landzonetilladelsen fra 2007 ikke længere var gyldig. Dette skyldes, at tilladelsen ikke var udnyttet inden for den gældende frist, da byggeriet havde været afbrudt i 10 år (2008-2018). En landzonetilladelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år, jf. Planloven § 56, stk. 2.

Generelle landzoneregler og udflytning af bygninger

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker i planlagte områder. Landzonereglerne skal administreres under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn. Der er ikke en umiddelbar ret til at udflytte landbrugsbygninger fra by- eller sommerhusområder til det åbne land. En tilladelse kan gives, hvis det er erhvervsmæssigt nødvendigt for den landbrugsmæssige drift, der ikke er fundet andre egnede placeringsmuligheder, og der ikke tilsidesættes væsentlige landskabelige hensyn. Jo mere landskabeligt værdifuldt området er, jo tungere skal de erhvervsmæssige interesser veje. Ønsker begrundet i herlighedsværdi er ikke tilstrækkelige.

Planklagenævnets samlede vurdering

Nævnet var ikke bundet af kommunens tidligere, upåklagede landzonetilladelse fra 2007. Det forhold, at der tidligere har ligget en lade på [matrikel1] eller at bygninger er registreret i BBR, blev ikke tillagt betydning, da der faktuelt ikke er bygninger på matriklen, og de oprindelige bygninger lå i byzone.

Planklagenævnet vurderede, at en tilladelse til det ansøgte byggeri ville være i uoverensstemmelse med landzonebestemmelsernes formål, herunder landskabelige beskyttelseshensyn og hensynet til at opretholde en klar grænse mellem by og land. Nævnet lagde vægt på:

• Placeringen inden for åbeskyttelseslinjen og i et område med væsentlige landskabelige beskyttelseshensyn i kommuneplanen.
• At der er tale om et uplanlagt areal nær et planlagt byzoneområde.
• Ejendommens beskedne størrelse (4,6 ha) og det tilsvarende beskedne dyrehold (4 ammekøer med kalve). Nævnet fandt ikke, at der var tilstrækkeligt tungtvejende driftsmæssige hensyn til at begrunde en landzonetilladelse. Fremtidige planer for dyrehold skal være konkrete for at kunne indgå i vurderingen af erhvervsmæssig nødvendighed.
• At ønsket om at afhænde den del af ejendommen, der ligger i byzone, til byudvikling ikke kan føre til en anden vurdering, især da der ikke er givet tilladelse til udskillelse af [matrikel1] fra landbrugsejendommen.
• Hensynet til præcedens.
• Ansøgerens personlige tilknytning til ejendommen kan ikke tillægges betydning efter landzonebestemmelserne.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.