Planklagenævnets afgørelse om afslag på tilladelse til opstilling af hoppeborg i Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune afslog den 11. februar 2019 en ansøgning om tilladelse til midlertidig opstilling af en hoppeborg på en ejendom i Hune by. Afslaget blev givet med henvisning til byplanvedtægt nr. 12, Hune by, og kommunen traf samtidig afgørelse om at håndhæve en tinglyst servitut fra 1968 i henhold til Planlovens § 43.

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægtens delområde V, som er udlagt til åben og lav boligbebyggelse. Byplanvedtægtens § 2, stk. 8, fastslår, at der ikke må udøves virksomhed, der efter byrådets skøn er til gene for de omboende ved støv, lugt, støj, rystelser eller udseende. Servitutten, tinglyst den 30. december 1968, indeholder en lignende bestemmelse i punkt B3, der forbyder erhvervsvirksomhed, som efter kommunalbestyrelsens skøn er til ulempe for de omboende.

Kommunen begrundede sit afslag med, at opstillingen af hoppeborgen i 2018 havde medført naboklager over støj, og at hoppeborgen visuelt var skæmmende og afveg markant fra områdets karakter. Kommunen vurderede derfor, at hoppeborgen ville genere de omboende markant.

Ansøgeren klagede den 5. marts 2019 til Planklagenævnet. Klagen anførte, at støjen fra hoppeborgens blæser var dæmpet til et minimum, og at hoppeborgen visuelt ikke var skæmmende. Kommunen fastholdt sin afgørelse i bemærkninger til klagen.

Planklagenævnet ophævede Jammerbugt Kommunes afgørelser af 11. februar 2019 om afslag på ansøgning om tilladelse til opstilling af en hoppeborg og håndhævelse af servitutten. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Nævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afslag på dispensation, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om, hvorvidt det ansøgte er umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, og om kommunen har hjemmel i planloven til at håndhæve servitutten, herunder om servitutten har et indhold, der kan håndhæves efter Planlovens § 43. Nævnet kan ikke vurdere afgørelsens rimelighed eller hensigtsmæssighed.

Vurdering af byplanvedtægtens bestemmelser

Nævnet vurderede byplanvedtægtens § 2, stk. 8, som fastslår, at der ikke må udøves virksomhed, der efter byrådets skøn er til gene for de omboende. Planklagenævnet fandt, at denne formulering manglede den fornødne klarhed og præcision til at kunne håndhæves som en bindende bestemmelse. Fortolkningen af bestemmelsen beror i høj grad på en skønsmæssig vurdering, hvilket skaber tvivl om, hvorvidt den er overholdt. Derfor blev byplanvedtægtens § 2, stk. 8, erklæret uvirksom, og opstillingen af hoppeborgen blev ikke anset for at være i strid med denne bestemmelse.

Vurdering af servituttens håndhævelse

Kommunens mulighed for at håndhæve privatretlige servitutter fremgår af Planlovens § 43. Det er en forudsætning for et påbud eller forbud efter denne bestemmelse, at servitutbestemmelsen er af offentlig interesse og er klart og præcist formuleret. Nævnet opfattede servitutten fra 1968 som en privatretlig servitut. Planklagenævnet fandt, at bestemmelsen i punkt B3 i servitutten ikke var formuleret med tilstrækkelig klarhed og præcision til, at det med sikkerhed var muligt at forudse, hvilken anvendelse der ville være tilladt. Derfor kunne den pågældende bestemmelse ikke håndhæves i henhold til Planlovens § 43.

Afgørelse og gebyr

Som følge af disse vurderinger ophævede Planklagenævnet kommunens afgørelser. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.