Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ikke at give medhold i klage over afslag på lovliggørelse af erstatningsboring i Vesthimmerlands Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste oprindeligt den 10. oktober 2018 at realitetsbehandle en klage over Vesthimmerlands Kommunes påbud af 25. juni 2018 om sløjfning af en erstatningsboring på en ejendom. Brøndborerfirmaet, der etablerede boringen, anmodede efterfølgende om genoptagelse af sagen, hvilket nævnet imødekom, da det præciserede, at klagen omhandlede kommunens afslag på lovliggørende tilladelse til boringen, et spørgsmål der ikke var behandlet i den første afgørelse.

Klagen og Kommunens Begrundelse

Klageren anførte, at erstatningsboringen var udført i overensstemmelse med Vandforsyningslovens § 21, stk. 2 og gældende retspraksis, samt at ejerne ikke havde modtaget en forbudsskrivelse efter Vandforsyningslovens § 21, stk. 3.

Vesthimmerlands Kommune havde meddelt påbud om sløjfning af boringen i medfør af Vandforsyningslovens § 65, stk. 3 og afgjort, at boringen ikke kunne lovliggøres efter Vandforsyningslovens § 21. Kommunen begrundede dette med, at boringen var udført uden gyldig tilladelse efter Vandforsyningslovens § 21, stk. 1, og at der ikke forelå en tvangssituation, da der var etableret en midlertidig vandforsyning.

Vandforsyningsplan og Økonomi

Kommunen henviste desuden til sin vandforsyningsplan 2012-2022, som fastslår, at der ikke gives tilladelse til nye boringer med drikkevandskvalitet inden for almene vandværkers naturlige forsyningsområde. Kommunen vurderede, at boringen ikke kunne lovliggøres, og selvom tilslutningsomkostningerne til det almene vandværk var højere end for en ny boring, ansås prisen for økonomisk rimelig og ikke uproportional i forhold til øget forsyningssikkerhed og ejendomsværdi.

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvis, at påbud om sløjfning af vandforsyningsanlæg ikke kan påklages til nævnet, jf. Vandforsyningslovens § 76, nr. 3. Sagen blev derfor behandlet med fokus på kommunens afslag på lovliggørende tilladelse til erstatningsboringen.

Vurdering af Lovliggørelse og Vandforsyningsplan

Nævnet vurderede, at Vesthimmerlands Kommunes afslag på ansøgning om etablering af erstatningsboringen var meddelt efter en konkret vurdering og havde hjemmel i Vandforsyningslovens § 21. Det blev fremhævet, at selv under Vandforsyningslovens § 21, stk. 2 skulle anmeldelse indgives til kommunen, som herefter kunne kræve tilladelse.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at udarbejde vandforsyningsplaner, jf. Vandforsyningslovens § 14, stk. 1. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at afslaget var i overensstemmelse med den kommunale vandforsyning og kommunens vandforsyningsplan. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde handlet i overensstemmelse med sin vandforsyningsplan, og at der kunne leveres vand på økonomisk rimelige vilkår, samt at der ikke forelå en tvangssituation.

Tilslutningskrav og Retspraksis

Nævnet bemærkede, at et egentligt krav om tilslutning til alment vandværk, herunder taksten for tilslutning, forudsætter behandling efter reglerne i Vandforsyningslovens § 29, stk. 3 og Vandforsyningslovens § 30. Vedrørende klagerens henvisning til en Vestre Landsrets dom fra 1998, fandt nævnet, at den sag adskilte sig, da der i nærværende sag var etableret en nødforsyning.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i den del af klagen over Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 25. juni 2018, som omhandlede lovliggørende tilladelse til erstatningsboring på ejendommen. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.