Energiklagenævnet ophæver Forsyningstilsynets afgørelse om individuelt effektiviseringskrav for Vores Elnet A/S

Sagen omhandler en klage fra Vores Elnet A/S, repræsenteret af Dansk Energi, over Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2019. Afgørelsen pålagde Vores Elnet A/S et individuelt effektiviseringskrav på 700.000 kr., som skulle fradrages i indtægtsrammen for 2019 og de efterfølgende årlige indtægtsrammer frem til 2022. Baggrunden for sagen er reguleringen af elnetvirksomheder, der som naturlige monopoler er underlagt en indtægtsrammeregulering for at fremme effektivisering og lavere priser for forbrugerne. Ifølge Elforsyningsloven § 69, stk. 1 fastsætter Forsyningstilsynet en indtægtsramme under hensyntagen til den enkelte virksomheds effektiviseringspotentiale. Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 1 foreskriver anvendelse af benchmarking til beregning af individuelle effektiviseringskrav.

Forsyningstilsynets afgørelse

Forsyningstilsynet anvendte for første gang en ny totaløkonomisk benchmarkingmetode, der udover drifts- og afskrivningsomkostninger også omfatter forrentning af kapitalen. Metoden er baseret på anbefalinger fra Benchmarkingekspertgruppen. Forsyningstilsynet tog forsigtighedshensyn ved at fastsætte et loft over effektiviseringspotentialet og reducere alle krav med 10%. Vores Elnet A/S fik et beregnet potentiale på 3,3%, men et fastsat potentiale på 1,8% af udmøntningsgrundlaget. Forsyningstilsynet sikrede mod dobbelttælling i henhold til Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 13, så det individuelle krav kunne bortfalde, hvis det generelle krav var højere. Visse omkostninger kunne holdes ude af omkostningsgrundlaget, jf. Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 3, nr. 1-3.

Klagerens anbringender

Klager gjorde principalt gældende, at afgørelsen skulle ophæves og hjemvises på grund af mangler ved benchmarkingmodellen. Subsidiært blev det anført, at afgørelsen skulle ophæves, da den var truffet for sent, og Energistyrelsens dispensation manglede hjemmel. Klager fremførte følgende hovedpunkter:

• Urealistiske og kontraintuitive effektiviseringspotentialer: Dansk Energi mente, at et samlet effektiviseringspotentiale på ca. 883 mio. kr. var urealistisk, og at modellen fejlagtigt viste, at netvirksomheder med mange kunder generelt var mere ineffektive.
• Manglende homogenitet: Klager argumenterede for, at netvirksomhederne ikke er homogene, og at benchmarkingmodellen ikke tilstrækkeligt tager højde for forskelle i spændingsniveauer, aktiviteter og lovgivningsmæssige rammer. Dette strider mod Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 2, som kræver, at metoden i vidt omfang beskriver netvirksomhedernes omkostninger. Ekspertvurderinger støttede, at metoden ikke var hensigtsmæssig eller robust.
• Antagelse om konstant skalaafkast: Klager afviste Forsyningstilsynets test af antagelsen om konstant skalaafkast i DEA-modellen og henviste til ekspertvurderinger, der konkluderede, at antagelsen entydigt skulle forkastes.
• Særlige omkostninger og væsentlighedskriterie: Klager mente, at omkostninger til Smart Grid burde undtages benchmarking, og at Forsyningstilsynet ikke havde hjemmel til at fastsætte et væsentlighedskriterie for undtagelse af særlige omkostninger, jf. Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 3, nr. 4.
• Fristoverskridelse: Klager anførte, at afgørelsen var truffet efter fristen i Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 52, stk. 4 og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 12, stk. 4. Klager bestred Energistyrelsens kompetence til at dispensere fra fristen, da det var uforeneligt med Elforsyningsloven § 69 og dens forarbejder, og at dispensationen var i strid med proportionalitetsprincippet og meddelt uden partshøring.

Forsyningstilsynets bemærkninger

Forsyningstilsynet fastholdt, at benchmarkingmetoden var lovlig og gyldig, baseret på fagligt anerkendte metoder og udarbejdet i en transparent proces. De afviste, at effektiviseringspotentialerne var urealistiske og henviste til, at Benchmarkingekspertgruppen havde vurderet netvirksomhederne som tilstrækkeligt sammenlignelige. Vedrørende konstant skalaafkast henviste Forsyningstilsynet til ekspertanbefalinger og en vurdering, der støttede deres test. Angående særlige omkostninger fastholdt Forsyningstilsynet, at de havde et bredt skøn til at vurdere undtagelser i henhold til Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 3, nr. 4, og at væsentlighedskriteriet på 1% var sagligt. Vedrørende fristoverskridelsen gjorde Forsyningstilsynet gældende, at Energistyrelsen havde kompetence til at dispensere, og at en eventuel fristoverskridelse var en uvæsentlig formel mangel, der ikke medførte ugyldighed.

Energiklagenævnet har behandlet klagen fra Vores Elnet A/S over Forsyningstilsynets afgørelse om individuelle effektiviseringskrav og krav for utilstrækkelig leveringskvalitet. Nævnet ophæver Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2019 i sin helhed.

Vurdering af benchmarkingmetoden

Energiklagenævnet vurderede benchmarkingmetoden i henhold til Elforsyningsloven § 69, stk. 1 og Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 1 og 2. Nævnet fandt, at Forsyningstilsynet ikke er tillagt et bredt skøn ved udarbejdelsen af metoden, men er forpligtet til at sikre, at den overholder bekendtgørelsens grundlæggende krav. Efter en samlet vurdering fandt Energiklagenævnet dog ikke grundlag for at tilsidesætte Forsyningstilsynets model for beregning af effektiviseringskrav. Nævnet lagde vægt på, at metoden er lovlig og saglig, og at klagerens synspunkter tidligere var blevet foreholdt Benchmarkingekspertgruppen uden at føre til ændringer i anbefalingerne.

Vedrørende særlige omkostninger, jf. Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 10, stk. 3, fandt Energiklagenævnet, at Forsyningstilsynet ikke er forpligtet til at udeholde yderligere omkostninger ud over de nævnte i § 10, stk. 3, nr. 1-3. Forsyningstilsynet kan således opstille kriterier for administration af opsamlingsbestemmelsen i § 10, stk. 3, nr. 4. Nævnet fandt, at de to væsentlighedskriterier, som Forsyningstilsynet har opstillet (kun i særlige tilfælde og af en vis størrelse), er sagligt begrundede og hensigtsmæssige.

Vurdering af fristoverskridelse

Energiklagenævnet konstaterede, at Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 12, stk. 4 fastsætter, at afgørelse om individuelle effektiviseringskrav skal træffes i året forud for reguleringsperioden. Nævnet bemærkede, at Energistyrelsen havde givet dispensation og en ny frist til den 30. april 2019. Energiklagenævnet fandt imidlertid, at indtægtsrammebekendtgørelsen ikke indeholder hjemmel til at træffe afgørelse senere end i året forud for reguleringsperioden, og heller ikke hjemmel til at dispensere fra tidsfristen. Derimod kan Forsyningstilsynet med hjemmel i Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 12, stk. 2 og 3 fastsætte et skønsmæssigt effektiviseringskrav, hvis benchmarkingmodellen ikke er robust.

Energiklagenævnet konkluderede, at Energistyrelsens afgørelse af 28. januar 2019 om dispensation er ugyldig. Dette medfører, at Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2019 er truffet efter udløbet af fristen i Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 52, stk. 4, jf. Bekendtgørelse om indtægtsrammer for netvirksomheder § 12, stk. 2 og 3.

Afgørelse

På baggrund af fristoverskridelsen ophæver Energiklagenævnet Forsyningstilsynets afgørelse af 8. april 2019 i sin helhed. Afgørelsen er truffet i henhold til Elforsyningsloven § 89, stk. 1 og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Søgsmål skal anlægges inden 6 måneder, jf. Elforsyningsloven § 89, stk. 7.